Prøv avisen
Kirken i verden

Udgravninger bringer 1900 år gammel krig til live

Nye udgravninger ved Grædemuren i Jerusalem giver svar på historikeres spørgsmål.

Hvorfor begyndte jøderne i det andet århundrede et oprør mod romerne, som var umuligt at vindeArkæologiske udgravninger omkring Grædemuren i Jerusalem giver svar

I år 132 efter Kristus indledte jøderne i Judæa deres andet oprør mod den romerske overmagt på under 100 år. Den første opstand endte i år 70 efter Kristus med templets og Jerusalems ødelæggelse og huskes af den grund som et mønstereksempel på det totale nederlag.

Men nye arkæologiske udgravninger i Judæa og Jerusalem viser, hvordan der efter den første krig stadig var en jødisk civilisation i Jerusalem og Judæa, som brat blev fjernet med kejser Hadrians sejr over oprørerne i år 135. Fra da af ophørte Jerusalem med at eksistere som en jødisk by, og hvad der var tilbage af jødisk liv i Israel, var fra nu af at finde i Galilæa.

Hadrian forbød enhver jøde så meget som at komme inden for synsfelt af Jerusalem, der nu blev omdøbt til Aelia Capitolina til ære for Hadrian selv (Aelia var familienavnet) og for de romerske, kapitolinske hovedguder med Jupiter i spidsen, der samtidig fik sit eget tempel på den gamle tempelplads. Med Hadrians sejr forsvandt ikke blot jødisk tilstedeværelse i Jerusalem og Judæa: Det samme gjorde ethvert realistisk håb om at genopbygge det jødiske tempel.

Historikere har længe debatteret, hvad der fik jøderne til at kaste sig ud i en næsten selvmordsagtig opstand mod den romerske overmagt så kort tid efter den første opstand. Specielt er det blevet diskuteret, hvilke ændringer Hadrian foretog i Jerusalem i perioden forud for krigen, der måske kunne have fremprovokeret opstanden.

Før denne opstand var jødernes håb om at genrejse templet tilsyneladende ikke urealistiske. En kilde tyder på, at Hadrian havde givet jøderne et løfte om, at det skulle genopbygges. Andre kilder derimod siger, at jøderne gjorde opstand, fordi Hadrian begyndte en omfattende omformning af Jerusalem til en græsk-romersk by, ligesom han udstedte forbud mod omskærelse.

Præcis spørgsmålet om årsagen til opstanden kaster arkæologiske udgravninger i Jerusalem nyt lys på. De seneste år er flere udgravninger foretaget omkring Grædemuren i Jerusalem, og til arkæologernes overraskelse står de nu med et billede af Hadrians byggeaktivitet, der peger entydigt i én retning: Hadrian igangsatte flere år før opstandens udbrud et stort byggeprogram i Jerusalem, der skulle give den et moderne græsk-romersk udseende.

I det bageste område af den nuværende plads foran Grædemuren fandt arkæologer for eksempel en bred, komplet handelsgade med butikker på begge sider. Alt, hvad der stod tilbage af bygninger fra den gamle jødiske by, var brutalt blevet fjernet, og selve grundklippen var hugget til, så alt passede til det nye formål. Cirka 300 meter derfra mod syd fandt arkæologer i en anden udgravning en prægtig romersk villa også fra denne periode. Og måske mest interessant viste en fornyet arkæologisk udgravning af et område helt op ad tempelpladsens vestmur, at Hadrian også foretog reparationer af selve det gamle tempelkompleks, før krigen brød ud.

En af de israelske arkæologer med ansvar for disse udgravninger, dr. Ofer Sion, siger ligefrem, at israelske arkæologer indtil nu har haft en tendens til at grave gennem resterne af Hadrians Jerusalem og ned til det jødiske Jerusalem. Men de nye udgravninger tvinger os nu til at se en traumatisk og næsten glemt krig i øjnene. Hadrian foretog en tilbundsgående ændring af Jerusalems udseende. Han nærmest ”nulstillede” byen for på resterne af jødisk civilisation at opføre en helt ny romersk koloni komplet med permanent militær tilstedeværelse, åbne pladser, brede handelsgader, kejserstatuer, foruden altså det prægtige tempel til Jupiter på den gamle tempelplads.

En så tilbundsgående omformning af Jerusalem drev jøderne i favnen på en messiansk skikkelse, der tiltog sig navnet ”prinsen” eller ”stjernesønnen”, på aramæisk Bar Kokhba, efter hvem opstanden i år 132-135 ofte navngives. Fra hans mønter, der var præget med facaden af et tempel, ved vi, hvad målet for hans opstand var: at genopføre templet, og dygtigt ledte han sit folk i en langvarig guerillakrig, udkæmpet fra skjulte huler i ørkenen og lange, underjordiske tunnelsystemer.

Til sidst, efter tre års kamp, var oprørerne dog nedkæmpet. Ifølge én kilde lå hele Judæa ødelagt hen. Alle, der ikke var blevet slået ihjel, blev solgt som slaver, så prisen for en slave faldt til under prisen for en hest. Heller ikke romerne gik fra denne kamp uden tab. Da Hadrian efter sejren skulle skrive hjem til senatet udelod han den traditionelle hilsen: ”Mihi et legionibus bene - jeg og legionen er ved godt helbred”.