"De andre opbevarer troen, til jeg kan færdes i den igen"

Den elementære trøst ved gudstjenestens fællesskab er, at troen bekendes af de andre, siger Henning Kjær Thomsen, tidligere rektor for Pastoralseminariet. Han mener, at vellykkede gudstjenester genfortæller vores liv som del af en større historie

Der er nok ikke noget, der er hinanden mere modsat end gudstjenesten og X Factor, mener teolog Henning Kjær Thomsen.-
Der er nok ikke noget, der er hinanden mere modsat end gudstjenesten og X Factor, mener teolog Henning Kjær Thomsen.- . Foto: Claus Fisker / Scanpix.

Hvad er det bedste ved kristendommen?

Kristendommens tale om Gud hænger altid uløseligt sammen med tilgangen til mennesket. Er jeg gået forbi et menneske i min søgen efter noget guddommeligt, er jeg ifølge kristendommen gået fejl af den kristne Gud. Man kan slet ikke tale om Gud uden at tale om mennesket.

Det hedder i kristendommen, at det centrale element er inkarnationen. Det betyder, at Guds guddommelighed sigter mod menneskets menneskelighed. Det er en menneskelig religion, hvor mennesket ikke er til for Guds skyld, men Gud er til for menneskets skyld.

Hvad er det værste ved kristendommen?

Det værste er, når kristendommen begynder at tale om Gud, som om det hverken har noget med os eller med den menneskelige historie at gøre.

Det sker, når man hiver gamle argumenter frem fra svundne tider. Inden for medicin er der jo ingen, der kunne komme i tanker om at argumentere med tilgange fra før, penicillin blev opfundet. Denne historiske bevidsthed burde være lige så selvfølgelig inden for teologien. Når den ikke er der, afslører man, at man ikke har forstået, at også kirken og teologien er historisk og dermed ændrer sig. Vi kan ikke gentage de gamle formuleringer. Vi er nødt til på baggrund af dem at finde vores egne. Det er, hvad der ligger i, at vi er i en historisk tilværelse.

Det bedste og det værste hænger altså tæt sammen. Det bedste er, at kristendommen tør tænke, at Gud udfolder sig i historien, ikke over, før eller efter historien.

Og fordi Gud har valgt at underkaste sig den menneskelige historie, må vi hele tiden formulere det på vores måde, på vores sprog og på vores betingelser.

Hvad er det bedste ved folkekirken?

Det bedste er, når den helt lokalt og konkret er den virkelighed og det fællesskab, hvor de for tiden stærke tager sig af de for tiden svage.

Med det siger jeg tre ting: For det første, at kirke altid er et konkret fællesskab. For det andet, at de, der udgør fællesskabet, er bundet til hinanden. Og for det tredje, at rollerne ikke ligger fast. Det skifter hele tiden, hvem der er de svage, og hvem der er de stærke.

At tage sig af de svage under gudstjenesten er et felt, hvor vi herhjemme trænger til at få fantasien i gang. Man kan gøre det ved at inddrage dem, der er i menigheden, så det ikke er præstens gudstjeneste. Det handler om at give menigheden ejerskab over gudstjenesten.

Hvad er det værste ved folkekirken?

Det værste er, når folkekirken begynder at bryde med fællesskabstanken. Når den splitter sig op og argumenterer med begreber og udsagn uden historisk bevidsthed for at udstille andre.

For eksempel diskuterer man, om Gud er almægtig eller ej. Gud er almægtig. Det er der ingen, der bør være i tvivl om, for det er noget af det første, vi siger i trosbekendelsen. Men hvad betyder almægtig?

Det er væsensforskelligt, om man siger, at Gud er almægtig i en traditionel, en moderne eller en eftermoderne sammenhæng.

Teologen Søren Kierkegaard kom med den moderne fortolkning og sagde, at Guds almægtighed består i, at han kan binde sig til et menneske og gøre det med almagts kraft, så den knude bliver umulig at løsne. Her er almægtighed, at Gud kan fange sig selv ved at forpligte sig på et menneske.

