Biskop gemte stort børnepornoarkiv

Politiet finder over 86.000 børnepornografiske billeder hos tidligere ambassadør for Vatikanet

Den 66-årige polske præst har ifølge den italienske avis haft nære kontakter til børnepornografiske netværk.
Den 66-årige polske præst har ifølge den italienske avis haft nære kontakter til børnepornografiske netværk.

Efter at en tidligere ærkebiskop og ambassadør for Vatikanet, polakken Jozef Wesolowski, er blevet sat i husarrest af myndighederne i Vatikanet, har myndighederne fundet et arkiv med over 86.000 børnepornografiske fotos på hans computer. Det skriver flere italienske medier.

Dagbladet Corriere della Sera beretter, at der desuden er fundet 130 videoer med børn i erotiske poseringer på computeren, som tilhører Vatikanet.

Den 66-årige polske præst har ifølge den italienske avis haft nære kontakter til børnepornografiske netværk.

Vatikanet indledte i denne uge en juridisk undersøgelse af anklagerne mod Wesolowski, der beskyldes for at have forgrebet sig på drenge, mens han var ambassadør for Vatikanet i Den Dominikanske Republik fra 2008.

Artiklen fortsætter under annoncen

Et disciplinært tribunal i Vatikanet fratog ham posten som ærkebiskop i juni - en afgørelse, som den 65-årige polak i august appellerede.

Vatikanets talsmand, Federico Lombardi, siger, at sagen er den første af sin art i den katolske kirke.

Den 8. september skrev lokalavisen Dominican Today på sin netavis, at en dommer havde afvist at udstede en anholdelsesbegæring på Wesolowski.

Det blev begrundet med, at den daværende ærkebiskop var udsendt som diplomat og dermed omfattet af konventioner om, at diplomater kun kan retsforfølges i den stat, de repræsenterer.

Wesolowski blev trukket hjem til Vatikanet for 12 måneder siden i kølvandet på rapporter i lokale dominikanske medier om, at han havde sex med børn. Han risikerer nu en fængselsstraf på op til syv år.

Ifølge Corriere della Sera er der indledt undersøgelser af Wesolowskis gøren og laden i de lande, hvor han tidligere har været udsendt, blandt andet i Kasakhstan og andre centralasiatiske lande samt Bolivia og Costa Rica.

Han har haft mindre poster i en række andre lande, blandt andet i Danmark, Japan og Sydafrika.

Den katolske kirke har inden for de seneste ti år fået meget kritik for sin håndtering af sager om præster, der har haft sex med mindreårige.

Vatikanet meddelte i torsdags, at pave Frans har afskediget en biskop i Paraguay, efter denne har været beskyldt for at udnytte unge seksuelt.