Sidste år mistede Anne Marie Kjerri Schleicher sin far til lungekræft. Det var et kort og hårdt forløb. Midt i en hverdag med travlhed, to små børn og to større bonusbørn var der ikke meget tid til at dvæle ved sorgen.
Stem på din favorit til Initiativprisen her
”Nogle spurgte mig, hvorfor jeg ikke græd noget mere. Det havde jeg bare ikke tid og rum til,” husker Anne Marie Kjerri Schleicher, der en dag faldt over den lokale folkekirkes annoncering af sorggruppeforløb i lokalavisen.
”Jeg bemærkede det, men tænkte, at det ikke var noget for mig at dele min sorg med fremmede,” siger hun.
Når hun så alligevel endte som deltager i en sorggruppe i Husumvold Kirke i Brønshøj i København, var det fordi, hun en eftermiddag i sin søns børnehave sludrede med en af de andre mødre, der havde en meget positiv oplevelse af at være med i en sorggruppe.
”Nu vil jeg anbefale alle at give det et forsøg. Gruppen blev mit frirum, hvor der var plads til min sorg. Jeg kunne være vred og græde. Og jeg kunne være glad uden at føle skam. Det kunne jeg, fordi de andre gik igennem det samme som jeg,” siger hun.
At møde fremmede ligesindede, kalder sognepræst ved Husumvold Kirke Line Bjørn Hansen det, der sker i sorggruppen.
”Når man ikke kender folk i forvejen, og når man deler en afgørende livsomstændighed, kan det være nemmere frit at tale om, hvordan man har det. Og det giver luft og livsmod,” siger Line Bjørn Hansen. Hun leder selv sorggrupper i sin egen menighed og er formand for styregruppen for sorggruppearbejde i folkekirken.
I mindst 100 sogne i Danmark tilbyder man efterladte et forløb i en sorggruppe, og ifølge Line Bjørn Hansen er mange sogne lige på trapperne med lignende tilbud. I september lyder startskuddet til en stribe kurser i ledelse og oprettelse af sorggrupper i samtlige landets stifter.
”Folkekirken har som ingen anden organisation kontakt med efterladte. Det betyder, at vi har et stort ansvar. Sorggrupperne kan noget andet end den individuelle sjælesorg. Her kan de efterladte i samme lokalområde, der bakser med de samme ting, møde og hjælpe hinanden,” siger Line Bjørn Hansen.
Anne Marie Kjerri Schleicher mødes stadig med en af de andre deltagere fra sorggruppen, efter forløbet sluttede før sommer.
”Man lærer hinanden at kende dybt på meget kort tid. Det er sjældent, at man bare kan sætte sig ned og græde sammen med andre voksne mennesker, men det kunne vi i sorggruppen,” fortæller hun.
At skabe rum for at tale om de svære ting i menneskelivet er en af folkekirkens kerneopgaver.
”Kirken er et sted, hvor vi tager os af det hele menneskeliv. Vi har en væsentlig opgave ved siden af behandlerkulturen. Vi tilbyder ikke terapi, men et fælleskab, hvor man kan bære livets grundvilkår sammen,” siger sognepræst Line Bjørn Hansen.