Muslimer og kristne fordømmer Islamisk Stat

Dybt bekymrende, at den islamistiske bevægelse Islamisk Stat hærger i et land, hvor kristne og muslimer har levet side om side i århundreder, skriver Muslimernes Fællesråd og Danske Kirkers Råd i en fælles protest

Kristne over hele verden som her i Pakistan protesterer mod den islamistiske terrorbevægelse Islamisk Stats drab på kristne i Irak. Nu slutter også kristne og muslimer herhjemme sig til protesterne.
Kristne over hele verden som her i Pakistan protesterer mod den islamistiske terrorbevægelse Islamisk Stats drab på kristne i Irak. Nu slutter også kristne og muslimer herhjemme sig til protesterne.

Mens kristne og muslimske røster globalt har udtrykt foruroligelse over islamisters myrderier i det nordlige Irak, har det været småt med protester fra især muslimsk hold herhjemme.

Men det laver en sammenslutning af danske muslimer og kristne nu om på.

Muslimernes Fællesråd og Danske Kirkers Råd har i form af den tværreligiøse Kontaktgruppen for Muslimer og Kristnes krevet et protestbrev, hvori deudtrykker ”dyb bekymring” over den islamistiske terrorbevægelse Islamisk Stats (IS) magtovertagelse i store dele af Irak.

”Det er dybt bekymrende, at steder som Mosul og andre steder i Irak, hvor kristne og muslimer har levet side om side i århundreder, nu danner rammen for undertrykkelse og forfølgelse,” lyder det fra underskriverne, som blandt andettæller formand for Danske Kirkers Råd, domprovst Anders Gadegaard, Erling Tiedemann fra Den Katolske Kirke, Dr. Asmat Mojaddedi fra Muslimernes Fællesråd og Gina Al-Farra fra Dansk Islamisk Råd.

IS er i løbet af de seneste to måneder blevet berygtet for at plyndre og henrette lokale irakere – såvel muslimer som kristne og andre religiøse mindretal – som ikke tilslutter sig bevægelsens fortolkning af sunni-islam.

Hele kristne byer er blevet fordrevet, og de flygtninge, som ikke er blevet dræbt, risikerer at dø af sult og tørst.

De danske muslimer og kristne opfordrer verdenssamfundet til øjeblikkelig handling og til, at ”kristne og muslimer i Danmark og rundt om i verden ikke bruger disse situationer som anledning til at så yderligere splid mellem mennesker af forskellige religioner, men i stedet til at bygge bro og stå sammen mod undertrykkelse af religiøse og etniske minoriteter.”

Globalt har muslimske lande og organisationer fordømt Islamisk Stats overgreb på civile, men som Kristeligt Dagblad skrev forleden,er det blandt de muslimske lande sket med en vis ambivalens,idet de frygter, at kampen mod Islamisk Stat kan skade deres langsigtede interesser.

De sunnimuslimske lande er for eksempel ikke interesserede i, at deres fordømmelse af Islamisk Stat skal opfattes som en støtte til det shiamuslimske regime i Irak.

Pave Frans har krævet handling fra især muslimske ledere og ifølge iagttagere antydet, at Vatikanet måske vil afbryde samarbejdet med muslimske ledere, der ikke vil tage afstand.