Prøv avisen
Tro&tvivl

Hjertets hårdhed hos kirkens egne folk udfordrer min tro

Poul Langagergaards kunder siger ofte, at hans kirkelige værdisæt giver dem en basal tryghed og tillid. Det er, mener han, er skulderklap til kirken. - Foto: Lars Aarø

Det folkekirkelige fællesskab er ved at udvikle sig til at blive ”de prægtige børns selskab”, mener virksomhedsejer Poul Langagergaard

Hvordan vil du beskrive din tro?

Da min far lå for døden, citerede han nogle linjer fra en gammel Poul Gerhardt-salme for os børn, der meget godt illustrerer min tro: ”selv er jeg intet værd; hvad Jesus mig har givet, gør mig for Gud så kær”.

Troen er en gave, og den bygger ikke på mine eventuelle fortræffeligheder, min mere eller mindre vellykkede fromhed, min bøn eller noget af den slags. Nej, troen retter sig mod den store mester og mod alt det, som han har gjort og gør for mig. Det er troens objektive forankring, og det perspektiv giver ydmyghed og tryghed.

Hvordan var forholdet til religion i dit barndomshjem?

Jeg er opvokset i et fantastisk hjem på en gård i Han Herred i det nordlige Jylland, hvor min far var meget aktiv udadtil: Sognerådsformand, sognefoged, menighedsrådsformand, aktiv i alle mulige organisationer, bestyrelser og kommissioner. Hjemmet var præget af højt til loftet og vidt til væggene på alle områder. Man var dybt forankret i kirkens tro, taknemmelig og med ydmyg tillid til den levende Gud. Det var et hjem, hvor bøn og bibellæsning var daglig kost, aldrig omklamrende, men altid motiverende. Ved middagsbordet kunne vi tage nogle vitale diskussioner om stort og småt, som for eksempel da den politiske debatbog “Oprør fra midten” udkom i 1978. Min far var bonde, men han læste mange bøger, og også denne blev samtalestof.

Hvad har udfordret din tro?

Naturligvis har jeg som mange andre også på et tidspunkt været intellektuelt udfordret i min tro på en skabende og opretholdende Gud. Men efterhånden som jeg arbejdede mere med de indvendinger, så jeg, hvor små hjerner vi mennesker trods alt er udstyret med i forhold til Skaberens kompleksitet og storhed. Det gav mig hvile.Nej, min tro er snarere udfordret, når jeg møder meget bevidste ”fromme”, som er stærke i retorikken mod andre, men meget små i det bankende hjerte for de svage, som altid har kendetegnet Jesus Kristus, som vi hører om ham i Bibelen. Når jeg har mødt det, som i salmeverset hedder hjertets hårdhed og hjertets kulde fra kirkens egne folk, har det virkelig udfordret min tro. Det har gjort ondt at møde det, hvor det slet ikke burde være.

Den pensionerede sognepræst Gurli Vibe Jensen sagde i et interview her i bladet for flere år siden, at der ikke findes nogen steder, hvor tilgivelse spiller en så skæbnesvangert fattig rolle som i de kristne forsamlinger. Og derfor er fællesskabet ved at udvikle sig til at blive ”de prægtige børns selskab”. Det har hun rystende ret i.

Hvad har formet den tro, du har i dag?

Fundamentalt den kristne grundfortælling, naturligvis. Men i høj grad også relationelt: Mit hjem, min ægtefælle, vores børn, børnebørn og hele familie, min vidunderlige menighed, Helligåndskirken i Aarhus. Hver for sig har disse vinkler givet facetter af et lysglimt, som har bragt os et skridt videre og forøget den ydmyge taknemmelighed.

Hvordan gør din livsanskuelse en forskel i din hverdag?

Gudstjenesten og præsternes prædiken er i min optik en samfundsnyttig tjeneste. Jeg siger ofte til vores gode præster i Helligåndskirken, at søndagens prædiken er det brændstof, som jeg som erhvervsmand skal drive mine virksomheder på i den kommende uge. Det er her, jeg får justeret og korrigeret det værdisæt, som jeg skal omsætte i forretning og arbejde, når jeg står over for ledere og chefer i offentlige eller private virksomheder rundt i hele landet.

Mine kunder ved jo godt, at jeg er teolog. Men de siger ofte til mig, at det værdigods, jeg bærer med mig, giver dem en basal tryghed og tillid. Og det er da et skulderklap til kirken.

Hvem er et forbillede for dig i eksistentielle spørgsmål?

Min far, som både var jordbunden og havde blik for det himmelske på en fantastisk måde. “Himmelsk jordnær” - sådan beskrev min far Helligåndens virke. Han er et stort forbillede for mig, og hans yndlingssalme er også min: “Du gav mig, o Herre, en lod af din jord.” Den rummer både forpligtelsen på jorden, ”det pund mig blev givet”, og evighedsdimensionen.

Hvad er det bedste åndelige råd, du nogensinde har fået?

Enhed i det væsentlige, frihed i det uvæsentlige, og kærlighed i alt. Rådet er fra kirkefaderen Augustin.