De Ti Bud er ikke taget ud af den blå luft

Da tidligere atlet Rikke Rønholt som 17-årig flyttede til USA for at løbe, brugte hun troen som vejviser. Det gav hende mod til at sige fra og disciplin til at følge sine drømme

Rikke Rønholt er vokset op med forældre fra 68'er-generationen, der gjorde oprør mod troen. Men farmoderen lærte hende om Bibelen og gik i kirke med hende. Foto: Leif Tuxen

Hvordan vil du beskrive din tro?

Jeg er kristen, men jeg er også inspireret af den buddhistiske tilgang til sind og ego.

Kristendommen er for mig en grundværdi og noget kulturelt. Jeg er opvokset i den protestantiske etik, og det kan jeg mærke, når jeg rejser, og når jeg taler med folk, der har en anden religion.

Jeg gik meget op i at blive gift i kirken, og i at mine børn skulle døbes, og jeg føler mig som en del af den kristne tradition.

Jeg tror, at et udisciplineret sind fører til lidelse, og at vi bliver ofre for vores eget sind, hvis vi ikke hele tiden arbejder med det.

Buddhismen har ikke en gud, det er en filosofi omkring, hvordan man bedst lever med sit sind og sit ego, så det er ikke nødvendigvis i konflikt med kristendommen.

Hvis man har nogle idealer, og man har svært ved at leve op til dem, har buddhismen nogle værktøjer, hvor man kan arbejde med sit sind.

Det er besnærende at tro, at vi kun står til ansvar for vores handlinger. Men jeg føler mig ansvarlig for mit sind og min manglende evne til at kontrollere mit ego. Behovet for at beskytte mit ego gør mig ofte til en nærig kujon, især når der gælder relationer til andre mennesker. Det gør mig til en synder i min egen optik.

Hvordan var forholdet til religion i dit barndomshjem?

Mine forældre er klassiske 68'ere. De ser på religion med en god portion sund, venstreorienteret skepsis som et småborgerligt værdisæt, de har frigjort sig fra. For mine forældre var religion tæt forbundet med de traditioner, de gjorde op med.

Min farmor var kristen og talte med mig om religion. Det var hende, der insisterede på, at jeg skulle døbes, så jeg blev døbt samtidig med min lillebror, da jeg var fem år.

Det, at hun var religiøs på en meget afslappet måde, har gjort et stort indtryk på mig. Vi besøgte hende tit i weekenden, og der tog hun mig med i kirke og sang salmer med mig.

Hvad har udfordret din tro?

Det smerter mig, at tro er blevet brugt til at dømme andre, hele vejen fra hekseforfølgelser og korstog til australske aboriginal-børn, der blev fjernet fra deres forældre og anbragt i kristne hjem. Hele idéen om, at folk, der ikke er troende, er mindre værd, og man påtager sig at omvende dem og tager afstand fra dem, der ikke vil omvendes, finder jeg uværdig.

Jeg kan ikke acceptere, at vi lader vores fortolkning af en bog give os ret til at kalde andre mennesker for syndere. Jeg tror, synd er en personlig ting mellem Gud og den enkelte.

Hvad har formet den tro, du har i dag?

Det begyndte med min farmor. Så kom konfirmationsforberedelsen, som gav mig vigtige redskaber til at håndtere det liv, jeg kastede mig ud i efter gymnasiet.

Det har betydet meget at have haft samtaler til konfirmationsforberedelsen om, hvad der var rigtigt og forkert, når man er vokset op med forældre, der har lagt afstand til det dømmende og ikke har givet mig et særligt regelsæt.

Som 17-årig flyttede jeg til USA for at løbe, og det betød, at jeg blev præsenteret for absolut frihed uden mine forældre som moralsk kompas.

Der var pludselig mange valg, jeg måtte foretage selv, og jeg opdagede, at de fleste mennesker omkring mig famlede sig frem i blinde. De handlede bare og ofte virkelig selvdestruktivt. Det gik op for mig, at selvværd er en sjældenhed, især blandt unge. Det handler blandt andet om mod til at sige fra, når man er ved at blive suget ind i ødelæggende situationer, og disciplin til at holde fast i det, man drømmer om.

For mig var troen en vejviser. Jeg opdagede, at de syv dødssynder og De Ti Bud ikke er taget ud af den blå luft. Hvad hvis vi faktisk holdt hviledagen hellig? også fra smartphones! Eller hvis vi holdt op med at give skønhedsidealer og økonomisk rigdom ”gudestatus”?

Hvordan gør din livsanskuelse en forskel i din hverdag?

Min livsanskuelse driver mig til altid at søge det meningsfulde i min hverdag. Hvis jeg opdager, at jeg gentagne gange gør noget, som føles meningsløst og ligegyldigt, begynder de røde alarmlygter at blinke.

Jeg kommer aldrig til at synes, at det er fedt at tørre numsen på min fireårige søn eller lede efter forsvundne kvitteringer til mit årsregnskab. Men handlingerne er en del af et liv, som jeg helt bevidst har valgt at leve. Jeg elsker at vise omsorg for mine børn, og jeg sætter pris på friheden ved at være selvstændig.

Jeg tror på, at ligegyldigt brok og utilfredshed er en synd, vi begår mod os selv, vores medmennesker eller Gud. Jeg kan ikke vælge, hvad der sker i mit liv, men jeg kan vælge min attitude. Jeg har en grundlæggende følelse af taknemmelighed over at være blevet født i dette land, i denne tid med alt, hvad det bringer med sig af frihed og muligheder. Jeg er meget bevidst om, at andre har ofret blod og tårer for, at jeg som kvinde og som farvet kan leve det liv, jeg gør i dag. Det mindste, jeg kan gøre til gengæld, er at nyde det.

Hvem er et forbillede for dig i eksistentielle spørgsmål?

Det er dr. Jim Loehr. Han er oprindeligt sportspsykolog, men han har lavet en hel teori omkring bæredygtig performance, som jeg har arbejdet meget med både som atlet og som erhvervskonsulent.

Han ser menneskeligt engagement som vores absolut vigtigste ressource, og han har vist, at engagement i sig selv er kimen til livsglæde. Jo mere engagement man har, jo mindre stresset er man, og jo mere levende føler man sig.

Hvad er det bedste åndelige råd, du nogensinde har fået?

I slutscenen i filmen ”Djævlens advokat” siger Djævlen, at forfængelighed er hans yndlings-synd.

Forfængelighed kommer snigende ind ad bagdøren. Jeg er ikke opmærksom på den, men pludselig skubber den mig til at svigte mine værdier. Jeg kan for eksempel overreagere i en situation, indtil det går op for mig, at det frygtelige, altopslugende følelseskaos, jeg befinder mig i, primært skyldes, at min forfængelighed er såret.