Hvad handler Massoud-sagen egentlig om?

Massoud Fouroozandeh, den omdiskuterede præst fra Fyn, har ikke fået forlænget sin stilling i Fyens Stift. Den nyopslåede stilling som migrantpræst finder han umulig at arbejde i. Sagens udvikling tolkes meget forskelligt

Massoud Fouroozandeh.
Massoud Fouroozandeh. Foto: Malte Kristiansen.

Flemming Pless, sognepræst i Christians Sogn i København.

”Sagen handler jo om, hvorvidt man som præst døber til foreningen folkekirken eller, som Massoud Fouroozandeh har gjort, døber, således at folk kommer ud i en migrantmenighed eller andre kristne trossamfund. Derfor er der tale om en kulturforskel, for i folkekirken er der den ret forståelige forventning, at når man er døbt i folkekirken, så er man også medlem af folkekirken. Den opfattelse har ikke alle andre. Man kan sammenligne det med den debat, som medierne tog op for nogle dage siden. Nemlig, at forretninger oplever, at folk kigger på deres varer i butikken, men så køber det meget billigere på internettet. Det er et problem for forretningen. I kirken sælges der også noget: medlemskaber.

Flemming Pless.
Flemming Pless.

Sagen handler også om, at præster i folkekirken måske skulle være bedre til at svare på, hvad folk får ud af at være medlemmer. Min holdning er, at når man får penge fra butikken folkekirken som sognepræst, skal man også være medlem der, sørge for at andre bliver det og ikke købe varen et andet sted. Men den mest interessante problemstilling er, om folkekirken kan levere varen og det, folk efterspørger. Det er altid godt at blive udfordret på det spørgsmål.”

Kåre Schelde Christensen, generalsekretær i Stiftssamarbejdet Folkekirke og Religionsmøde.

Kåre Schelde Christensen.
Kåre Schelde Christensen.

”Jeg opfatter det som en sag om samarbejde og mangfoldighed i Fyens Stift. Jeg har fulgt sagen i pressen og køber slet ikke præmissen om, at det fra stiftets side skulle være en prioritering mellem mission og dialog.

For mig at se handler sagen om den nye stilling om, at man i Fyens Stift ønsker at skabe sammenhæng og samarbejde mellem forskellige initiativer på migrantområdet i stiftet. Det er tilmed meget klogt, synes jeg. Biskop Tine Lindhardt (biskop i Fyens Stift, red.) melder klart ud, at det ikke er en nedprioritering. Men faktisk en videreførelse af et arbejde, man ønsker at få koordineret med det øvrige arbejde i stiftet.

Det virker som en lidt voldsom reaktion, at Massoud Fouroozandeh ikke har ønsket at søge stillingen. En positiv fællesværdi for stort set alle i folkekirken er mangfoldighed. Det vil i praksis sige, at vi spiller på samme bane, selvom vi er uenige.

Jeg er lidt i tvivl om, hvorvidt Massoud Fouroozandeh også har det syn på folkekirken, når han ikke har ønsket at søge stillingen, blandt andet med begrundelsen, at han ikke vil være en del af det øvrige stiftsarbejdet blandt muslimer, fordi han mener, der ikke missioneres der. I hvert fald ikke, som han forstår mission. Jeg vil utroligt gerne se ham i folkekirken, men det er en forudsætning, at han også kan tilkende andre den samme plads og kan samarbejde med andre. Rundt omkring i det folkekirkelige landskab er der mange eksempler på, at mission og dialog helt uproblematisk går hånd i hånd, og det er en pseudomodstilling at spille det ene ud mod det andet.

I Folkekirke og Religionsmøde finder vi det for eksempel helt uproblematisk, at vi på den ene side arrangerer årlige konferencer for kristne og muslimske ledere i Danmark, samtidig med at vi udgiver dåbsoplæringsmateriale for voksne med muslimsk baggrund. Evangeliets forkyndelse har mange former, og det har det altid haft i det folkekirkelige missionsarbejde.”

