Unge kristne tøver med at tale om tro

Generalsekretær i Indre Mission mener, at tro er et emne, det i dag er lettere at tale om end før

”Jeg bliver mere lukket, når snakken falder på kristendom og det at gå i kirke. På en måde har jeg flere fordomme, og jeg skynder mig at afskrive folks interesse for troen og Gud, meget hurtigere end de selv gør,” siger Andreas Bøge, der er kristen.
”Jeg bliver mere lukket, når snakken falder på kristendom og det at gå i kirke. På en måde har jeg flere fordomme, og jeg skynder mig at afskrive folks interesse for troen og Gud, meget hurtigere end de selv gør,” siger Andreas Bøge, der er kristen. Foto: Björn Abelin.

Andreas Bøge kender godt til, at det kan være svært at tale om kristendom med andre. Også selvom han er leder i en kristen organisation og nok burde ”gå ud og gøre alle folkeslag til mine disciple”. Især hvis nogen ligefrem spørger.

Kristeligt Dagblad har talt med tre unge mænd, som er lidt eller meget tøvende over for tanken om at tale om kristendom med andre.

”Jeg bliver mere lukket, når snakken falder på kristendom og det at gå i kirke. På en måde har jeg flere fordomme, og jeg skynder mig at afskrive folks interesse for troen og Gud, meget hurtigere end de selv gør,” siger Andreas.

Lars Kastrup synes derimod ikke, det er så svært at tale om sin kristne tro.

”Det kommer selvfølgelig an på situationen, og hvem det er, der spørger. Hvis det er nogen, jeg lige har mødt, så begynder jeg ikke at tale om min tro,” siger han.

Matthias Bøge (bror til Andreas) mener kun, at det er svært engang imellem.

”Men jeg er ikke flov over min tro. Og når jeg taler med ikke-kristne, tænker jeg lidt over det. Blandt andet er jeg på gymnasiet blevet spurgt om, hvor meget kristen, jeg er. Så jeg kunne kun svare, at 'det er lidt svært at gøre op - men jeg er meget kristen'.”

I weekendens udgave af dagbladet Politiken var der et indlæg om at tale om sin kristne tro. Til avisen skriver cand.mag. Peter Nøhr: ”Spørg dine venner, der er født i 90'erne, om de tror på Gud, og de vil synes, du er ubehagelig. Sig, at du selv tror på Gud, og de vil synes, du er for mærkelig.”

Men til en parmiddag, han og kæresten deltog i, havde han besluttet sig for at sige, at han tror på Gud. Men han sagde det ikke. Ordene kunne ikke komme ud.

Løhr skriver videre, at han ”til en fest hørte om en mand, der har boet det sidste halve år på et værelse hos sine svigerforældre, fordi hans forlovede ikke vil have ham boende i deres fælleskøbte lejlighed i København, fordi hun ikke ville dele seng med ham, før de er blevet gift. Langt ude, ik?”

”Sådan griner min generation ad de folk, der tror på det, som ikke kan ses, og som endda baserer deres værdier på latterligt luftige grundlag.”

Søren Østergaard, ph.d. i teologi og leder af CUR, Center for Ungdomsstudier, mener, at ”mainstream”-kristne er de mest åbne om deres tro og gladeligt inviterer vennerne med i kirke. Her er tærsklen til kirken forholdsvis lav.

”Det er blandt andet i KFUM og KFUK. Her er det uproblematisk at sige, at man tror på Gud.””Den vanskelige del af det kirkelige fællesskab er det evangelikale, fordi disse fællesskaber er langtfra at være som flertallet af kristnes. De unge i den gruppe holder lav profil, fordi de unge i de evangelikale fællesskaber simpelthen bliver for 'mærkelige' i forhold til gennemsnittet. Og derfor taler de ikke offentligt om tro,” siger Søren Østergaard.

Thomas Bjerg Mikkelsen, generalsekretær i Indre Mission mener, at det er blevet nemmere at tale om tro, end det var for 10 år siden.

”Derfor mener jeg også, at man i dag i mindre grad end før tøver med at tale om tro,” siger han.”