Prøv avisen

Tidehverv vækker unges interesse

En ny bevægelse er på vej i tidehvervsmiljøet. Den er båret af unge, som kritiserer servicekirken. Modelfoto.

Hos en gruppe unge intellektuelle får den tidehvervske tradition i disse år en renæssance. Trangen til opgør er den samme som i bevægelsens begyndelse, men nu er det servicekirken, ikke missionsfolkene, der kritiseres

”Fornyelse for fornyelsens skyld bliver altid en kunstig fornyelse. Ligesom botox-pande og store silikonebryster ikke klæder en ældre kvinde, sådan klæder fadølsgudstjenester og distortion ikke folkekirken. Vores gamle kirke bør ikke gøre ynkelige forsøg på at være 'ung med de unge', men ældes med ynde, følge værdigt og interesseret med i, hvad der rører sig, og betragte det kritisk gennem erfaringens briller.”

Sådan lyder det i en lederartikel i nettidsskriftet Nyt Babel nr. 2, som har de tre redaktører Nana Hauge, Stine Munch og Merete Bøye som fronttfigurer. Netmagasinet er blevet kaldt ”Damernes Tidehverv” af Hans Hauge, som er far til Nana Hauge, og redaktørerne vedkender sig forbindelsen til tidehvervstraditionen.

De fleste danskere forbinder tidehvervsmiljøet med Søren Krarup og afdøde Jesper Langballe samt disses børn, som er gået i fædrenes fodspor. Kendetegnende er det krasse og ligefremme sprog, som ikke er for sarte sjæle.

Men nu er der en ny bevægelse på vej - ikke en hær af unge teologistuderende, men en stille strøm.

Hans Nørkjær, 26 år og stud.theol., er en af de unge mænd. Han kalder sig grundtvigsk-tidehvervsk.

”Jeg kender nogle andre unge, der heller ikke er berøringsangste i forhold til en debat. Så med Studenterkredsen har vi som minimum et sted for teologisk frisind, hvor der føres en ordentlig debat, og hvor man ikke putter med sin holdning,” siger han.

Det nye, noget yngre Tidehverv, der er på vej frem, har sin rod i Studenterkredsen i Aarhus og København, der både engagerer de grundtvigske, som oprindeligt stod bag Studenterkredsen, og de tidehvervske samt aftapninger heraf som den grundtvigsk-tidehvervske. Hvor mange unge, nye tidehvervsk-grundtvigske unge, der findes rundt omkring, vides ikke. I Studenterkredsen er grundtvigianerne stadig i overtal.

Sognepræst i Seem Kirke og Ribe Domkirke Torben Bramming, der har skrevet en bog om Tidehverv, bekræfter tendensen. Han forklarer, at bevægelsen er bredere end Studenterkredsen.

”Det, jeg oplever hos de unge teologer og også unge fra andre fag, er, at de længes efter mere indhold i teologien, i stedet for en folkekirke, der er ”eventbåret” og serviceminded, og hvor man opfatter folkekirken som et sted, hvor kunder køber en vare. Og indholdet dermed forsvinder ud i horisonten.”

”Men de her unge, tror jeg, kigger til traditionen, og det er også en bredere strøm end bare Tidehverv. Da jeg talte på Tidehvervs sommermøde tidligere i år var det nærmest et ungdomstræf af Konservativ Ungdom og Studenterkredsene i Aarhus og København.”

Torben Bramming forklarer, at bevægelsen er bredere end studenterkredsene.

”Der er blandt de unge en lyst til fordybelse, til at kaste sig over dogmerne. Det drejer sig om kristendommens indhold, ikke om, hvad kristendommen har udviklet sig til.”

Sognepræst Stine Munch, 39 år og præst i Domkirken i København, er en af de tidehvervsk interesserede. Hun har tidligere været en del af de aktivistiske - ofte kvindelige - yngre sognepræster. Det er hun ikke mere.

Stine Munch beskriver i nettidsskriftet Nyt Babel udviklingen som en reaktion på folkekirkens panikhandlinger i de seneste 10 år.

”Og på den vidt udbredte aktivisme, hvor præsterne lokker folk i kirke med det sjove,” tilføjer hun

”Men hvorfor ikke bare forkynde evangeliet? Vi er jo ikke del af en underholdningsindustri. Måske skal præsterne læse mere teologi end yoga,” siger hun.

Lektor i nordisk sprog og litteratur på Aarhus Universitet Hans Hauge mener, at der om føje år vil være 300 præsteudgaver af Søren Krarup i de danske præstegårde.

”De, der kommer ud som præster, er nogle skrappe og skarpt debatterende mænd og kvinder. Det er et nyt Tidehverv, et opgør mod kirkelig fromhed og den aktivisme, der også er toneangivende i kirken,” mener Hans Hauge.

”Det er tæt på en gentagelse af 1926-27, hvor det oprindelige Tidehverv opstod. Men det er ikke den klassiske eksistensteologi, der er enerådende i de unge. De er også nationalt konservative, optagede af Martin Luther (1483-1546), af Søren Kierkegaard (1813-55), og så har de tilsat Tolkien (1892-1973) og C.S. Lewis.”

”Til gengæld er de enige om at danne fælles front mod kirkestyrelsesordningen, og det er en af grundene til, at de står frem,” mener Hans Hauge.

”Fjendebilledet er præster som Anders Gadegaard, domprovst i Københavns Domkirke, og Henrik Stubkjær, generalsekretær i Folkekirkens Nødhjælp. Også det opgør minder om opgørene i 1920'erne, da Tidehverv blev en bevægelse, og som genspilles igen, fordi det, de gjorde oprør imod, er kommet tilbage.”

Hans Raun Iversen, lektor i praktisk teologi på Københavns Universitet, mener, at det vil være svært for de grundtvigsk-tidehverske præster at finde ansættelse i folkekirken, og at der næppe er plads til den klassisk tidehvervske præstegårdsteologi i den danske folkekirke.

”Dertil skal præster bestille for meget, for der er mindst 10 daglige ting på dagsordenen for de fleste præster.”