Barfoed: Absolutte sandheder findes ikke i religion

Kristendommen er det danske samfunds fundament, men ikke en facitliste med absolutte svar, mener Lars Barfoed, der netop er trådt tilbage som formand for Det Konservative Folkeparti

"Jeg går ikke i kirke hver søndag. Men jeg kommer gerne i forskellige kirker. Jeg betragter folkekirken som det fundament, vores samfund og kultur hviler på," siger Lars Barfoed, der her ses foran Slotskirken på Christiansborg.
"Jeg går ikke i kirke hver søndag. Men jeg kommer gerne i forskellige kirker. Jeg betragter folkekirken som det fundament, vores samfund og kultur hviler på," siger Lars Barfoed, der her ses foran Slotskirken på Christiansborg. Foto: Christian Liliendahl .

Hvad er det bedste ved kristendommen?

Det bedste ved kristendommen er, at den har givet os et fælles ankerpunkt og et fælles menneskesyn. Kristendommen har formet os som mennesker. Den giver os et udgangspunkt for vores livsforståelse, men også en form for tryghed i forhold til de store livsspørgsmål og i forhold til verden.

Trygheden kommer fra troen på en større sammenhæng. På at der er en mening med det hele. Kristendommen åbner op for et perspektiv, der rækker ud over ens eget liv på jorden her og nu. Det gør andre religioner måske også. Men kristendommen har givet os et særligt menneskesyn i kraft af respekten for den enkelte. Det gør en forskel i hele indstillingen til medmennesket. Det siger jeg som almindeligt kristent menneske. Jeg er ikke teolog, men det er sådan, jeg oplever det.

Og det kendetegner især vores protestantiske, lutherske tro, der er et forhold mellem det enkelte menneske og Gud. Jesus blev sat på jorden og levede på jorden blandt mennesker, og han ofrede sig for menneskene. Heri ligger en respekt for mennesker og for den enkelte, som er afgørende.

Hvad er det værste ved kristendommen?

Det er det misbrug, den har været genstand for. Jeg tænker især på forfølgelsen af andre, fra videnskabsmænd, der blev straffet for at hævde, at jorden er rund, og til hekseafbrændinger for eksempel. Man har hånet og bespottet andre i religionens navn og misbrugt religionen til moralsk fordømmelse af andre.

Det at være forankret i en tro kan også forlede for eksempel religiøse autoriteter til at hævde, at de er i besiddelse af sandheden, og at de er mere kristne end andre. Måske findes der abslutte sandheder, men ikke inden for religion, der jo netop handler om at tro, ikke at vide. Man kan have en tro eller en viden, som man selv synes er sikker. Inden for videnskaben findes der sandheder, man dårligt kan sætte spørgsmålstegn ved. Men i forhold til religion kan man ikke tale om sandhed på samme måde. Alt skal kunne sættes til diskussion.

Hvad er det bedste ved folkekirken?

Det gode ved folkekirken er netop, at den ikke har en fælles, officiel mening. Troen udlægges og forkyndes af præster, der hver især er fri til at fremlægge deres egen trosforståelse fra prædikestolen.

Selvfølgelig er der en fælles forankring i den kristne tro, og højmessen er ens, uanset hvilken kirke, man træder ind i. Men hvad der siges fra prædikestolen om dagens tekst kan være vidt forskelligt. Det er det, den rummelige folkekirke indebærer, og sådan skal det også være. For i den protestantiske folkekirke er gudsforholdet et spørgsmål mellem den enkelte og Gud.

Det bedste ved folkekirken er derfor, at den tilbyder et rum til fordybelse, et rum hvor man kan finde ro og få en udlægning af dagens tekst. Er det en god præst, der tilmed har en god dag, kan man få rigtig meget med hjem fra en prædiken. Kirken giver plads til eftertanke og refleksion. Man kan finde en indre ro. Sådan bruger jeg selv kirken. Jeg synes, man går fra kirken med en ro og en afklarethed og stof til eftertanke.

Hvad er det værste ved folkekirken?

Det værste ved folkekirken er, at den ligesom andre kristne kirker har gjort sig skyldig i misbrug af kristendommen i fortiden. Men faktisk har jeg svært ved at finde noget negativt at sige om folkekirken.

