Når Jørgen Orlien og hustruen Bente pakker bilen og tager på tur i det nordjyske, er målet som regel en døbefont. Sådanne udflugter har der været rigtig mange af, siden Jørgen Orlien i slutningen af 2013 udgav sin bog om kirkeskibe i Aalborg Stift. Knap var den færdig, før den aktive pensionist, årgang 1935, tog hul på sit nye projekt, et oversigtsværk over samtlige døbefonte i det nordjyske stift.
Lige nu er han halvvejs, så der mangler bare omkring 165 kirker. Aalborg Stift omfatter en tiendedel af Danmarks befolkning, som deles om i alt 336 kirker i 305 sogne og 14 provstier.
Orliens planlagte bog om døbefontene bliver det første opslagsværk over samtlige døbefonte i stiftet. Den nye udgivelse sætte emnet ind i en større sammenhæng, særligt kirkehistorisk, hvor læserne tages med tilbage til ”Nordens apostel”, Ansgar, og ”Danmarks dåbsattest”, den store Jellingsten fra omkring 965.
Hver enkelt font fotograferes, opmåles og beskrives med sin historie. Jørgen Orlien sendes sommetider ad sære omveje, når han fordyber sig i døbefontene. Det var for eksempel tilfældet med provstens kande i Vor Frelsers Kirke i Aalborg.
”Her er dåbskanden i virkeligheden en vinkande og meget atypisk dekoreret med blandt andet en romersk hestevæddeløbsvogn og romerske soldater. Indskriften fortæller, at der her er tale om en erindringsgave til en C.L. Tobiesen, der var provst i Dannemare på Lolland. Hvordan er den så havnet i Aalborg? Jo, den blev siden skænket til Vor Frelsers Kirke af enkebispinde J. Schousboe. Hun var datter af provsten.”
Jørgen Orlien er uddannet møbelarkitekt og har blandt andet arbejdet med skibsindretning. Som pensionist kombinerer han så nu sin gamle fritidsinteresse for historie med sin faglige interesse for møbler og inventar - nu altså blot inventaret i kirkeskibe og -kor. I mange år var han menighedsrådsmedlem og kirkeværge ved Budolfi Kirke i Aalborg, hvis kirkeinventar han har skrevet og holdt foredrag om.
”I de gamle kirker finder vi inventar, som har været brugt gennem mange generationer, fordi man har haft pietetsfølelse nok til at bevare det. Det fascinerer mig, og denne veneration over for kirken og dens inventar gælder jo ikke mindst døbefontene, som i nogle tilfælde kan være ældre end kirkebygningen, fordi man har taget døbefonten med, når der er bygget nyt.”
Blandt de ældste er de romanske granitfonte fra 1100- og 1200-tallet. Dem er der ifølge Jørgen Orliens udregning 240 af i Aalborg Stift, svarende til 71 procent. Men døbefonte kan være udført i mange andre materialer. I Aalborg Stift finder man foruden granit fonte i så forskellige materialer som marmor, malm, kunststen - knust natursten blandet op med cementmørtel - beton, malm, støbejern og limtræ. For blot at nævne nogle.
I det hele taget afdækker Jørgen Orliens registrering af de nordjyske fonte en mangfoldighed, der måske ikke lige i første omgang falder i øjnene, og døbefontene er et kirkemøbel, hvortil der knytter sig en mangfoldighed af symbolværdier. For eksempel i forbindelse med formen: De fleste døbefonte er cirkulære, hvilket kan udlægges som symbol på evigheden. Så er der trekantede, som symboliserer Faderen, Sønnen og Helligånden, nogle er med fire buer som symbol på de fire paradisfloder, der omtales i Bibelen, eller femkantede, med henvisning til blandt andet Jesu fem sår på korset.
De gamle døbefonte er dybe som badekar, så barnet - med fare for liv og helbred - kunne dyppes helt ned, og oprindelig stod det samme, indviede dåbsvand meget længe i fonten dækket af et låg, for at det ikke skulle blive alt for forurenet af insekter og andre uhumskheder.
Denne skik bekæmpede den sjællandske biskop Peder Palladius i sin visitatsbog fra 1543, hvor det hed: ”Fonten skal altid staa tør og ren, intet Vand udi, til saa længe en Dannemands Barn kommer til Kirke og skal døbes; da kan Degnen eller Klokkeren slaa en spand Vand eller to i Fonten, at der ingen Tid skident vand fuldt af Murlus eller anden Skarn (med Forlov sagt), at een vilde væmmes ved at stoppe en Finger udi, end siden døbe et nyfødt Barn der udi...”
Ganske humant beordrer Palladius også, at man om vinteren - i de iskolde kirker - slår en kedel opvarmet vand i fonten.