Prøv avisen

Krigen 1914 medførte en teologisk kovending

Amerikanske soldater i deres militærudstyr under Første Verdenskrig. Foto: US Army

En grundlæggende optimisme døde i skyttegravene, og intet blev helt det samme efter 1914, heller ikke kirkerne, der blev dybt præget af et teologisk opgør med en tidligere tids gudstro

Før Første Verdenskrig var der en grundlæggende optimisme. Store fremskridt var sket, og man havde store forventninger til en lys fremtid for verden og høje tanker om mennesket.

Det prægede også kirken og teologien. Der var en stor vægtlægning på vækst. En stor helliggørelsesbevægelse satte fokus på muligheden for et højere kristenliv. Nogle så væksten i et samfundsmæssigt perspektiv.

KFUM's leder, Olfert Ricard, ville forbedre Danmark via en ungdom, der var præget af kristentroens forædlende kraft. Man så kristendommen som vigtig for moralens skyld, og dermed for Danmarks og hele verdens skyld. Den kristne tro tænktes at præge verden via missions-arbejde. Det var ikke tilfældigt, at dansk missionsarbejde til Kina og Afrika blev iværksat netop i årene op til 1914.

Kristentroen skulle gøres tilgængelig for ”de vilde”, også fordi fred og fremskridt ville fremmes, hvor kristendom og europæisk kultur blev udbredt. Et optimistisk menneskesyn betød, at den toneangivende tyske og danske teologi tog sit udgangspunkt i mennesket og dets medfødte ideale stræben og gode vilje.

Med Første Verdenskrig var denne epoke forbi. Thøger Larsen skrev netop i 1914 sin lyse sommersang om ”det evige Danmark” og ”leg, der får aldrig ende”. Men legen fik en ende med verdenskrig og giftgas, granatchok og død. Forfatteren Henrik Jensen har i en glimrende bog beskrevet stemningsskiftet i Europas kultur i forbindelse med 1914. Han viser, hvordan en gammel pligtkultur med vægt på autoritet, moral og ære blev afløst af en ny moral på individualistisk basis. Man dyrkede ungdommen, for efter verdenskrigen havde gamle værdier og autoriteter spillet fallit. Psykologien blev vigtig til at forklare ting, som tidligere forklaredes ud fra kristentro.

”Guds død” er et begreb, som Henrik Jensen diskuterer i sin bog. Det må ikke misforstås. Selvfølgelig fortsatte kirken sit arbejde, også efter verdenskrigens ulykker. Kirkegangen var måske endda større i Danmark end nogensinde. Men i teologien skete et sporskifte, der bragte teologien ajour med den nye virkelighed. Gud var ikke død, men det var den gamle gudstanke, der havde bekræftet mennesket i dets ideale stræben. I stedet understregede en ny teologi, at Gud er den ophøjede, der modsiger det syndige menneske. Krigens gru havde afsløret de mørke sider i mennesket, og kristentro handlede om, at Guds dom og nåde skulle forkyndes for syndere. Kristentro handlede ikke om at løse verdens problemer, men om at den enkelte skulle holdes på plads af Ordet.

1914 bragte Europas kirkeliv og teologer i knæ, og da en ny generation rejste sig op igen, så meget anderledes ud. Eftersom mennesket ikke længere var centrum, blev andre ting sat i centrum i stedet: Hos teologen Karl Barth var det forkyndelsens ord. I Sverige blev det kirken. I Norge blev det konservativ kristentro. I Danmark blev det ungdomsoprørerne i Tidehverv, der kom til at sætte dagsordenen. Ud fra Barth, Kirkegaard, Luther og Bultmann gjorde man op med den ældre generation. Tidehverv ville ikke høre tale om vækst, for på grund af synden bliver mennesket aldrig bedre. Teologiens udgangspunkt skulle være Gud, ikke det fromme menneske. Ganske tidstypisk var det, når en ung teologistudent blev grebet af den nye teologi og derfor meldte fra til den opgave i Ydre Mission, som han tidligere havde meldt sig til. ”Evangeliets sejrsgang” hed en stor dansk missionshistorie, men det sprogbrug vandt ikke just genklang i Tidehverv.

Tidehverv var et ungdomsoprør. Selve navnet Tidehverv påpeger et epokeskift. Folk af den gamle skole sad på deres bispesæder og lærestole i endnu en række år, men enten ændrede de teologi, eller også måtte de føle sig forbikørt af udviklingen. Tidehverv kom i de næste årtier til at sætte dagsordenen i dansk kirkeliv. De var ikke mange, men de var dygtige, og de var i takt med den tidsånd, som de altid selv modsagde på det skarpeste.

Gud døde ikke i 1914, men den gamle optimistiske gudstro og kirkelighed fik et knæk, som de europæiske kirker har haft svært ved at komme sig over. Det er gået noget bedre i USA og i andre verdensdele. I Kina blev de vestlige kirker udsat for heftige angreb, og snart forsvandt disse helt. I stedet opstod en kinesisk kirke, der i disse år oplever uhørt fremgang. Gud lever, omend europæisk mission døde i Kina.

Hele denne dramatiske udvikling tog sin begyndelse for netop 100 år siden.