Den danske straffelov er til at overholde.
Den er bygget sådan op, at det er muligt at leve sit liv så ansvarligt, at man kan komme igennem det uden at ende i seriøs karambolage med ordensmagten. Det kan være, man kommer til at køre over for rødt. Eller måske kører man lidt for stærkt en gang imellem. Eller også tager man sig betalt for lidt sort arbejde. Men i store træk er det muligt.
Helt anderledes er det dog med den guddommelige lov, mener litteraturlektor Sune Auken. Her gælder andre regler. Fra Guds perspektiv er vi alle skyldige i lovbrud. Og det er noget, vi burde tage ved lære af, før vi fordømmer hinanden, mener han. For når alle er skyldige, er der ikke grund til at pege fingre ad andre end sig selv.
I søndagens tekst bliver Jesus mødt af en mand, der har gjort alt rigtigt. Han har overholdt loven og alle De Ti Bud til punkt og prikke og går derfor til Jesus for at høre ham om, hvad han nu skal gøre for at blive frelst. Svaret er nedslående. Jesus fortæller ham, at han skal gå hen og sælge alt, hvad han ejer, og give pengene til de fattige. Det får manden til at gå bedrøvet bort, for han er meget velhavende.
Derefter fortæller Jesus disciplene, at det er sværere for en rig mand at komme ind i Guds rige end for en kamel at komme igennem et nåleøje. Et billede, som Sune Auken finder vidunderligt og paradoksalt, fordi man virkelig føler, hvor umuligt det er.
”Når man går til teksten fra luthersk hold hvad man jo gør, når man hører til i den danske folkekirke er det en tekst, der skriger gerningsretfærdighedens ubrugelighed ud. Den handler om denne meget nydelige person, som har gjort alt, hvad man kunne forvente, endda mere, end vi andre kunne have præsteret. Alligevel kommer han til kort og kan ikke indfri det, der giver adgang til Guds rige. Teksten handler først og fremmest om ikke at kunne frelse sig selv,” siger han.
Sune Auken er litteraturforsker ved Institut for Nordiske Studier og Sprogvidenskab på Københavns Universitet. I 2005 skrev han doktorafhandling om Grundtvigs forfatterskab i forhold til nordisk mytologi, hvilket gav ham anerkendelse både litterært og teologisk. Han er litterat og ikke teolog, men han er teologisk velbevandret.
Han forklarer, at man i luthersk tradition har delt loven op i tre funktioner, også kaldet ”lovens tre brug”.
Den første er, at den skal forhindre synd.
Det gør den ved, at man er bevidst om, at loven overhovedet er til, og at man derved bestræber sig på at overholde den.
Den anden brug er, at den er en ”tugtemester til Kristus”, som Sune Auken siger det. At man, når man møder loven, indser, at man ikke kan leve op til den, og at man har brug for Kristus. Loven synliggør menneskets syndige karakter. Den tredje brug er, at loven fortæller os, hvad vi skal gøre. Vi er frie fra lovens straf, men stadig kaldet til at leve i lydighed mod den.
”Mange af os lutheranere går mere op i den anden brug end den tredje,” siger Sune Auken.
”Men det er jo også noget lettere at være en synder end at skulle opføre sig ordentligt. Men det er selvsagt også, fordi man faktisk er en ussel synder, der ikke kan klare tingene selv. Derfor virker lovens anden brug så stærkt på os,” forklarer Sune Auken og citerer Kingo:
”Ja jeg ønsker, Gud vil laue det med mig i Verden saa, at mig Moses maatte aue (afstraffe, red.), Jesus legge Plaster paa.”
Sune Auken fortsætter:
”Men i dagens bibeltekst kommer pryglene faktisk direkte fra Jesus. Den unge mands spørgsmål handler om, hvad han selv kan gøre mere end at følge loven, og han får svaret: 'Du skal bare gøre sådan her.' Men svaret blotter det ømmeste punkt ved manden. Jesus prikker ham der, hvor det gør helt forfærdeligt ondt. Her står dette pæne, retfærdige menneske, der overholder reglerne. Men Jesus er et spejl. Han giver manden en udfordring, der afslører ham,” siger han.
Det er noget af det interessante ved Jesus, mener Sune Auken: at Jesus tit svarer overraskende på spørgsmål.
”Da han for eksempel står foran Pilatus og bliver stillet et spørgsmål, som han kan besvare for at undgå at blive dømt, svarer han i en helt anden ende af verden. Tydeligvis uinteresseret i at redde sig selv, men så meget des mere interesseret i at blotte sin dommers uforstand. Det er det samme med det svar, Jesus her giver den rige mand. Det er så fundamentalt anderledes, end hvad manden havde forventet, at han bare står blottet tilbage,” siger Sune Auken og understreger:
”Og hvis man ikke har rigdommen at skille sig af med, så har man noget andet, der kan prikkes til.”
Sune Auken er præstesøn og opdraget i et hjem, hvor kirken var en naturlig del af livet. Han er blandt de ”uomvendte”, som han selv siger det. En, der ikke er vågnet op til troen på et specifikt tidspunkt, men har været i kontakt med den hele tiden i kraft af sin opdragelse.
”Og så er jeg blevet præstekone på mine gamle dage,” griner han hentydende til ægteskabet med sognepræst Sarah Auken, som han har været gift med siden 2009 og i dag holder foredrag sammen med.
”Noget andet, man kan sige om teksten, og som slår mig meget i disse tider, har at gøre med kritikken af rigdommen. Det er paradoksalt, at vi har alle disse kirkelige debatter om for eksempel homoseksuelle vielser. Der findes mange mennesker, der er gode til at finde de cirka to steder i Bibelen, der nævner emnet. Men de samme mennesker overser, at rigdom er noget af det, der bliver advaret allermest imod,” siger Sune Auken og fortsætter:
”Man står med en kæmpe bjælke i sit eget øje, mens man med lup leder efter belæg for at pege fingre ad splinten i den andens. Men den, der selv er en synder, har ikke noget at bebrejde andre. For mig er det en af kernerne i syndsbegrebet. Arvesynden er et menneskeligt vilkår og for så vidt ikke personlig. Den er noget, vi alle sammen ligger under for, og derfor kan vi ikke dømme hinanden inde eller ude på baggrund af synd.”
Og synden som et livsvilkår er noget, vi kan tage med os og lære noget af her i Vesten, mener Sune Auken.
”Vores civilisation kunne trænge til at lære noget af det her. Den kunne trænge til at få pillet sin selvretfærdighed fra sig og sin mammondyrkelse med. Vi har i Vesten en fetishlignende dyrkelse af rigdom, der er det nærmeste, vi kommer på at bryde det første bud om, at vi ikke må have andre guder. Derfor burde vi ligesom den rige mand i teksten tage at kigge indad. Vi er ganske enkelt for dårlige til at se det fejlende i os selv.”
Rettet 28.7.2014: Af denne artikel har det tidligere fremgået, at Sune Auken er litteraturprofessor. Hans korrekte titel er litteraturlektor. Kristeligt Dagblad beklager fejlen
Blå Bog Sune Auken:
Født 1970. Cand.mag. i dansk i 1996 og dr.phil. i 2005. Bor i Rødovre med sin hustru sognepræst Sarah Auken og er ansat som litteraturforsker ved Institut for Nordiske Studier og Sprogvidenskab i København.