To pavers personlighed bestemmer forholdet til muslimer

Når pave Frans i dag besøger det overvejende muslimske Albanien, skal det fremhæve et land, hvor kristne og muslimer kan finde ud af at leve sammen

Meget har ændret sig, siden pave Frans for halvandet år siden afløste Benedikt XVI. De formelle forbindelser mellem islam og den katolske kirke er nu inde i en positive udvikling. Arkivfoto fra april 2014.
Meget har ændret sig, siden pave Frans for halvandet år siden afløste Benedikt XVI. De formelle forbindelser mellem islam og den katolske kirke er nu inde i en positive udvikling. Arkivfoto fra april 2014.

Med dagens paverejse til det overvejende muslimske Albanien og et forestående besøg i Tyrkiet til november vil pavestolens forhold til den islamiske verden endnu en gang komme i mediernes søgelys.

Meget har ændret sig, siden pave Frans for halvandet år siden afløste Benedikt XVI. De formelle forbindelser mellem islam og den katolske kirke er nu inde i en positiv udvikling, omend Islamisk Stats (IS) ekstremt voldelige fremfærd over for blandt andet kristne minoriteter i Irak og Syrien også vejer tungt i Vatikanets overvejelser.

Den positive udvikling skyldes dog næppe nogen grundlæggende uenighed mellem den nye og den gamle pave i synet på islam. Det har som i så mange andre tilfælde sin årsag i de to kirkelederes personligheder, nærmere betegnet i forskellen mellem Benedikts ”intellektuelle” fremgangsmåde og Frans' mere ”umiddelbare” stil.

Da Benedikt i 2006 i sin Regensburg-forelæsning blandt andet reflekterede over islams syn på vold, gjorde han sin stilling klar i tillid til en grundlæggende gensidig respekt mellem de to religioner. Fra den muslimske side så tingene imidlertid anderledes ud, og det toneangivende muslimske al-Azhar Universitet i den egyptiske hovedstad, Kairo, afbrød prompte forbindelser til Vatikanet.

Artiklen fortsætter under annoncen

Denne situation ændrede sig imidlertid med pave Frans. Få måneder efter pavevalget sendte Frans et personligt brev til storimamen på al-Azhar og inviterede ham til at genoptage dialogen. Resultatet blev, at storimamen i marts sendte en personlig repræsentant til en konference i Vatikanet, fortæller CNN's vatikankorrespondent Delia Gallagher i en e-mail.

”Jeg mødte ham, og han fortalte mig, hvor glade de var for pave Frans. Voila. Forbindelserne er genoprettet. Og på grund af nogle få, personlige gestus. Det er pavens særlige gave, som vi har set det så mange gange.”

Samtidig er Delia Gallagher ikke i tvivl om, at pave Frans også støtter sig til en af sine berømte forgængere.

”Jeg tror, at han i denne henseende følger i Johannes Paul II's fodspor. Han var den første pave, der kyssede en koran og gik ind i en moské - i Damaskus i 2001. I sommer ignorerede Frans de negative stemmer og samlede jøder og muslimer til fælles bøn i Vatikanets have. Johannes Paul II begyndte de interreligiøse møder i Assisi i 1984, mens kardinal Ratzinger, senere Benedikt XVI, var skeptisk og mente, at et sådant møde ville ligne synkretisme.”

Med denne pointe in mente er det interessant, at pave Frans har valgt Albanien som målet for sin fjerde udlandsrejse. Besøget finder sted i morgen og varer kun en enkelt dag. Albanien er 57 procent muslimsk, 10 procent katolsk og 7 procent ortodoks, og paven har understreget, at besøget tjener til at fremhæve et land, hvor kristne og muslimer kan finde ud af at leve sammen. Valget af det fattige Albanien som første europæisk destination for paven uden for Italien er også et signal til rigere lande som Tyskland og Frankrig om, at kirken aldrig må glemme dem, som lever i periferien, hvad enten vi taler om individer eller hele samfund.

Rejsen til Tyrkiet til november vil få større storpolitisk resonans. Paven vil i første omgang besøge patriarken af Konstantinopel, men Tyrkiet er også et land, hvor det muslimske flertals indstilling til den kristne minoritet ofte vækker debat. Endnu mere opsigtsvækkende vil det være, hvis paven viser sin solidaritet med Mellemøstens forfulgte kristne ved at besøge en flygtningelejr ved den tyrkisk-irakiske grænse for at stå ansigt til ansigt med ofrene for Islamisk Stats brutale ekstremister.

I forholdet til IS har paven allerede signaleret, at det er tilladeligt at bruge magt, omend magtanvendelsen hele tiden bør evalueres. Men når det drejer sig om pavestolens troværdighed i den arabiske verden - inklusive blandt arabiske kristne - er det også afgørende at undgå at blive identificeret med vestlige strategiske interesser i regionen.

Det er ikke de kristnes situation i den arabiske verden, der ligger den vestlige verden mest på sinde, dertil er de overvejende orientalske kirker både for religiøse og for fremmedartede. De kristnes sag kan paven bedst hjælpe gennem sit eget diplomatiske korps og den katolske kirkes meget store lokale netværk.