Søndagsbrev, søndagstøj og søndagsmiddag.
Ord, der for yngre mennesker måske ikke giver meget mening.
For den ældre del af befolkningen er sagen nok en anden. For vi skal ikke længere tilbage end 1960'erne, før søndagen betød, at langt de fleste ansatte holdt fri, det fine tøj kom på - og den gode mad blev spist, fortæller museumsinspektør på Sønderborg Slot Inge Adriansen.
”Men i løbet af 1970'erne skete der et skred som følge af sekulariseringen. Og i 1973 ændrede man officielt søndagen fra at være den første dag i ugen til at være den sidste. Og søndagen blev i mindre grad betragtet som en hviledag, men blev i stedet til en dag, hvor man i modsætning til tidligere gerne måtte holde fester, gå til sport og lignende,” fortæller hun.
Begrebet søndagsbrev var oprindeligt betegnelsen på et brev, der skulle bringes ud om søndagen. Det var dyrere end på ugens andre dage og fik derfor sit eget navn. En ordning, der dog blev afskaffet i 1972.
Også ordet søndagstøj har sit udspring i synet på søndag som en særlig dag.
”Frem til nyere tid har søndagstøj været noget, man har kendt i rigtig mange hjem, hvor det fine tøj kun blev brugt til særlige lejligheder og om søndagen. Hvor man også spiste bedre mad end på de andre dage,” fortæller Inge Adriansen.
At mennesker har brug for en hviledag, udspringer fra Bibelens fortælling om, at Gud skabte ugen på seks dage, og på den syvende hvilede han.
For de første kristne var lørdagen hviledag, da den faldt sammen med den jødiske helligdag sabbaten.
Men siden gjorde den romerske kejser Konstantin i år 321 søndag til hviledag.
”Helt tilbage til oldkirken var søndag en dag, hvor det ikke var tilladt og feste og arbejde, men hvor dagen skulle holdes hellig. Den forestilling er blevet ved langt op i tiden. Det var først, da moderniseringen og industrialiseringen kom i sidste halvdel af 1800-tallet, at de første skred begyndte at ske,” fortæller Inge Adriansen.
Men folkelige og kirkelige foreninger, blandt andre ”Foreningen til fremme for søndagens rette brug” fik bremset udviklingen. Og efter pres på politikere blev der indført en helligdagslovgivning, fortæller kirkehistoriker ved Menighedsfakultetet Kurt E. Larsen.
”Lovgivningen har værnet om søndagen som helligdag, og derfor har folk haft fri fra arbejde, og skolerne og butikkerne var lukket. Helligdagslovgivningen stammer fra omkring år 1900, hvor det blev forbudt at arbejde om søndagen. Så årene 1900 til cirka 1940 har nok været det tidsrum, hvor der har været mest søndagshvile i Danmark. Det havde både kirken og fagforeningerne en interesse i. Kirken for at fremme gudstjenesten, og fagforeningerne for at folk kunne holde fri,” fortæller Kurt E. Larsen.
Men faktisk har kirkegangen aldrig været høj i Danmark, fortæller lektor i teologi ved Københavns Universitet Hans Raun Iversen.
”Kirkegangen var størst i 1700-tallet, da der var kirketvang i Danmark. Og så omkring år 1900, da vækkelserne kulminerede. Der sad måske ti procent af befolkningen på kirkebænkene. Men danskerne har aldrig været nogen, der gik meget i kirke. Under enevælden var det for eksempel almindeligt, at man nøjedes med at sende én fra hver gård, så man lige viste flaget,” fortæller Hans Raun Iversen.
I dag har lukkeloven fra 2012 gjort søndagen til en stor handledag for mange, men samtidig tyder forskning på, at søndagen som hviledag ikke er helt glemt.
Jens Bonke, senior researcher ved Rockwool Fonden, har i mange år forsket i danskernes tidsforbrug. En forskning, der dog som oftest har set på weekenden som et hele, og derfor er det svært at sige, hvad danskerne specifikt bruger søndagen til.
”Men ét sted skiller søndagen sig ud, og det er med hensyn til søvn. Man sover omkring en time længere, end man gør ugens andre dage,” siger Jens Bonke og fortsætter:
”Så der er noget, der tyder på, at man har flere gøremål om lørdagen og mere tid til søvn om søndagen. Søndag er måske dermed stadig en dag, man synes i en eller anden grad skal fredes,” afslutter Jens Bonke.