Torben Bramming, sognepræst i Ribe Domkirke og Seem samt bisidder for Massoud Fouroozandeh.

Torben Bramming.
Torben Bramming.

”At oprette en stilling, som man i stiftet ved, at Massoud Fouroozandeh ikke vil passe ind i, er et forsøg på at kontrollere og håndtere en besværlig person. Der er en irritation over hans metoder. Han kører rundt til flygtningecentre og kritiserer imamer. Det skaber uro, og det er folkekirken ikke interesseret i. Efter Muhammedkrisen skal der være dialog. Dåbssynet og kritikken af, at han som sognepræst døber folk i Church of Love, hvoraf ikke alle med det samme er blevet folkekirkemedlemmer, er først kommet til senere i debatten.

Selvfølgelig må stiftet ikke give en stilling til ham uden at slå den op, når projektstillingen udløber senere denne måned. Men den nye stilling er designet sådan, at stiftet ved, at Massoud Fouroozandeh ikke vil søge den. Pludseligt på et møde den 7. juli siger Tine Lindhardt, at der ikke er behov for hans sognepræstestilling i Sct. Hans Kirke. Det kommer som et totalt chok for os. For så forsvinder hele idéen med at være både sognepræst og præst i Church of Love og bygge bro mellem folkekirken og migranterne. Tidligere den 2. april 2014 har Tine Lindhardt i forhandlingerne med Massoud Fouroozandeh om at oprette en valgmenighed rådgivet i den proces. Og her har hun tilkendegivet støtte til en dispensationsansøgning, fordi man ikke må være valgmenigheds- og sognepræst i samme provsti. Biskoppen har vedlagt en støtteerklæring til den dispensation, men pludselig ændres planerne, og der laves ikke en sognepræstestilling, men en funktionspræstestilling, hvor man blandt andet skal kortlægge migrantarbejdet på Fyn. Et arbejde, som ikke er mission, men et samarbejde med folk, som Massoud Fouroozandeh har et yderst anstrengt forhold til, fordi de ikke ser ens på migrantarbejdet. Massoud Fouroozandeh kunne godt have søgt stillingen for at få brød på bordet. Men det vil betyde en endeløs række af konfrontationer med andre i stiftet, som arbejder med dialog og caféer i migrantarbejdet frem for mission. Det er klart, at Massoud Fouroozandeh ikke magtede det.”

Mogens S. Mogensen, ph.d. og konsulent med speciale i interreligiøse studier samt formand for Folkekirkens mellemkirkelige Råd.

Mogens S. Mogensen.
Mogens S. Mogensen.

”Jeg ser ingen substans i den såkaldte konflikt. Sagen er jo, at stiftet har opslået en halvtidsstilling med næsten sammen indhold som den stilling, Massoud Fouroozandeh tidligere havde. Der er kun sket minimale ændringer. For eksempel at det er gået fra at være en landsdækkende stilling til et arbejde i Fyens Stift, og det er kun naturligt, nu hvor stiftet skal betale hele stillingen, og en fond ikke støtter projektet. At Massoud Fouroozandeh har valgt ikke at søge stillingen, er hans eget valg. Jeg går ud fra, at biskoppen har orienteret ham om, hvordan hans arbejde ville blive videreført i den nye stilling.

I og med at folkekirken i århundreder har været en kirke i et monoreligiøst samfund, og man nu oplever et kultur- og religionsmøde, så må vi også herhjemme begynde at forholde os til missionsudfordringerne. Men blandt Danmarks præster og lægfolk er der ikke stor erfaring med at evangelisere og være i dialog med mennesker med andre kulturer og religioner. Mange unødvendige konflikter opstår på baggrund af den manglende erfaring med religionsmøde. Det er i den aktuelle sag blevet forsøgt at gøre det til et spørgsmål om enten at ville mission eller dialog. Men i de seneste 200 år, hvor danske missionærer har udført missionsarbejde i udlandet, har forkyndelse, diakoni og dialog altid fulgtes ad. Derfor giver det ikke mening at spille det ene ud mod det andet.”