Prøv avisen
Bedste&værste

Særgudstjenester risikerer at opdele os

Det bedste ved gudstjenesten er, at den altid også vil pege hen på det andet menneske, mener teolog Marie Hedegaard Thomsen. - Foto: Lars Aarø/Fokus

Det er hårdt arbejde at være i fællesskab med folk, der tror noget helt andet end én selv, mener teolog Marie Hedegaard Thomsen. Men folkekirkens brogethed kan være en modbevægelse til samfundets opsplitning

Hvad er det bedste ved kristendommen?

Det bedste ved kristendommen er, at den radikalt forkynder, at vi ikke er stedt i verden alene. For mig er det kernen i kristendommen. Det giver en trøst og et håb om, at nogen vil gribe mig, når jeg falder. Samtidig giver det forståelse af, at jeg ikke er i en fjern Vorherres hånd, men også i hænderne på mine medmennesker.

Det betyder, at mit liv altid må ses i sammenhæng med andre og aldrig kun som mit eget. Derfor fremtvinger det helt automatisk et ansvar for det, jeg bevæger mig i.

Hvis man har den opfattelse af kristendommen, er der grænser for, hvor indkroget man kan blive i sig selv. Jeg tror, det er godt for mennesker at blive befriet for sig selv. Det er der meget frihed i. Jeg tror på, at vi er Guds hænder og Guds redskaber for hinanden. Der er ikke nogen kristendom, hvis der ikke er et andet menneske.

Hvad er det værste ved kristendommen?

Den kan misbruges i forskellige sagers tjeneste, som for mig at se ikke har noget med kristendommen at gøre. Det kan være, når mennesker i kristendommens navn forfølger andre mennesker på grund af køn, farve eller seksualitet.

Kristendommen kalder os til at møde det andet menneske med oprigtig nysgerrighed, ønske om fred og vilje til forståelse på trods af forskelligheder.

Når man påberåber sig Guds navn og forfølger og lemlæster andre mennesker, så har man skudt fuldstændig ved siden af. Større blasfemi kan jeg ikke komme i tanker om.

Hvad er det bedste ved folkekirken?

At den er broget. Jeg er stor fortaler for, at vi skal værne om brogetheden. Det er kun ved at være i fællesskab med folk, der ikke ligner os selv, at vi kan holde de vigtigste samtaler i gang.

I samfundet er der en tendens til at søge sammen med mennesker, der ligner os selv - det kan jeg heller ikke selv sige mig fri for - men det gør, at vores horisonter kan blive ret smalle. Vi skal turde udfordre og blive udfordret.

I det øjeblik vi deler os op i mange små meningsfællesskaber, er vi i fuld gang med at opløse enhver mulighed for et reelt menighedsfællesskab. Det er ikke befordrende for folkekirken eller kristendommen som sådan. Men det kræver da hårdt arbejde at være i fællesskab med folk, der tror og mener noget helt andet end én selv.

Hvad er det værste ved folkekirken?

Brogetheden, bare med modsat fortegn. Fordi folkekirken er broget, kan den sjældent trække i én retning. Jeg møder stadig veluddannede mennesker, der tror, at folkekirken er imod kvindelige præster eller vielse af homoseksuelle, fordi det er de historier, de møder. Det er svært at slippe af med det image.

Når folkekirken gerne vil være bred, er den samtidig nødt til med nogle ting at stå frem og sige: ”Dette mener vi i institutionen - det er vores retningslinje - og det anerkendes samtidig, at nogle inden for institutionen mener noget andet.” Det bliver spændende at se, om det kommende kirkeråd eller andre tiltag kommer til at arbejde i den retning.

Hvad er det bedste ved gudstjenesten?

Gudstjenesten kan have et utal af former og farver: Højmessen, andre slags gudstjenester og det at være i Guds tjeneste.

Minimaldefinitionen på en gudstjeneste er, at det er der, hvor to eller tre er forsamlet i Jesu navn. Der kan være enormt meget gudstjeneste eller Guds tjeneste i diakoni, for eksempel Kirkens Korshærs nattjeneste, hvor man drager omsorg for dem, der ikke har nogen, og møder enhver som menneske - og dermed som ligeværdig.

Hvis man kun regner gudstjeneste som det, der sker inde i kirken, mister vi blikket for noget væsentligt.

Hvis den rituelle form bliver individualiseret eller danner grobund for, at man kommer og oplever kun for sig selv, mener jeg, at der er meget lidt gudstjeneste tilbage. Hvis gudstjenesten ikke peger hen på et liv, hvor man skal leve i ansvar og omsorg for de mennesker, man er iblandt, har gudstjenesten fuldstændig mistet sin evangeliske brod.

Hvad er det værste ved gudstjenesten?

Hvis man tænker på gudstjeneste i klassisk forstand, er det en udfordring, at højmessen nyder stor kærlighed fra sine faste deltagere, men ikke fra dem, som kommer sjældent.

I dag afholder mange kirker særgudstjenester, hvor de, der føler sig fremmede over for højmessen, kan føle sig hjemme i en anden gudstjenestesammenhæng. Det er der meget godt at sige om, for særgudstjenesterne når flere og andre mennesker med evangeliet end den klassiske højmesse. Men særgudstjenesterne står samtidig i fare for at medvirke til segmenterede gudstjenestefællesskaber, hvor vi igen kun møder mennesker, vi ligner. Det kunne jeg godt tænke mig, at man udfordrede i folkekirken.

Hvad er det bedste ved multireligiøse samfund?

Man må sige, at der findes mange steder i landet, der ikke er påvirket af multireligiøsiteten ud over via tv, radio og andre medier. Det bedste er, at det multireligiøse samfund gør kristendommen synlig igen. Når vi ser, hører og lever med andre religioner, giver det os anledning til at tænke på vores egen religion og tænke over, hvad vi gerne vil give videre til den næste generation.

Hvad er det værste ved multireligiøse samfund?

Jeg ved ikke, om det er det værste, men det, der tidligere var en monopolreligion, er i hvert fald under pres fra andre religioner.

Mennesker er også i dag religiøst søgende, og det giver anledning til at plukke fra mange hylder. Det er som sådan ikke problematisk, men patchwork-religion er meget fokuseret på, hvad der giver mening for mig eller er bekvemt for mig.

Man kan sagtens søge i Østens mystik for at få en større horisont. Men for at forstå, hvad kristendommen forkynder som gave og opgave, behøver man kun at vende blikket og hjertet mod andre mennesker, man er iblandt, og involvere sig tilstrækkeligt til, at det står klart, hvordan det er bedst og muligt at tjene det andet menneske. Der er vi inde ved kernen i kristendommen: At den altid peger hen på andre mennesker.