Forleden så jeg, at Johannes Værge i dag skal fortælle om sin bog ”Guds skrøbelige arvinger” ved et foredrag på Kristeligt Dagblad. Jeg glæder mig til at høre foredraget, og som forberedelse kan man tænke over Bibelens ord om arv og synd.
Paulus skriver, at vi er Guds arvinger. I Andet Korintherbrev (kapitel 4, vers 7) formulerer han det sådan, at vi bærer Guds skat i lerkar. Skrøbelighed er vores vilkår.
I Romerbrevet skriver Paulus, at fordi vi er Guds børn, er vi også Guds arvinger, Kristi medarvinger. Johannes Værges bog har en undertitel: ”En bog om menneskets fald og fuldendelse”.
Han mener, at syndefaldet hos os gerne fortolkes som smitsomt. Da Adam og Eva ikke ville, hvad de kunne, kunne de siden ikke, hvad de ville.
Det er teologen Augustin fra det 4. århundrede, som fortolker syndefaldet på den måde, at hvis Adam og Eva ikke havde rørt kundskabens frugt, ville følgen være, at de hverken kunne synde eller dø. Nu, da de trodser forbuddet, er konsekvensen, at mennesket i al fremtid ikke længere er uskyldigt, men syndigt og dødeligt. Synden og døden er på grund af syndefaldet alle menneskers vilkår.
Søren Kierkegaard var optaget af Augustin og skrev i 1844 bogen ”Begrebet angest”. Han hævder, at Adam og Eva ikke kunne begribe forbuddet, fordi de ikke vidste, hvad død var. På hebraisk hedder dø ”Mot” (på fransk hedder det ”mort” og på tysk ”Tot”). Altså lyden af en mørk vokal, som skræmmer Adam og Eva. Og Kierkegaard tror, at det forbud, som lyder så mørkt, fremkalder angst, det vil sige, at de både får lyst til at bryde forbuddet, og frygter, hvad der kan ske. Ambivalens er det, som både skræmmer og drager.
Johannes Værge viser, at der er en væsentlig forskel på den vestromerske og den østromerske kristendoms forståelse af både arvesyndens følger og forståelsen af ordet synd. Den vestromerske er vi lutheranere præget af, fordi reformatoren Martin Luther elskede Augustin. Men den østromerske tolkning, som for eksempel har præget den russisk-ortodokse kirke, har en anden forståelse.
Vores tolkning er nærmest moralsk og juridisk. Synd er et negativt ord. Til synd svarer straf. Den østromerske tolkning mener, at synd ikke skal mødes med straf, men med medlidenhed. Deres opfattelse kan man forstå ved at se på det danske udtryk ”Det er synd for naboen”. Eller som Strindberg skriver: ”Det er synd for menneskene”.
Fremragende er Værges kapitler fra kapitel 10 og frem: ”Dostojevskij og vejen mod fuldendelsen”. Fjodor Dostojevskij (1821-1881) understreger, at i Rusland ligger billedet af Kristus dybt i folkesjælen.
Til forskel fra den vestlige juridisk prægede tænkemåde kan man se, hvor Dostojevskij med baggrund i sine erfaringer som straffefange i Sibirien fortæller, at man ikke kalder en forbryder en forbryder, men en ulykkelig, som man skal have medlidenhed med. Den østromerske kristendom, som også er den russiske kirkes bibeltolkning, tager udgangspunkt i Johannesevangeliet, i hvis indledning det lyder: ”Vi så Guds søns herlighed, en herlighed, som den enbårne har den fra Faderen, fuld af nåde og sandhed.” Dette Guds billede er ved troen lagt dybt i hvert menneske.
Det er tanken om mennesket skabt i Guds billede, som det her drejer sig om. Det betyder, at ingen har tabt gudbilledligheden. Alle mennesker er på vej mod Gud. Tilgivelsen er grundordet hos Dostojevskij. Han spørger: Er det muligt at begynde et nyt liv? Og svarer: Kun hvis tilgivelsen findes.
Det er nærliggende for os at sammenligne Dostojevskij med Grundtvig, som skriver i salmen ”Alt, hvad som fuglevinger fik”:
Hvad er vel og på jorderig,
der sammenlignes kan med dig
i trangen til Guds nåde?
Og det var dig, den ledte om,
da med vor Herre hid den kom
på underligste måde.
I Grundtvigs salme forudsættes trangen til Guds nåde eller kærlighed, og trangen er ikke forgæves, fordi det, vi trænger til, allerede er kommet.
I sproget er trang negativt. Hvis man trænger til penge, er det, fordi man er fattig, Hvis man trænger til helbredelse, er det, fordi man er syg. Hvis man trænger til håb, er det, fordi man føler sig håbløs. Men trangen til Guds kærlighed er ikke en mangel, men en længsel.
Jeg har som fængselspræst ofte ønsket, at jeg ikke vidste, hvad min menighed var spærret ind for, men både fængselsbetjente, socialrådgivere og præster får alle de indsattes forhistorier. Jeg vidste, at manden på 3. række til højre havde dræbt sin kone og tre børn. Jeg vidste, at manden på 1. række havde myrdet et barn, og at manden på sidste række var pyroman. Alle gik de til alters, og hver gang kunne præsten forkynde: ”Dine synder er dig forladt”. Hos Dostojevskij er godhed ikke en menneskelig præstation, men godheden strømmer fra Gud, og vi skal ikke leve op til den ved at være uskyldige.
Synd er både hos Luther og Kierkegaard hovmod og egomani. Fornylig tænkte jeg ud fra egen erfaring, at når ego går til alters, bliver egoet et alterego, altså et andet og nyt menneske.
Johannes Værge fremhæver, at Gud ikke skal nyskabe et menneske. Mennesket har en rest af det guddommelige. Hos ham er tilgivelsen et forskud på arven.