Glem alt om hvide, sterile kirker. I hvert fald, når vi går 300-400 år tilbage. Når vore forfædre i 1600- og 1700-tallet samledes i kirkerummet for at deltage i søndagens gudstjeneste, havde de udsigt til en eksplosion af kraftige farver, der skulle virke som en jordisk afglans af den guddommelige herlighed.
I en ny ph.d.-afhandling afdækker konservator Karin Vestergaard Kristiansen dansk kirkeinventars farvehistorie fra Reformationen til i dag, og det er første gang, en samlet og kronologisk farvehistorie bliver formidlet i Danmark.
Efter Reformationen i Danmark i 1536 blev kirkerne møbleret med prædikestol og bænkerader, for nu blev præstens prædiken vigtig, og nye altertavler kom til med udskårne rammer, hvor tidens farveglæde fik fuld skrue. Foruden inventaret bredte bemalingerne sig i nogle kirker til farvestrålende dekorationer af hvælv og vægge som erstatning for middelalderens nedslidte kalkmalerier.
Først i 1800-tallet vender billedet, og det meste bliver hvidt og siden brunt. Nu er det tidens smag, og den er afgørende, for gennem de seneste 500 år har farvevalget i kirkerummene i Danmark nøje fulgt tidens stil. Kirkens indre farver afspejler derved også det omgivende samfunds forkærlighed for bestemte farver og æstetiske idealer gennem tiden.
Karin Vestergaard Kristiansen er cand.mag. i konservering og har som kirkekonsulent for Nationalmuseet gennem årene været med til at rådgive om farvesætning i forbindelse med kirkerestaureringer i over 800 kirker landet over.
Farvearkæologien går 100 år tilbage. Her afdækker konservatorerne ved en speciel teknik tidligere tiders farvelag, ligesom når arkæologerne graver i jordlagene.
”Selvom kirkerne er religiøse brugshuse', har valget af farveudtryk ikke været religiøst eller liturgisk bestemt,” fortæller Karin Vestergaard Kristiansen. ”Farverne her er udelukkende valgt for at dekorere og udsmykke efter tidens smag og giver dermed også viden om de rum, som datidens mennesker omgav sig med ude i samfundet,” siger hun.
Arbejdet med ph.d.-forsk-ningsprojektet blev sat i gang af Karin Vestergaard Kristiansens faglige begejstring over den viden om fortidens kirker og farver og farvekombinationer, der kan hentes i arkivet.
Nationalmuseets konservatorer bruger ”Antikvarisk-Topografisk Arkiv” i forbindelse med kirkerestaureringer. Her opbevares op mod 6000 indberetninger fra landets kirker, heriblandt akvareller, fotografier og beskrivelser af de benyttede farver i kirkerne.
Karin Vestergaard Kristiansen håber, at hendes ph.d.-afhandling vil medføre et større kendskab til arkivet og være med til at skabe et bedre grundlag for det fremtidige arbejde med de historiske farvelag i kirkerne.
“På verdensplan er det unikt, at vi i Danmark råder over et nationalt arkiv af denne art. Indberetningernes samlede indhold udgør en perlerække af oplysninger. Konservatorerne har igennem tiden skabt en næsten uudtømmelig kilde af vidnesbyrd om fortidens farver, men samtidig mangler vi overordnet viden om kirkernes farvehistorie. Det håber jeg, min afhandling kan være med til at gøre noget ved.”
Materiale fra 203 kirker indgår i afhandlingen, geografisk spredt over hele landet. Karin Vestergaard Kristiansen følger i afhandlingen udviklingen i den kirkelige farvesmag fra århundrede til århundrede.
I 1700-tallet fortsætter de forrige århundreders faverigdom, og karakteristisk for dette århundrede bliver de marmorerede bemalinger, der breder sig over inventar, vægge og lofter, ofte med blåt, som ikke tidligere har været brugt, fordi det var dyrt, men som man nu har fundet ud af at fremstille kunstigt.
I 1803 indføres en kirkesynslov, som følges op af en ny lovgivning i 1861 om kirkers istandsættelse og vedligeholdelse. Det er i dette århundrede, smagen drejer i retning af de hvide kirker. Den lette løsning er, at tidligere farvestrålende inventar får en hurtig hvidtning af en kalkkost, fortæller Karin Vestergaard Kristiansen. Det var i nyklassicismens tid med forkærlighed for hvide skulpturer, som Bertel Thorvaldsens Kristusfigur er udtryk for.
”I denne periode blev der også udsendt et cirkulære fra Ministeriet for Kirke- og Undervisningsvæsenet, hvorefter al form for bemaling på middelalderens døbefonte skulle bortætses, så fonten kunne stå tilbage i den rene sten, som man mente var det oprindelige. I dag ved vi, at middelalderens døbefonte oprindelig har været bemalet, og resterne af denne originale bemaling forsvandt jo så ved samme lejlighed.”
Også træværket fik indimellem en særdeles hårdhændet behandling, når kirkeinventar blev lagt i syrebad for at fjerne århundredgammelt maling, så træet kunne fremstå i, hvad man fejlagtigt mente var den oprindelige stil. Samtidig blev brun den foretrukne farve.
“I slutningen af 1800-tallet er mere end tre fjerdedele af danske kirkers hovedinventar brunt, enten som træimitation, det vil sige ådring, eller skabt ved, at træet gennem ætsning har fået sin egen farve, eller ved at nyanskaffelser aldrig er blevet malet.”
En senere tid har genindført farverne i disse brune kirker og i en sådan grad, at de i dag er ved at være en sjældenhed, tilføjer Karin Vestergaard Kristiansen.
“Det vil selvfølgelig indgå i vores rådgivning, at også dette farveudtryk bevares, når vi taler om restaurering i en af disse brune' kirker, for selvom de ikke er på mode i dag, repræsenterer de jo samtidig smag og stil i en bestemt tidsperiode,” siger hun.