Folkekirken har fået en mester i at mobilisere

Folkekirken har fået en leder, som kan mobilisere - men han skal passe på ikke at forandre mere end stiftet kan bære, mener ekspert i ledelse

Når Henrik Stubkjær nu trækker i bispekåben, bliver det med nye udfordringer som leder, mener professor i ledelse.
Når Henrik Stubkjær nu trækker i bispekåben, bliver det med nye udfordringer som leder, mener professor i ledelse. Foto: Leif Tuxen.

I Viborg har de fået en ny biskop, og han kan gå hen og blive lidt af en gevinst for folkekirken, hvis man skal tro eksperterne.

"Kirken får en mand, der ved alt om at mobilisere," siger Per Nikolaj Bukh, professor i ledelse ved Aalborg Universitet om Henrik Stubkjær.

Folkekirkens Nødhjælps generalsekretær vandt bispevalget i Viborg over Peter Hedegaard med 912 ud af i alt 1648 stemmer.

"Det er en interessant tilførsel på den måde, at her er en leder, der er vant til at tænke strategisk og langsigtet. Og så kommer han med en erfaring for at skaffe frivillige. Det, tror jeg, kan blive afgørende for en kirke, som lige nu står med nogle udfordringer i forhold til at få andre end Tordenskjolds soldater ind på kirkebænkene," siger han.

I skiftet fra en så stor og international organisation som Folkekirkens Nødhjælp til Viborg Stift kan der dog også være et slags kultursammenstød, som det er vigtigt at være opmærksom på som leder, mener Per Nikolaj Bukh.

"Han skal tilpasses en ny kultur, og forandring skal altid ske med respekt for de værdier, der er. Han skal passe på ikke at trække tingene stærkere af sted, end stiftet kan bære. I det omfang at han vil lave noget om, har han at gøre med en organisation, som mere konservativ og ikke så forandringsparat som den, han kommer fra." 

Steen Hildebrandt, adjungeret professor i lederskab ved Handelshøjskolen i København, CBS, mener, at Stubkjær kan gå hen og blive en stor gevinst for folkekirken.

"Det er klart, han bliver en anden type biskop, end man er vant til. Uden at kende ham indgående som person synes jeg umiddelbart, at kombinationen af en fortid som præst og massiv international erfaring virker som et stort aktiv for kirken," siger han. 

Også selvstændig ledelsesrådgiver Poul Langagergaard mener, Henrik Stubkjærs internationale orientering bliver afgørende.

"Han har et udsyn til hele verden og er vant til at hente inspiration internationalt. Men han er også kendt for at være nærværende som person, og den kombination er egentlig ret unik," siger han.

Hvis Stubkjær havde søgt en stilling som leder i erhvervslivet eller det offentlige, ville hans arbejdsgivere nok have set grundigt på hans CV.

Ud over generalsekretær for Folkekirkens Nødhjælp står der blandt andet tidligere præst, studenterpræst og forstander for Diakonhøjskolen på papiret hos Stubkjær.

For en leder i folkekirken ser CV'et overordentlig godt ud, mener Poul Langagergaard.

"Det er et meget stærkt diakonalt CV, han har. Kirken står stærkt på det område lige nu med blandt andet babysalmesang. Hele det arbejde kan få endnu mere vægt."

Men hvad med samarbejde og konflikthåndtering helt nede på sogneniveau. Kan Henrik Stubkjær det?

"En international leder, som ikke har en god ballast hvad angår konflikthåndtering, det tror jeg simpelthen ikke på," siger Poul Langagergaard.