Det provokerer mig, at jeg skal tro på det utrolige

Forfatter og filosof Peter Tudvad har svært ved at forholde sig til det, han kalder kristendommens til tider overdrevne fokus på troen og det irrationelle. Til gengæld fascineres han af dens blik for det enkelte menneske

Det er særligt Grundtvigs salmer, der gør indtryk på Peter Tudvad. Blandt andet, fordi de aktiverer erindringer, siger han. -
Det er særligt Grundtvigs salmer, der gør indtryk på Peter Tudvad. Blandt andet, fordi de aktiverer erindringer, siger han. - . Foto: Scanpix/Sofie Amalie Klougart.

Hvad er det bedste ved kristendommen?

Det er dens realisme. Kristendommen har et meget godt og realistisk blik for, hvad det vil sige at være menneske. Det kommer af et af de helt centrale kernebegreber: at mennesket er syndigt. Mennesket er gjort af kød og blod, begær og drømme og har store idealer at skulle leve op til i form af næstekærlighed og tilgivelse.

Kristendommen udmærker sig ved sit blik for det enkelte menneske og for fællesskaber. Ordet taler til og med mennesker, det dikterer og hævder ikke blot.

Og så er det en kvalitet, at den er så mangetydig. Modsat forskellige lovreligioner kalder kristendommen på, at man aktivt er medtolkende og ikke bare medlyttende.

Hvad er det værste ved kristendommen?

Sjovt nok er det noget af det, som jeg fremhævede som det bedste: nemlig tvetydigheden. På en måde ville det jo være lettere at tilhøre en lovreligion, hvor man klart og tydeligt kunne sætte en parentes om sit eget ansvar for at skelne mellem godt og ondt. Det er mere mudret - og mere dynamisk - i kristendommen.

Noget andet er, at det provokerer mig, at der er så meget fokus på troen. Jeg bliver bedt om at tro på det utrolige, og hvis jeg ikke kan det, bliver jeg nedkastet i Helvedes flammer. Jeg er klar over, at for at den kan kvalificeres som en religion, må der være noget, der overskrider hverdagens erfaringshorisont. Men til tider kan det føles, som om der er et overdrevent fokus på det irrationelle.

Hvad er det bedste ved folkekirken?

Det er, at den holder vore kirker ved lige, både de gamle og de nye. Det giver en historisk kontinuitet. Folkekirken stiller rum til rådighed, hvor man kan træde ind - hvis der ellers ikke er låst - og finde ro.

Hvad er det værste ved folkekirken?

At den bestandigt er et hus i splid med sig selv. Nu lyder jeg hård, men det er min opfattelse, at debatten om folkekirken er præget af selvoptagede aktører, der skændes med hinanden. Jeg erkender, at det som regel er skænderier om noget relevant og af betydning for dem selv. Men ofte også kun for dem selv.

Og når der er en ny debat om noget i folkekirken, blæser man det ofte op til, at man står over for et skisma. Reformationen var et skisma. Men det er det altså ikke, bare fordi nogle præster ikke anerkender nødvendigheden af missionen, hvilket blev debatteret i forbindelse med sagen om Massoud Fouroo-zandeh for nyligt.

Hvad er det bedste ved gudstjenesten?

Der er to ting, der begge afhænger af præsten. Den ene er hans prædiken, og den anden er hans valg af salmer. Salmerne er ofte noget af det største og bedste for mig, og jeg tilstår - trods min Kierkegaard-baggrund - at jeg er meget glad for Grundtvigs salmer. De taler til mig, og jeg er i konstant dialog med dem. De aktiverer nogle erindringer i mig, fordi jeg har sunget dem gennem hele mit liv.

Men det kan også være en ukendt og mere moderne salme. Jeg var engang for adskillige år siden til en begravelse i Viby Kirke, kort efter min bedste ven havde hængt sig. Der synger vi en salme af Hans Anker Jørgensen, hvor det i et vers lyder noget i stil med: ”Gud er med, når unge mænd hænger sig”. Det er så råt og brutalt, men er alligevel i bund og grund, hvad kristendommen handler om. Jeg kunne være flygtet ud af kirken, men valgte i stedet at blive og gå til nadver for første gang i mange år.

Hvad er det værste ved gudstjenesten?

Altergangen er det, jeg har det sværest med, og det er, fordi jeg ikke længere er troende. Når der kaldes til nadver, bliver jeg særligt opmærksom på, at jeg i virkeligheden er en fremmed inde i kirken. Jeg går typisk i kirke med min kæreste, Susan, der er kristen, og jeg kunne gøre hende så glad, hvis jeg bare gik med derop til alteret. Men der har jeg simpelthen for stor respekt for kristendommen til at hykle den tro, jeg opfatter som betingelsen for at gå til alters. Altersakramentet er det afgørende ved en gudstjeneste.

Hvad er det bedste ved det multikulturelle samfund?

Det bedste er, at man på grund af det multikulturelle samfund får sværere ved at blive lullet ind i en monokulturel søvn. Som kristen betyder det desuden, at troen bliver sat i perspektiv. Min næste er ikke bare pr. automatik en etnisk dansker eller en tysker, nu hvor jeg bor i Tyskland. Jeg har sat stor pris på at tale med mine muslimske venner om tro og religiøsitet, for det har altid været med en udpræget respekt for hinanden. Jeg er sikker på, at mange troende kristne hellere vil tale om tro med en muslim end en ærkedansk ateist. Simpelthen, fordi der er en højere grad af respekt og forståelse for tro at finde hos dem.

Hvad er det værste ved det multikulturelle samfund?

Jeg har boet i Tyskland i otte år. Som dansk statsborger syd for grænsen er jeg en andenrangsborger. Jeg kan ikke stemme og deltage i demokratiet, men jeg interesserer mig for landet. Jeg læser flere tyske end danske bøger. Jeg læser om landets kultur og historie, og jeg forsøger til stadighed at forbedre mit mundtlige tysk.

Det er ikke for at være selvretfærdig, men det slår mig, hvor lidt interesse der er hos tilflyttere i både Danmark og Tyskland for at blive klogere på det land, de nu bor i. Efter min opfattelse burde man som tilflytter sætte sig ind i landets kultur og historie og læse dets litteratur og så videre. På den måde ser man sig selv som en del af et større projekt. Og på den måde vil man også være bedre rustet til at deltage og til at handle.