Prøv avisen
LUK

Det ser ud som om at du ikke er logget ind

Log ind for at dele artiklen

Glemt adgangskode? Klik her.

Kirkeanalyse

Kan vi elske kirken?

Jesus grundlagde ikke kirken. Kirken er et menneskeværk, som skal fastholde Jesu anliggende. Her ses Sankt Ols Kirke på Bornholm. Foto: Michal Fludra

Kirken, som vi kender den i dag, var ikke del af Jesu forkyndelse. Senere blev der bygget menneskeskabte kirker

Jesus forkyndte Guds rige, men det var kirken, der kom. Det ofte citerede udtryk understreger det faktum, at kirken ikke var en del af Jesu forkyndelse. Mennesker samles om Jesus, han udvælger disciple og bedyrer, at hvor to eller tre er forsamlet i hans navn, vil han også være.

Men en kirke grundlægger han ikke. Hvor har vi den så fra? Ja, den er menneskeværk, som blev til for at fastholde Jesu anliggende. Kirken har vi for vores vantros og glemsomheds skyld.

I Det Nye Testamente bruges der forskellige billeder, som senere anvendes på kirken: Den er Guds folk eller Kristi legeme. Det første lægger op til den lutherske forståelse af kirken som de helliges samfund i et fællesskab, hvor alle er præster. Mens billedet af legemet, hvor hvert lem har sin specielle opgave, lægger op til en differentieret embedsforståelse, som kendes i andre mere hierarkisk orienterede kirkeretninger.

I troens tredje artikel bekender man troen på en hellig almindelig kirke og de helliges samfund. Der er en voksende gruppe mennesker, der i stigende grad har problemer med denne del af bekendelsen. Dels har man meget at indvende imod de faktiske historiske kirker. Dels mener man, at man bedst kan være kristen for sig selv.

Og det er jo modsat bekendelsen, der hviler på den opfattelse, at kristen kan man ikke være alene. Man kommer med troen ind i et fællesskab. I kølvandet af den herskende individualisme er der mange mennesker, der måske nok føler sig tiltrukket af Jesu kærlighedsbudskab. Men de er ikke parate til at gå ind i et forpligtende menighedsfællesskab.

På grund af en bestemt historisk udvikling har der bredt sig en afsmag for både udtrykket og realiteten bag ”de helliges samfund”. Det opleves som ekskluderende. Resultatet bliver, at den bestående kirke ses som et apparat, der i bedste fald kan være til tjeneste med visse services, i værste fald står den i vejen for evangeliet.

Kan man på den baggrund være glad for kirken? Netop det spørgsmål står som overskrift over en salon eller debataften, som holdes i Bregninge på Ærø i denne uge.

Hvad er det for et billede, der melder sig inde i hovedet på en gennemsnitsdansker, når han eller hun hører ordet kirke? Det er uden tvivl det arketypiske billede af den rød-hvide landsbykirke midt i det danske landskab. Kirken er den lokale kirke, bygningen. Og som vi ved fra debatten om kirkelukninger, så omfattes den generelt med stor veneration og en vis velvilje af sognets beboere, både medlemmer og ikke-medlemmer. Rør ikke ved min gamle kirke. Men hvad med at komme der?

Ja, det er straks en anden sag. Fordi sagen er delikat, er der jo heller ikke indtil nu sket det store med hensyn til kirkelukninger. Folkekirken har ikke svigtet Udkantsdanmark endnu. Kirkerne ligger der stadig, og de er som regel velholdte. De opretholder således et antal arbejdspladser, hvad der tæller meget i udkanten. Men det kirkelige liv lader meget tilbage at ønske. Hvis folk elskede kirken, ville de behandle den anderledes.

Men kirken er mere end den lokale kirke. Den er også regional, i vort tilfælde taler vi om den nationale kirke, institutionen Den danske folkekirke. Den omfattes også med en vis veneration. Vi har det med den som med andre af velfærdsstatens institutioner: Vi vil nødig undvære dem. Men institutionen er også ofte genstand for kritik, der som regel er temmelig diffus og derfor vanskelig for folkekirken at forholde sig til. Så ligefrem elske den? Nej, det er for højt et krav.

Endelig er kirken mere end lokal og regional. Den er også global. Den lokale menighed og den regionale folkekirke er også en del af den universelle kirke, der er globalt udbredt. Også den globale kirke er under pres. Nogle steder i Syd og Øst vokser den. Andre steder udsættes den for forfølgelse i et omfang, der overstiger, hvad vi har kendt tidligere. De kristne i den globale kirke har behov for at stå sammen for at støtte hinanden.

Men det kniber meget. Bekendelse til den ene apostolske kirke anfægtes af de mangfoldige vidnesbyrd om uenigheder og strid. Kirkens historie er en lang historie om splittelser og afspaltninger. Udvikler vi os mere og mere væk fra hinanden? Det er der noget, der kunne tyde på. Men i trængselstider er der behov for at stå sammen. Fordi forskelligheden råder, bliver fremtidens økumeniske problem ikke, om vi når til den store forkromede enhedsvision, men om vi overhovedet kan genkende hinanden som kristne og således støtte hinanden.

Den fælles platform kunne måske være en kærlighed til kirken trods alt. Kan man være glad for kirken? Ja, for hvad er alternativet?