Prøv avisen
Før søndagen

Vi skal turde udtrykke glæde og sårbarhed

Den 52-årige udviklingschef i Vesterbro Sogn Sabine Kleinbeck opfordrer os til at omfavne livet og alt, hvad det bringer os af sorg og glæde.- Foto: Paw Wegner Gissel

Jesus opfordrer os i søndagens prædiketekst til at leve. Virkelig leve. Det værste, vi kan gøre, er at gå igennem livet som passive tilskuere, mener udviklingschef i Vesterbro Sogn, teolog Sabine Kleinbeck

”Helt ærligt, hvad vil I? I vil jo ingenting!”, udbryder Sabine Kleinbeck i mødet med søndagens prædiketekst. Den 52-årige teolog og udviklingschef har de seneste år været med til at skabe Danmarks største sogn med godt 21.000 medlemmer på Vesterbro i København. Her er tale om den største kirkefusion i nyere dansk historie, hvor otte sogne er blevet til ét.

Fusionen er nærmest en fysisk del af hendes kontor. Tavlen på den lyse væg vidner om det med ord som samarbejde, udviklingsstrategier og fælles medarbejderfest. På bogreolen står plancher, der præsenterer det nye sogns logo, og på hylderne står bøger om forandringsprocesser side om side med tung teologi. Ved det runde bord midt i kontoret vender Sabine Kleinbeck tilbage til søndagens tekst.

”I vil hverken glæde jer eller sørge. Danse eller klage. Hvis vi lever sådan, er vi jo blot passive iagttagere til livet,” siger hun nærmest direkte til folkeskarerne, som Jesus i søndagens tekst står over for. Jesus revser dem for ikke at ville se, at han er Messias. Johannes Døberen lever i bod og omvendelse, og folkeskarerne vil ikke leve asketisk med ham. Jesus inviterer til fest og gør vand til vin, og de vil heller ikke slå sig løs med ham.

”De er blinde for, at der lige nu sker noget gennemgribende nyt lige for øjnene af dem. Måske tør de ikke se det. Måske er det for voldsomt at forholde sig til,” siger Sabine Kleinbeck.

Det er en hjertesag for Sabine Kleinbeck, at vi skal turde. Turde forholde os. Turde leve fuldt ud. Med alt, hvad det indebærer af glæder og sorger. Når vi snubler eller fejler, skal vi rejse os og erfare, at det er en naturlig del af livet, som ikke må afholde os fra at leve, handle og hengive os.

”I den aktive deltagelse ligger der en risiko for at begå fejl. Her er det vigtigt at forstå, at det ikke er vores fejl, vi skal dømmes for. Når Jesus i søndagens prædiketekst taler om dom, så tror jeg ikke, at dom skal forstås som noget, der kommer, men som en faktor, der hele tiden er til stede i vores liv. Jeg tror, at den virkelige dom er at gå passivt gennem livet af frygt for at fejle. Det er måske det mest sikre og det mest bekvemme, men frelsen er at turde kaste sig ud i livet,” siger hun.

Hun har selv prøvet at måtte rejse sig fra sin bekvemme plads på tilskuerpladserne til livet. Tilbage i 2010 gennemlevede hun en skilsmisse, hun selv beskriver som hård. Det var ikke blot et brud med sin daværende ægtefælle, men et brud med overbevisningen om, at ægteskabet er, til døden os skiller. Sådan havde det altid lydt i barndomshjemmet i Vanløse.

”I det brud måtte jeg give slip på, hvad andre måtte tænke og mene. For en tid var afmagten stor, og jeg oplevede at være frosset fast som menneske. Jeg kunne hverken glæde mig eller sørge. Jeg turde ikke give slip, men da jeg endelig gav slip og omfavnede livet og smerten, oplevede jeg, at der var mennesker, som var der for mig. De satte sig ned ved siden af mig og sørgede med mig,” husker hun.

Hvis man skærer helt ind til benet, mener Sabine Kleinbeck, at Jesus her siger til os, at vi skal give os livet og kærligheden i vold.

”Vi skal turde leve på Guds velsignelse. Det gør det muligt for os mennesker både at udtrykke og rumme kærlighed og sårbarhed. Som kirke har vi en stor opgave i at skabe plads for, at mennesker tør give slip og leve,” siger hun.

I Vesterbro Sogn arbejder hun i øjeblikket sammen med en af sognets præster på at eta-blere tabsgrupper. Grupper, hvor man sammen kan bearbejde tab af identitet, eksempelvis i forbindelse med en fyring eller en kæreste, der er gået.

”Tab og kriser er en del af livet. Det skal vi ikke diagnostisere, men forsøge at italesætte som noget helt naturligt og hjælpe folk til at afslutte den del af livet og komme så hele ud af det som muligt,” siger Sabine Kleinbeck.

For hende betyder det alverden, at kirken arbejder for at være det sted, hvor levet liv italesættes. Kirken har da også altid fyldt meget i hendes eget liv.

Som barn kom hun i den tysk reformerte kirke, da hendes tyske mor følte sig hjemme her. Det har hun holdt fast i og prædiker nu en håndfuld gange om året til menighedens danske gudstjenester.

Før hun kom til Vesterbro Sogn, arbejdede hun 12 år i Kirkefondet.

I fritidslivet har FDF fyldt meget, siden hun var helt ung, særligt den del, der havde med kristendom og forkyndelse at gøre.

”Faktisk kan jeg ikke tænke mig et liv uden Bibelen. Jeg ved godt, at det lyder meget fromt, men Bibelen rummer fortællinger, der har fulgt mig hele livet. Jeg bokser med dem, bruger dem som en slags sparringspartnere. Som jeg bliver ældre, har jeg oplevet det forunderlige, at jeg ser nye dimensioner af de bibelske tekster, når min livssituation forandres,” fortæller hun og sammenligner sit forhold til Bibelen med sit forhold til Lise Nørgaards berømte tv-serie ”Matador”.

”Da jeg så serien første gang som 18-årig, var det særligt Elisabeth Friis' historie, som jeg blev grebet og forfærdet af. Apropos søndagens prædiketekst måtte hun netop stå på sidelinjen til livet og tage hensyn til alle andre end sig selv. Da jeg genså ”Matador” for et par år siden, oplevede jeg, hvordan jeg nu identificerede mig med Ingeborg Skjern, der jo er ulykkelig i sit ægteskab med Mads Skjern,” siger Sabine Kleinbeck.

Gennem sin skilsmisse, fortæller hun, var hun hele tiden i dialog med teksten i Anden Mosebog om israelitternes udfrielse fra Egypten.

”Israelitterne bliver overvældede af friheden i ørkenen, der virker angstfremkaldende og kaotisk. Den skræmmer, friheden, fordi den ikke har en form endnu. Det kunne jeg spejle mig i. Israelitterne oplever så, at Herren går foran dem, om dagen i en skysøjle og om natten i en ildsøjle. I den periode af mit liv mindede jeg igen og igen mig selv om, at jeg er velsignet og elsket, det var søjlen, der ledte mig,” siger hun og afslutter:

”Tro er for mig, at uanset hvordan det går, er jeg velsignet og elsket. Det er incitamentet til at turde være menneske med alt, hvad jeg er. Og så er vi tilbage ved søndagens tekst.”