Den har den dobbelthed i sig, at der på den ene side er mange forskellige stemmer i kirken. Men når man som kirkegænger kommer til højmesse kl. 10, så ved man, hvad der vil ske.

Det betyder så også, at den danske kirke kan virke lidt upersonlig, sammenlignet med kirker i udlandet. I udlandet kan man opleve kirker, der er mere inkluderende end den danske folkekirke, og som er mere åbne over for at inddrage forskellige og nye udtryksformer.

Jeg kan godt lide at gå i kirke, når jeg rejser i andre lande. Palmesøndag var jeg for eksempel i kirke i Honolulu, og præsten stod ved indgangen og tog imod kirkegængerne, som han sludrede helt uformelt med, inden de gik ind og satte sig. Det virkede varmt og imødekommende. Det kunne man ikke opleve i Danmark. Her er præsten en autoritet, der kommer ind ude bagfra og starter med at vende ryggen til menigheden.

På den ene side skal folkekirken være forudsigelig, fordi forventeligheden er med til at styrke den fælles forankring. Men på den anden side skal den også kunne udvikle sig i pagt med tiden og være attraktiv for dem, der kommer i kirken. Der skal være en balance mellem de to, og kirken kan godt virke lidt stiv og formel. Folkekirken kan godt forsøge at udvikle en form, hvor den bliver mere vedkommende, fordi den bevæger sig i pagt med tiden.

Hvad er det bedste ved gudstjenesten?

For ikke så længe siden var jeg til en gudstjeneste, hvor præstens prædiken blev til en overvejelse om tilgivelse, og hvornår og hvorfor man tilgiver eller ikke tilgiver. Det gav stof til stor eftertanke.

Et andet eksempel var en gudstjeneste sidste år en onsdag aften med Sørine Gotfredsen i Valby Kirke. Hun havde inviteret historikeren Henrik Jensen og mig til at drøfte begrebet dannelse i menighedshuset efter gudstjenesten, og forinden havde hendes egen prædiken også været en refleksion over, hvad dannelse er. Først prædiken i kirken og derefter debat i menighedshuset. På den måde blev kirkens ord sat ind i en samfundsmæssig kontekst. Og kirken var stopfyldt. Det var nødvendigt at sætte ekstra stole op. Det var en anderledes måde at organisere gudstjenesten på. Så kan det godt være, at nogle vil indvende, at man jo kommer i kirken for at høre Guds ord, ikke politikeres og kommentatorers. Men vekselvirkningen fungerede godt, og det er den slags initiativer, der kan forny kirken og samtidig bevare en traditionsrig ramme.

Hvad er det værste ved gudstjenesten?

Skal man sige det kort, så er det det værste ved en gudstjeneste en dårlig prædiken, der ikke har noget at sige kirkegængerne, og hvor præsten kører på rutinen. Det bedste ved gudstjenesten er så også den rigtig gode prædiken. Jeg har mine favoritpræster, som bare rammer mine vibrationer bedre end andre.

Hvad er det bedste ved det multikulturelle samfund?

Det bedste ved det multikulturelle samfund er den inspiration, det giver at møde andre kulturer. Det bidrager til udvikling og fornyelse.

Til alle tider har verden uden for landets grænser og fremmede, der kom til Danmark, bidraget til samfundsudviklingen. Man kan bare se på arkitekturen eller gastronomien. Det er pluralismen, der skaber udvikling og fornyelse. Pluralismen bidrager også til respekt for mennesker på trods af forskelligheder. Hvis man lever under en osteklokke, får man ikke den inspiration til at tænke nyt, som vokser ud af mødet med forskellige synspunkter.

Det styrker vores kreativet at møde andre, der kommer med nye tankesæt. Dette møde og denne inspiration kan opstå på mange måder. Vi kan gå på nettet, vi kan rejse ud. Det multikulturelle samfund eksisterer ikke bare inden for landets egne grænser. Vi er blevet verdensborgere, og alle verdens forskellige kulturer er kommet tættere på hinanden.

Hvad er det værste ved det multikulturelle samfund?

Det er de kulturkonflikter, det også kan føre med sig. Mødet med andre kulturer kan også føre til intolerance, når kulturkonflikter opleves som et iboende modsætningsforhold mellem forskellige kulturer.