Det var ikke drama, profeten Jonas i Det Gamle Testamente manglede, dengang han var i live. Han forsøgte at flygte fra sin gudgivne opgave og endte tre dage i hvalens bug.
Nu er der igen postyr om den kendte skikkelse i både kristendom, jødedom og islam.
Den seneste tid har den militante bevægelse Islamisk Stat (IS), tidligere Isil, ødelagt en række moskéer og helligdomme i den nordlige storby Mosul i Irak.
Senest har de sprængt profeten Jonas' moské i luften, som angiveligt er bygget oven på profeten Jonas grav. Ifølge internationale medier blev ødelæggelsen begrundet med, at moskéen ikke længere var et sted for bøn, men derimod frafald fra den sande islam.
Islamisk Stat er en yderligtgående islamisk gruppering, der kæmper for en sunnimuslimsk stat i Irak og Syrien.
Det betyder, at de ikke bare bekæmper andre religioner og kulturer, men også andre forgreninger inden for islam som shia- og sufiislam, forklarer Thomas Jøhnk Hoffmann, professor på Københavns Universitet med speciale i islam og koranstudier.
”Islamisk Stat ønsker at rense alt det væk, som de anser som afvigelser fra den sande islam. Det er en ekstrem form for islam, som mange muslimer vil tage afstand fra,” siger han og understreger, at der op gennem historien findes mange eksempler på, at helligdomme ødelægges med afsæt i religiøse motiver.
Lektor i klassisk arkæologi på Aarhus Universitet Troels Myrup Kristensen har forsket i antikke billedødelæggelser. Han sammenligner de destruerede helligdomme med persernes ødelæggelse af Akropolis omkring 480 før Kristus.
”I det antikke Grækenland var helligdommene steder, hvor folk mødtes. Det var her, samfundet blev til, og fællesskabet blev dyrket. På samme måde havde templerne en enorm symbolværdi, så når man ødelagde dem, var det også en magtudgydelse. Når Islamisk Stat ødelægger helligdomme, kan man formode, at de går efter at ødelægge etablerede fællesskaber og samfund og demonstrere magt,” siger han.
Spørger man Hans Jørgen Lundager Jensen, professor i religionsvidenskab på Aarhus Universitet, forklarer han, at vejen væk fra ødelæggelserne af helligdomme er et civilisationsprojekt.
”Det, der sker i Irak i dag, kunne være sket for 500 år siden i Europa. At ville fjerne noget, man er imod, er et naturligt menneskeligt instinkt,” siger han og forklarer, at et første vigtigt skridt på vejen mod civilisation er at lære at tåle hinanden.
Det indebærer, at vi ikke med vold ødelægger symboler og helligdomme, der byder os imod. Skal vi fjerne og forbyde symboler, må det ske på demokratisk vis. Han mener, at en såkaldt ”ignoreringsetik” er første skridt hen imod en mangfoldig kultur.
”Hvis jeg træner til et halvmaraton, må jeg undgå is og hotdogs, derfor ignorerer jeg isboden og pølsevognen. Jeg går ikke så vidt som til at lukke dem ned. Hvis vi mestrer denne evne til at ignorere ting, vi mener, ikke er godt for os, og kan overføre det til religion og helligdomme, er vi nået et stykke af vejen,” siger Hans Jørgen Lundager Jensen og understreger, at det er en kulturel læringsproces, der tager generationer at tillære sig som samfund.