I over 100 år har folkekirken diskuteret forholdet mellem kristendom, køn og seksualitet, men først nu foreligger den første videnskabelige behandling af det kontroversielle emne, der i tidens løb har affødt spaltevis af diskussioner i dagspressen og andre steder og heftige angreb på kirkens og teologiens “knæfald for tidsånden”, når nye synspunkter har vundet indpas.
Det er Benedicte Hammer Præstholm, præst i den grundtvigske valgmenighed i Mellerup, der med afhandlingen “Kønfrontation? Køn, kultur og forandring i nyere dansk teologi” ved Aarhus Universitet tager fat på spørgsmålet om, hvorvidt kulturen forandrer teologien.
Afhandlingen koncentrerer sig om den seneste kirkelige debat i forbindelse med kirkelig vielse af par af samme køn. Nøjagtig den samme diskussion har man været igennem i Norge, og her er den indtil videre endt med et “nej”, mens den danske folkekirke, efter en periode med velsignelse af homoseksuelle partnerskaber, i juni 2012 åbnede for vielser af par af samme køn.
Men forud for denne ændring har der været andre, tilsvarende debatter inden for feltet “kirke og køn”:
I slutningen af 1800-tallet og frem til begyndelsen af 1900 diskuterede man således en ændring af det daværende vielsesritual. Denne diskussion endte med, at det tidligere vielsesritual blev ændret, så kvinden ikke længere skulle love manden sin underdanighed.
Siden, i 1930'erne og 1940'erne, stod diskussionen om kvindelige præster i folkekirken, som blev en realitet i 1948, og senest altså ritual for vielse af par af samme køn. Med til disse diskussioner hører også debatten om homoseksuelle præster, der endte med en stiltiende accept, og sideløbende det generelle slagsmål om kristendom og homoseksualitet.
“Et grundlæggende argument i disse diskussioner har været, at Gud har skabt og indrettet verden på en bestemt måde,” forklarer Benedicte Præstholm.
“Denne skabelsesordnings-teologi' fik betydning i begyndelsen af 1900-tallet, takket være tyske teologer, men går tilbage til Luthers opfattelse af, hvordan Gud har villet indrette sin skabte verden, herunder også forholdet mellem de to køn.”
Luther understregede, at hvert køn havde sine bestemte opgaver: Manden var skabt til at herske og regere. Kvinden skulle føde børn og opdrage og i det hele taget være mandens hjælper.
“Imidlertid glemmer man, når man henviser til denne skabelsesordnings-teologi måske endog med en understregning af, at der her er tale om klassisk luthersk kristendom' at mange af de ting, Luther forstod som 'ordnede af Gud' har vi for længst forladt i samfund og kirke i dag. Og når man støder på den udbredte opfattelse af ægteskabet som Guds ordning, kan det undre én, at man ikke lader sig anfægte af, at Luthers ordningsteologi på dette felt ikke bare omfattede ægteskabet, men hele husstanden og dermed også for eksempel økonomi og uddannelse. Når man ser historisk på det, er det altså ikke så enkelt endda at referere til en uforanderlig skabt orden.”
Selvom kirke og kristne i debatterne har henvist til Bibelens social-etiske anvisninger og Luthers udlægning af dem som “evigtgyldige” anvisninger for menneskelivet, som der ikke kan rokkes ved i hvert fald ikke uden at komme i konflikt med Vorherre er der reelt jo sket en glidende ændring af de teologiske standpunkter i samspil med de kulturelle forandringer, påviser Benedicte Præstholm i sin afhandling.
“I løbet af de seneste 150 år er der sket markante forandringer i synet på køn og seksualitet, og spørgsmålet er, om teologien har ladet sig styre af kulturen og gennem tiden blevet mere kultur end teologi? Er der sket et knæfald for tidsånden', når teologien har ændret sig på dette område, sådan som det ofte er blevet fremhævet i de kirkelige debatter?”.
Svaret er nej for Benedicte Præstholm. Hun opfatter påstanden om “knæfald for tidsånden” som en både unuanceret og urigtig beskrivelse. Ganske vist er der sket, og sker der hele tiden, en påvirkning og forandring af de teologiske standpunkter:
“Men her er der tale om muligheder, som teologien kan og ikke nødvendigvis skal tage til sig. Det er jo ikke sådan, at teologien pludselig ændrer sig til noget helt andet. Dens basis er stadig evangeliet om Jesus Kristus, og teologien filtrerer selv udefrakommende påvirkninger og afgør, om de skal afvises eller inddrages i teologien.”
Uanset om diskussionen for 100 år siden gik på nyt kvindefrigørende vielsesritual, eller senere, kvindelige præster eller ritual for vielse af par af samme køn, er det de samme teologiske argumenter, der gang på gang er blevet ført i felten, vurderer Benedicte Præstholm i sin afhandling. Her altså først og fremmest argumentet om, at Bibelens anvisninger om de to køn og i denne forbindelse Luthers udlægning er evige og dermed også gælder for nutiden.
“Præcis de samme argumenter, som i sin tid blev fremført imod kvindelige præster for eksempel at Bibelens social-etiske bestemmelser er evigtgyldige blev siden gentaget i diskussionen imod et ritual for vielse af par af samme køn, selvom hovedparten af kirken forlængst har accepteret kvindelige præster og altså i praksis accepteret, at de bibelske bestemmelser på dette område er tidsbestemte. Set over et længere stræk bliver den teologiske diskussion om køn og seksualitet dermed noget usammenhængende og inkonsekvent.”
Men er det ok, at kirkens her folkekirkens tro forandrer sig i relation til kulturen?
Ja, konkluderer Benedicte Præstholm, i hvert fald så længe det ikke drejer sig om de luthersk-evangeliske grundværdier, som for eksempel treenighedslæren, den lutherske retfærdiggørelse ved tro og barnedåben.
Og hun er ikke i tvivl om, at hun her repræsenterer et ægte luthersk standpunkt:
“Luther så Bibelen som Guds ord, men mente samtidig ikke, at alt, hvad der står i Bibelen, er gældende for alle mennesker til hver en tid. Her må vi skelne og vurdere, hvornår Guds ord er talt til os i vores situation, og hvordan vi kan udøve kærlighedens gerninger i vores tid og samfund, og det ligger for mig at se fint i tråd med denne lutherske opfattelse af varetagelsen af det kristne kærlighedsbud, at kirken nu har åbnet for vielser af par af samme køn.”
Benedicte Præstholm håber at få mulighed for yderligere forskning i samspillet mellem teologi og kultur, og her måske en nærmere undersøgelse af, hvordan særligt konservative teologiske miljøer forandrer sig. Hvad fik for eksempel Indre Mission til at bløde op i synet på kvindelige præster?