Det er noget ganske andet end den traditionelle fortolkning, hvor almægtighed består i, at han kan gøre alt, hvad man kan forestille sig.

Der er ikke et eneste begreb, heller ikke i teologien, der ikke forandrer sig. Og sådan skal det være, fordi det udtrykker, at Gud er gået ind i historien og har gjort sig til en del af den.

Hvad er det bedste ved gudstjenesten?

Gudstjenesten modsiger mig ved, at den genfortæller mit liv som en del af en større historie. Hver gang jeg tror, mit liv er mit eget, kommer jeg i kirke og får genfortalt mit liv som en del af de andres historie.

Gudstjenesten understreger dermed, at mit liv er er en del af en større historie, de andres liv og derigennem Guds liv. Og den trøster, når den erfaring synes langt borte.

Vi lever af at få livet af de andre, og dermed lever vi af at modtage. Det evangeliske består i, at jeg kan modtage mig fra de andre og derigennem fra Gud.

Vi siger tit, at vi ejer ikke hinanden, fordi mit liv er mit. I kirken får vi at vide, at vi ikke ejer hinanden, fordi jeg ikke ejer mig selv.

Det er en skuffelse for nogen at høre i første omgang, men det overrumplende er, at der ligger en frihed i, at det ikke er sådan. Så er det ikke op til mig, om det lykkes, så er jeg ikke mit livs egen arkitekt.

Derfor er det en frihed at vide, at livet beror ikke på, at jeg realiserer det, men at livet er realiseret, og jeg får det givet. Samtidig er det en kolossal sjælesorg. For i det øjeblik, mit liv mislykkes, står jeg ikke med eneansvaret.

Den elementære trøst ved gudstjenestens fællesskab er, at troen bekendes af de andre. Man kan sige, at de andre opbevarer troen, til jeg kan færdes i den igen, og på den måde bliver stedfortrædelse et helt konkret menighedsfænomen.

Hvad er det værste ved gudstjenesten?

Når gudstjenesten glemmer at genfortælle mit liv som en del af en større historie. Den kan glemme det på to måder: Hvis den bliver til et museum, hvor salmer, læsninger og ritualer bliver formålet. Den anden måde er tilsyneladende det stik modsatte: Hvis gudstjenesten bliver til et show, hvor alverdens kommunikationsmidler bliver bragt ind for at fastholde vores opmærksomhed.

Men museet og showet er begge dele udtryk for, at man har glemt det egentlige: at det er et levende fællesskab, hvis enkelte medlemmer bærer hinanden.

At de to er sider af samme sag, kan man se ved, at vi i begge tilfælde reduceres til tilskuere. Når det bliver et show, kan man blive i tvivl om, hvorvidt man skal klappe eller ej.

Det er på ingen måde et indlæg imod smukke præsentationer, men det skal hele tiden ske i en overvejelse af, om det fremmer den bærende idé. Der er nok ikke noget, der er hinanden mere modsat end gudstjenesten og X Factor.

Hvad er det bedste ved multireligiøse samfund?

At det holdes op for os som et spejl, hvor foranderligt et liv vi lever. Det er en ny virkelighed, for det multireligiøse samfund er af relativ ny dato. Fordi det multireligiøse samfund viser os, at det gamle enhedssamfund mellem kirke og stat er forsvundet, skærper det vores øjne for, at vi ikke kan gentage de formuleringer, vi brugte engang.

Hvad er det værste ved multireligiøse samfund?

Det giver anledning til indre svinehund. Når religionerne har frygt for at ændre terræn og frygt for at blive løbet over ende, forskanser de sig og råber efter de andre.

Det er ulideligt, når man glemmer at tage det som en udfordring i sin egen opgave med at tolke og tænke videre, og i stedet bliver fantastisk fokuseret på, hvor de andre tager fejl, og man selv har ret.