Nødhjælpschef bliver biskop med globalt udsyn

I går stod det klart, at generalsekretær Henrik Stubkjær bliver Viborg Stifts næste biskop. Han har sans for både det nære og fjerne, siger præst

Henrik Stubkjær smiler på valgdagen, som endte med sejr til generalsekretæren i Folkekirkens Nødhjælp. - Foto: Jens Bach

Højlydte klapsalver bragede løs i lokalerne på Stiftsgården i Viborg, da det i går blev bekendtgjort, at generalsekretær i Folkekirkens Nødhjælp Henrik Stubkjær bliver Viborg Stifts nye biskop. De mange fremmødte støtter til Henrik Stubkjær lod klapsalverne vare længe, mens vinderen kvitterede med varme smil, hvorefter han trykkede den skuffede modkandidat, valgmenighedspræst Peter Hedegaard, i hånden.

”Det er meget overvældende, og jeg er utrolig glad for den tillid, der er vist mig. Den vil jeg gøre alt, hvad jeg kan for at leve op til. Nu skal vi i gang med arbejdet i et mangfoldigt stift med både indremissionske kredse og stærke grundtvigske valgmenigheder. Det ser jeg frem til. Vi skal som kirke række hænderne ud, og vi skal passe på ikke at lukke os om os selv,” lød det fra en glad Henrik Stubkjær, der med 912 stemmer fik en overbevisende sejr over Peter Hedegaards 534 stemmer.

Champagnepropperne sprang, og lydniveauet steg i de fyldte lokaler, hvor jour-nalister, præster og menighedsrådsmedlemmer efterfølgende stod i kø for en kommentar fra stiftets kommende biskop. Også Henrik Stubkjærs hustru og fire børn var mødt op og fulgte smilende deres mand og far fra sidelinjen.

”Vi glæder os til at finde ud, hvad en biskop egentlig laver,” sagde Christian Stubkjær på 22 år med et smil.

Hos Peter Hedegaards støtter var humøret knap så højt. Taberen fik overrakt en stor buket blomster fra de grundtvigske valgmenigheder med ordene ”Vi er stolte af dig”.

”Jeg vil være en god taber og sige tillykke til Henrik med det flotte valg. Samtidig kan vi se, at en tredjedel af vælgerne ønsker en lys og venlig grundtvigsk kristendom her i stiftet. Det er nok aldrig sket før, at så mange i Viborg Stift har stemt sådan, og jeg vil opfordre de vælgere til at forsætte kampen mod kirkeråd, topstyring og storpastorater,” sagde valgmenighedspræsten, der ligesom ved bispevalget i Haderslev måtte se sig slået i anden valgrunde.

Sognepræst Christian Roar Pedersen vurderer, at den kommende biskop har sans for både det nære og det fjerne.

”Med valget af Henrik Stubkjær har Viborg Stift fået en 'glokal' biskop. En der er global og lokal på samme tid. Stubkjær er vant til at færdes i verden. På de bonede gulve og i verdens brændpunkter. Han ved om nogen, hvad globalisering betyder. Han kender både de positive og negative konsekvenser. Det har menighedsrødder og præster i Viborg Stift valgt til. De har valgt en mand med udsyn.”

Ledelsesrådgiver og kirkekonsulent Poul Langager-gaard mener, at Stubkjær yderligere vil styrke det diakonale arbejde i Viborg Stift.

”Det er et meget stærkt diakonalt cv, han har. Kirken står stærkt på det område lige nu med blandt andet babysalmesang. Hele det arbejde kan få endnu mere vægt.”

Søndag den 23. november vil pressefolk og kirkegængere atter valfarte mod Viborg, når Henrik Stubkjær skal bis-pevies i Viborg Domkirke.