Den norske stat vil kappe bånd til præster

Norge vil have en tydelig adskillelse mellem kirke og stat. "Det gavner både kirken, staten og det norske samfund,” siger den norske kulturminister, Thorhild Widvey

Flere steder i Europa er man i øjeblikket i gang med at ændre på kirkens traditionelle tilknytning til staten.
Flere steder i Europa er man i øjeblikket i gang med at ændre på kirkens traditionelle tilknytning til staten. Foto: rockerchick1080.

Flere steder i Europa er man i øjeblikket i gang med at ændre på kirkens traditionelle tilknytning til staten. Det sker for eksempel i Norge, der i 2012 skrev den evangelisk-lutherske tro ud af grundloven og erstattede statskirke med folkekirke.

Som seneste led i den plan foreslår den ansvarlige kulturminister, Thorhild Widvey, at præsterne i den norske kirke ikke længere skal være statsansatte.

Regeringen foreslår endvidere, at kirken selv skal have ansvaret for at styre økonomien, men at staten stadig vil fastholde og lovfæste det økonomiske tilskud.

”Vi vil have en tydelig adskillelse mellem Den Norske Kirke og staten. Jeg tror, det gavner både kirken, staten og det norske samfund,” siger kulturminister Thorhild Widvey fra det borgerlige parti Høyre til dagbladet Vårt Land.

Hvis forslaget går igennem, vil landets omkring 1300 præster i fremtiden have kirkens ledelse som arbejdsgiver og ikke kongefamiliens overhoved.

”Selvom de foreslåede ændringer er betydningsfulde (...), vil medlemmerne ikke mærke nogen forskel på den norske kirke, som de kender den i dag,” siger hun til Vårt Land.

Høringsnotatet har fået en blandet modtagelse blandt andet af erhvervsbladet Dagens Næringsliv.

”Der er ingen fornuft i, at en moderne, multikulturel og grundlæggende sekulær stat skal finansiere ét specielt kirkesamfund. Afviklingen af statskirken ville uanset hvad trænge sig på. Det absurde er (...), at skilsmissen mellem stat og kirke skal gennemføres 'uden at medlemmerne vil mærke nogen forskel',” skriver avisen i en leder.

Forslagene i høringsnotatet vil tidligst kunne blive indført i 2017.