Derfor blåstemplede paven brug af magt over for IS

I hundredåret for Første Verdenskrig bryder pave Frans med den katolske kirkes traditionelle modstand mod krig og blodsudgydelser. Men Frans er ikke en katolsk høg

Når man læser hans udtalelser, er det tydeligt, at den pavelige opbakning kommer med en række forbehold.
Når man læser hans udtalelser, er det tydeligt, at den pavelige opbakning kommer med en række forbehold. Foto: Gabriel Bouys.

Pave Frans vakte opsigt, da han for en uge siden på vej hjem fra sit besøg i Sydkorea bakkede op om brugen af magt mod jihadisterne fra Islamisk Stat, IS, i Irak.

Under et pressemøde på flyet til Rom blev paven spurgt om sit syn på Islamisk Stats forfølgelse af kristne minoriteter og i samme forbindelse de amerikanske bombninger i Irak. Og ifølge den katolske nyhedstjeneste Zenit svarede han: ”I disse tilfælde, hvor der er tale om et uretfærdigt overfald, er alt, hvad jeg kan sige dette: Det er lovligt at stoppe den uretfærdige aggression. Jeg understreger verbet 'stoppe',” sagde paven og tilføjede: ”Jeg siger ikke 'bombe' eller 'føre krig'. Jeg siger stoppe på en eller anden måde. Og de midler, der bruges til at stoppe dem, må evalueres.”

Det er sjældent, at paver udtaler sig til fordel for en militær intervention. Og det er særlig bemærkelsesværdigt, fordi det sker, få dage efter at den katolske kirke overalt i Europa markerede hundredåret for Første Verdenskrigs udbrud og i den anledning vedkendte sig et medansvar for på nationalt plan at have tilskyndet til krigen. Som en konsekvens heraf har de tyske biskopper for eksempel benyttet hundredåret til at kræve et stop for tysk våbeneksport til krigs- og konfliktzoner, inklusive Irak.

Det betyder dog ikke, at pave Frans og de tyske biskopper nødvendigvis trækker i hver sin retning. Tværtimod tager begge parter udgangspunkt i de erfaringer, som den katolske kirke har gjort med moderne krigsførelse, og som tydeligst blev udtrykt af pave Benedikt XV, Giacomo della Chiesa, for netop 100 år siden.

Den italienskfødte pave blev valgt få uger efter Første Verdenskrigs udbrud og krævede omgående et stop for alle krigshandlinger. I 1916 kaldte han krigen for ”Europas selvmord”, og i 1917 udsendte han en fredsplan i håbet om at få parterne til forhandlingsbordet. Appellerne var nyttesløse, men de moralske overvejelser, der lå til grund for dem, har præget kirkens syn på krig lige siden.

I 1939 udsendte pave Pius XII ved udbruddet af Anden Verdenskrig tilsvarende appeller om fred, og i 1963 skrev Johannes XXIII rundskrivelsen ”Pacem in Terris” (Fred på Jord) med afsæt i den kolde krigs våbenkapløb. Også Johannes Paul II advarede så sent som i 2003 indtrængende mod invasionen af Irak samme år.

På tilsvarende vis var pave Frans modstander af vestlige bombardementer i Syrien sidste år, og det er derfor overraskende, når han på det seneste åbner for brugen af militær magt i Irak. Men når man nærlæser hans udtalelser, er det tydeligt, at den pavelige opbakning kommer med en række forbehold.

Den katolske kirke har siden middelalderen søgt at definere, hvad en retfærdig krig er, under hensyntagen til årsag, virkning, andre løsningsmuligheder og sandsynligt resultat. Afsættet for Benedikt XV's afvisning af Første Verdenskrig var forestillingen om ”proportionalitet” - altså, at begrundelsen for at føre krig var ude af proportioner med de ødelæggelser, som moderne krigsførelse fører med sig. For Benedikt XV var mordet på Østrig-Ungarns tronfølger og invasionen af det neutrale Belgien ikke begrundelse nok for en verdenskrig, der endte med at koste 16 millioner mennesker livet.

Det er særligt denne tanke om proportionalitet, som Benedikts efterfølgere har taget til sig, inklusive pave Frans.

I spørgsmålet om Irak er det et ”proportionalt” svar på Islamisk Stats aggression, som paven stiller sig bag, og ikke et altomfattende angreb.

Desuden er det afgørende, at der i Irak er tale om en situation, hvor bestemte grupper bliver forfulgt og slået ihjel, og ikke en egentlig krig mellem forskellige lande. Derfor advarede paven også imod, at et enkelt land skulle handle på egen hånd i Irak og opfordrede til, at FN burde inddrages.

Der var engang, hvor pavestolen førte krig, og hvor paverne undertiden selv førte tropperne i felten. De tider er for længst forbi, men det har ikke forhindret katolske kirkeledere og teologer i fortsat at arbejde med spørgsmålet om, under hvilke forhold en krig kan retfærdiggøres moralsk. Med pave Frans i spidsen er der kommet flere facetter i pavestolens svar. Men det ville være en fejl at opfatte ham som en aggressiv høg.