Plages man af uro eller uforklarlige oplevelser i hjemmet og ønsker hjælp fra en sognepræst, kan man komme til at lede længe.
Det er nemlig kun et fåtal af danske præster, der beskæftiger sig med det, man kan kalde åndelige kræfter i folks hjem. Det fortæller både en religionsforsker og præster, som har erfaring med at bede for hjemmene.
Vil man derimod have hjælp blandt alternative behandlere, kræver det kun et par klik på computeren. Så sidder mindst et halvt hundrede danske clairvoyanter klar til at rykke ud og foretage en såkaldt husrenselse.
Antallet af clairvoyanter steg kraftigt i løbet af 2000'erne, og brancheorganisationen Clairvoyant Foreningen er siden sin stiftelse for 15 år siden vokset støt fra 50 til 150 medlemmer. Derudover skønnes det, at der er omkring 25 clairvoyantskoler i dag mod kun én i 1998. In-teressen begyndte for alvor at stige, da tv-programmet Åndernes Magt kort efter årtusindskiftet gjorde det overnaturlige til et naturligt samtaleemne, fortæller formand for Clairvoyant Foreningen Birgit Boye Friis.
”Og hver gang der er tv-programmer om det overnaturlige, om spøgelser eller om mystiske fænomener, oplever vi en stigende interesse,” siger hun.
”Vi får en del henvendelser, hvor folk ringer og spørger om, hvad det er, der sker i deres hus. Er det spøgelser eller fup og fidus? Vi taler med dem, og meget viser sig at være psykisk energi, for eksempel frygt, de selv udsender, og som opleves som noget ubehageligt i hjemmet. Men det kan også være en afdød mormor, der gerne vil fortælle familien noget og være til hjælp.”
Henvendelserne resulterer nogle gange i, at en clairvoyant tager ud og foretager en husrenselse en begivenhed, som kan indebære kontakt til afdøde, fortæller Birgit Boye Friis.
Og folk er mere tilbøjeligetil at opsøge en clairvoyant end en præst, bekræfter ph.d. og religionsforsker Rene Dybdal Pedersen fra Professionshøjskolen VIA University College. Han har over de seneste år interviewet 12 familier i Thy, der efter eget udsagn har oplevet overnaturlige hændelser i hjemmet. Det er lokale åndeuddrivere eller clairvoyanter, der tager sig af det, fortæller han.
”Folk opsøger ikke præsterne, og præsterne er i reglen heller ikke åbne over for det. Min oplevelse er, at uddrivelse af ånder, og hvad man ellers kan kalde det, generelt er en meget kontroversiel tanke blandt præster. Jeg vil mene, at det er ganske få præster i folkekirken, der vil sige, at der i den kristne dogmatik er belæg for det her.”
Samme erfaring har pensioneret sognepræst Agnethe Zimino, som mindst 50 gange i sin præstekarriere har besøgt folk efter ønske og bedt for deres hjem. Det er ifølge hende et stort problem, at kirken overlader opgaven til clairvoyanter.
”Man har i allerhøjeste grad svigtet i kirken. Folk har fortalt os, at de ikke har turdet sige det til den lokale præst, hvis de har oplevet noget uforklarligt i deres hjem. Og hvis de har fortalt det, er de blevet mødt med mistillid. Det er dybt tragisk, hvis medlemmer af folkekirken skal henvende sig til clairvoyanter, som koster i dyre domme, fordi vi præster ikke kan finde ud af at tage ud og bede i folks hjem. Det er jo ikke svært, og folk får det godt bagefter,” siger hun.
Hun tilføjer, at det ofte har været mennesker uden tilknytning til kirke og kristendom, der gladelig har taget imod hendes hjælp.
”Selvfølgelig er der også mennesker, som skal henvises til en psykiater eller en psykolog, og der er dem, der har en god fantasi og måske snarere skal sende bud efter en vvs-mand. Men der er også den kategori, hvor der virkelig er noget på færde,” siger hun og fortæller, at folk for eksempel ikke tør være i deres lejlighed, fordi der er en voldsom kulde, eller fordi ting falder ned af sig selv.
”Jeg ved ikke altid, hvad jeg skal mene om folks forklaringer, men det hjælper at bede for hjemmet.”
Sognepræst Peter Øster-gaard Jacobsen fra Sct. Michaelis Kirke beklager også, at kirken ikke er det første sted, folk går til, hvis de oplever åndelige fænomener og ikke føler sig trygge.
”Mange søger hjælp andre steder end i kirken, selvom den bedste hjælp for mig at se netop er i kirken. Jeg tror desværre, at vi har fået givet indtryk af, at vi ikke tager den slags alvorligt. Vi har lagt os i slipstrømmen af en positivistisk kultur, hvor alt kan forklares videnskabeligt, og har gjort det spirituelle til noget, vi ikke vil røre ved.”
Selv clairvoyanter kan undre sig over, hvor præsterne er. Det fortæller Ole Skjerbæk Madsen, missionspræst i Areopagos og grundlægger af I Mesterens Lys, der bygger bro mellem kirken og nyere åndelige bevægelser:
”Der er ikke nok udbud af præster. Jeg var på en krop-sind-ånd-messe, hvor en clairvoyant efterlyste, at mange flere præster kom på banen, fordi præsterne ifølge clairvoyanten er grundigere og kommer mere i dybden.”
Men kirken skal ikke konkurrere med clairvoyanter og har i øvrigt intet at gøre med okkulte forestillinger såsom onde ånder og dæmonbesættelse. Det mener biskop i Aarhus Stift Kjeld Holm:
”Ondskaben begynder i menneskets hjerte. Dér er der brug for al mulig uddrivelse, men ikke på den måde. Det skal ske gennem etik og gennem tilgivelsen. Det skal ske med tanke på, at når vi fejler i dag, så får vi mulighed for at rette det op i morgen.”