Folkekirken dropper frit valg af præst ved begravelser

Præster kritiseres for at indrette sig med faste dage for begravelser. Svært at skulle skuffe pårørende, men vi må nogen gange sige nej, fortæller præst

Døden er for alvorlig til ar sætte i skema og lave en vagtplan, mener sognepræst Carsten Mulnæs. Modelfoto.
Døden er for alvorlig til ar sætte i skema og lave en vagtplan, mener sognepræst Carsten Mulnæs. Modelfoto. Foto: Robert Hoetink

I Brønderslev i Nordjylland medvirker sognepræst Gitte Lykke Andersen ved begravelser tirsdage, torsdage og enkelte lørdage, og hendes tre kolleger de andre af ugens dage. For et år siden indførte de faste begravelsesdage.

”Som præst kan du arbejde alle ugens syv dage, hvis du ikke siger nej. Skemalægningen ved begravelser hjælper os til at sige nej, selvom det er meget svært at skulle skuffe en familie og sige, at den dag har jeg ikke mulighed for at hjælpe ved begravelsen,” siger hun, men kalder det en nødvendig udvikling.

”Tidligere var der ikke så mange tiltag i sognet, som der er i dag. Derfor var det nemmere at opfylde folks ønsker. Arrangementer som børne- og ungdomsgudstjenester, undervisning og mange forskellige fællesskaber vokser, men vi er stadig kun de samme fire præster hos os. Derfor er det vigtigt, at vi bliver mere strukturerede,” siger hun.

Flere gange har hun oplevet, hvordan sognebørn er blevet glade for den præst, de har fået, selvom de ikke ønskede vedkommende fra begyndelsen. Efterfølgende er der knyttet en god kontakt til netop den præst.

Men faste begravelsesdage vil de ikke have i Lillerød Sogn, Helsingør Stift. Sognepræst Carsten Mulnæs forklarer:

”Når folk i dag tænker på kirken, tænker de ofte på præsten. Derfor skal der værnes om den personlige relation, hvis kirken skal blive ved med at have tag i folk. Årsagen til, at præsten skal bo i sognet, er jo, at præsteembedet er et kald om at være til rådighed og ikke et job, hvor præsten går på arbejde. Forholdet mellem sogn og præst er personligt og ikke bare en ekspedition af ydelser,” siger han og fortsætter:

”Mange familier føler, de får et personligt forhold til præsten over tid. Alene fordi de kender præsten fra gadebilledet eller måske fra omtalen i mødregruppen. De ønsker ikke bare en embedsmand til en serviceydelse. Kristendom er liv, og her kommer døden altid på tværs. Døden er for alvorlig til at sætte i skema og lave en vagtplan.”

Knud Larsen, formand for Danske Bedemænd, stødte for første gang for knap ti år siden på de skemalagte begravelser.

”Jeg tror, vi vil se det oftere i fremtiden. For der er en tendens til, at præsterne bliver mere kalenderstyrede. Der er ingen tvivl om, at noget, der stadig oftere diskuteres, er hele den manglende fleksibilitet i folkekirken. Den agerer som et offentligt kontor med begrænsede åbningstider,” siger han.

Ifølge Knud Larsen vil det være ”uheldigt”, hvis eksempelvis den præst, der har haft kontakt til den afdøde i den sidste tid, ikke står for begravelsen.

Hos Præsteforeningen har formand Per Bucholdt Andreasen bemærket, at de faste begravelsesdage typisk findes i kirker i landets største byer uden dog at kunne sige, hvor mange sogne det drejer sig om. Han ser flere årsager til udviklingen:

”Det tætte forhold mellem præst og menighed er i de større byer måske ikke på samme måde som ude på landet. Det handler også om nye overenskomster for folkekirkens kirkefunktionærer, hvor der er begrænsninger på, hvornår de står til rådighed,” siger han om eksempelvis kirkesangeren og organisten.

En anden årsag er ifølge Per Bucholdt Andreasen, at arbejdet skal fordeles bedre mellem præstekollegerne, så det ikke er den præst, der har været længst tid i sognet, som får størstedelen af begravelserne.

”Jeg vil ikke udtrykke det sådan, at præsten reduceres til én, der udfører en service. At kalde det en koncernkirke er stærkt overdrevet, for vi har en sognekirke. Det er jo ikke en vildt fremmed præst, som flyves ind ved begravelsen. Men en fra sognet eller pastoratet, man kan møde senere hen. Det er mit indtryk, at mennesker er rigtig glade for den måde, præster håndterer begravelser og bisættelser på. Man skal desuden huske på, at det afgørende ikke er præsten som person, men præsten som funktion,” siger han og peger på, at der mange steder trods skemaer gøres undtagelser for at være imødekommende.

I de store sogne kan det ifølge Per Bucholdt Andreasen nogle gange være ”lidt lige meget”, om det er Jensen eller Hansen, der står for begravelsen. Det afgørende er, at præsten er engageret og lytter, så der på længere sigt kan skabes god kontakt.

I 2013 blev der ifølge Kirkeministeriet foretaget 43.310 kirkelige begravelser.