”Vi turde ikke bo i det hus mere”

Den 35-årige Andrea Jankovic tog kontakt til en præst, efter at familien havde været plaget af bankelyde og et tv, der angiveligt tændte af sig selv

Andrea Jankovic lå vågen til den lyse morgen, fordi der var uforklarlige lyde i hendes hus. En dagplejemor rådede hende til at kontakte en clairvoyant, men det kostede for mange penge. I stedet kontaktede hun en præst i Aabenraa. Huset på billedet er ikke Andrea Jankovic', ligesom navnet heller ikke er hendes rigtige navn, da hun ønsker at være anonym.
Andrea Jankovic lå vågen til den lyse morgen, fordi der var uforklarlige lyde i hendes hus. En dagplejemor rådede hende til at kontakte en clairvoyant, men det kostede for mange penge. I stedet kontaktede hun en præst i Aabenraa. Huset på billedet er ikke Andrea Jankovic', ligesom navnet heller ikke er hendes rigtige navn, da hun ønsker at være anonym. .

En sen aften for tre år siden bankede det på vinduet ind til den 35-årige Andrea Jankovics soveværelse. Tre eller fire bank. Hun var netop gået til ro i parcelhuset i Agerskov. Hun kiggede ud, men kunne ikke få øje på noget i mørket. Det var sikkert børn, der ville drille, tænkte hun og lagde sig til at sove.

Aftenen efter bankede det igen på ruden. Men ikke bare på ruden. Bankelyden bredte sig til væggen og til døren ind til soveværelset. Andrea Jankovic blev bange. Hun er alenemor med tre hjemmeboende børn, men børnene sov stensikkert. Lydene forsvandt. Hun stod op og tjekkede huset. Børnene sov. Der var ikke andre.

Lydene blev ved i nogle uger, måske en måned. Noget var helt galt, tænkte Andrea Jankovic, men måske var det hende, den var gal med. En aften blev det for meget.

Hun havde lagt børnene i seng og var på vej ind i sit soveværelse. Der var ro i huset. Så hørte hun fjernsynet blive tændt inde i stuen. Lyden blev skruet op og ned, og kanalerne skiftede. Andrea Jankovic løb ind i stuen, greb fjernbetjeningen og slukkede, løb tilbage på værelset og låste døren.

Spøgelser var ikke noget, hun troede på. Men hun var bange. Hun tænkte på sine børn. Hun havde så mange gange før hørt fra venner og bekendte, at de havde oplevet mærkelige ting i deres hjem. Så da hun lå dér på værelset bag en låst dør, var hun ikke længere i tvivl: Der måtte være spøgelser i hjemmet.

Andrea Jankovic lå vågen til den lyse morgen. Hverken hendes datter på syv år eller tvillingedrengene på seks havde hørt noget. Men nogle nætter forinden var børnene flere gange vågnet, skræmt fra vid og sans af bankelyde på væggene.

Andrea Jankovic lettede sit hjerte over for en dagplejemor, som passede tvillingerne, og dagplejemoderen anbefalede hende at opsøge en clairvoyant. Det kostede dog ifølge Andrea Jankovic for mange penge til, at hun havde råd til det. Hun arbejdede som social- og sundhedshjælper på et plejehjem, men var for tiden sygemeldt på grund af en rygoperation.

Hændelsen med fjernsynet gentog sig to gange. Andrea Jankovic og børnene flyttede ind på samme soveværelse. En god ven af huset kom og overnattede, fordi hun var for bange for at være alene med børnene. Vennen fortalte, at der var en præst i Aabenraa, som gerne kom på besøg, hvis man oplevede ubehagelige ting i hjemmet.

Andrea Jankovic er oprindeligt fra Serbien og opvokset med den ortodokse kirke. Det var derfor ikke noget stort skridt at kontakte præsten.

”Jeg blev også nødt til det, for vi turde ikke bo i det hus mere. Vi kunne ikke leve med det,” fortæller hun.

I den danske folkekirke er det et fåtal af præster, der tager ud i hjemmene, hvis folk oplever ubehagelige, uforklarlige hændelser. Sognepræst Jørgen Peder Jørgensen er en af de få. Han har i tidens løb ”drevet ånder ud” i mindst 50 hjem.

Jørgen Peder Jørgensen besøgte Andrea Jankovic og lyttede til hendes fortælling. Som regel tager det nogen tid, før folk har mod til at fortælle om deres oplevelser, fordi ”de har følelsen af, at de bliver tvangsindlagt i det øjeblik, de åbner munden”, som han siger. Hans første møde med Andrea Jankovic var vigtigt, for indimellem viser samtalerne med folk, at det snarere er en psykolog eller de sociale myndigheder, der bør træde til, fortæller præsten. Er han i tvivl, beder han folk om at konsultere egen læge. Men Andrea Jankovic oplevede han som et nøgternt og afbalanceret menneske, som ikke vidste noget om okkulte fænomener, men som på livet løs beskrev, hvad hun havde oplevet. Og hun var tydeligt mærket af det.

”Så jeg mente helt klart, at her var en sag,” siger han.

Præsten gav hende en liste over bønner, hun kunne bede, og et kors, hun kunne hænge i stuen, og lovede at vende tilbage. En eftermiddag nogle dage senere kom han igen sammen med et ægtepar, som ”havde forstand” på de fænomener, Andrea Jankovic oplevede.

Sammen holdt de en mini-gudstjeneste i stuen, hvor Jørgen Peder Jørgensen læste et par bibeltekster højt og bad en bøn om, at Gud måtte være med i det, de skulle foretage sig. Derefter gik de alle fire fra værelse til værelse, mens børnene opholdt sig et andet sted. I hvert rum slog præsten kors for sig og bad det, der måtte være til stede, om at forsvinde.

Efter gennemgangen af huset rådede Jørgen Peder Jørgensen Andrea Jankovic til at bede hver aften og til at forsøge ikke at være bange. Der var ”ryddet op” i huset, og så er der ingen grund til at frygte mere, fortalte han hende.

Herefter var seancen slut.

Det hænder, at de ubehagelige oplevelser vender tilbage til hjemmet, og at præsten må ud igen. Men Jørgen Peder Jørgensen hørte ikke mere til Andrea Jankovic.

Hun var længe mærket af oplevelserne, men hverken bankene på ruden eller det ustyrlige fjernsyn generede hende igen.

”Jeg har faktisk ikke oplevet noget siden,” fortæller hun i dag, tre år senere.

Andrea Jankovic og Jørgen Peder Jørgensen har forskellige tolkninger af, hvad der var på færde i huset dengang.

Hun forestiller sig, at der måske har boet nogen før hende, som er døde, men som alligevel ”ikke har været helt borte”.

Jørgen Peder Jørgensen mener, at der var onde ånder til stede. Mange mennesker kan forholde sig til skytsengle og andre væsener, der passer på os, argumenterer han, og hvorfor skulle der ikke være plads til onde åndsmagter, når der er plads til gode? Det er også let at finde belæg i Bibelen for, at der findes onde ånder, som er i ledtog med Fanden selv, og som ønsker at ødelægge menneskers liv, mener han.

”De her oplevelser er jo ødelæggende. Man er hele tiden på vagt og er samtidig bange for at blive betragtet som tosse.”