Folkekirken pakkede pusletasken

Folkekirken var til stede på en messe for gravide og småbørnsforældre. Overraskende, men smart af kirken, mener reklamedirektør

Folkekirken pakkede pusletasken

Midt i strømmen af barnevogne, struttende gravide maver og mænd, der lidt modvilligt kigger på sparkedragter og Odder-barnevogne, er folkekirken til stede med børnebibeler og stableklodser med Noas ark.

Hvert halve år holdes der Baby- og Småbørnsmesse i Øksnehallen i København, en kommerciel messe, hvor virksomheder som BabySam sælger autostole, mens Semper promoverer babymos. Messen har eksisteret i 10 år, og de seneste tre år har folkekirken været med. Sognepræst ved Vanløse Kirke i København Pia Mi Ran Poulsen er en af de tre sognepræster, der står bag initiativet.

”Nybagte forældre tænker først og fremmest på at sikre deres børn, også materielt, hvilket er godt og smukt. Vi præsenterer også en måde, de kan sikre deres børn på, ikke i materiel forstand, men i åndelig forstand,” siger hun og peger på dåben og den tryghed, der er i at lægge sit barn i Guds hænder.

Flere kommer da også forbi og taler om dåb. Nogle vil høre, hvordan man kan blive døbt, eller om man kan stå fadder til et barn, hvis man ikke selv er døbt.

”Andre vil gerne tale om den usikkerhed, der er forbundet med at blive forældre til et lille barn,” fortæller Pia Mi Ran Poulsen og indbyder to småpiger i tylskørt til at tegne ved det runde bord, der er en del af standen.

Her kan farvelægges postkort med fisk og klippes engle i pap. At standen er i børnehøjde, appellerer til Suh Nielsen, der er på messe med sin mand og deres to børn.

”Det er en rigtig god idé, at folkekirken er til stede her. Selvom vi kun er kulturkristne, vil vi gerne lære vores børn om kristendom,” siger Suh Nielsen, der oplever, at standen passer godt ind i det øvrige udbud på messen.

Og netop det at passe ind er vigtigt, derfor har præsterne ikke præstekjole på.

”Flere har sagt til os, at vi ikke ligner præster. Vi ligner de andre, der er her på messen. Det er med til at skabe genkendelighed og tryghed for dem, som er lidt usikre og tøvende, men som gerne vil kirken,” siger Pia Mi Ran Poulsen og suppleres af sin medinitiativtager, sognepræst ved Flintholm Kirke på Frederiksberg i København Annette Molin Brautsch, der fik idéen til, at folkekirken skulle møde danskerne på messer, da hun selv besøgte en bryllupsmesse med sin dengang kommende mand.

”Folkekirken glimrede ved sit fravær både der og her. Det står ligesom bøjet i neon, at vi bør være på messer, der handler om bryllup og fødsel,” siger hun.

Projektet er støttet af Københavns Stift, af enkelte provstier og sogne samt Bibelselskabet. Senest har man modtaget midler fra Den Folkekirkelige Udviklingsfond til at udbrede og udvikle projektet. Det har blandt andet betydet, at man nu også er med på messer i Jylland.

Frederik Preisler, direktør i reklamebureauet Mensch, kalder det overraskende, men smart, at folkekirken optræder på så kommerciel en messe. Han kommer umiddelbart i tanke om beretningen fra Lukasevangeliet, hvor Jesus rydder tempelpladsen for handlende.

”Her har kirken modsat valgt at stå midt blandt alle de handlende, og det er nok meget fikst. Det er et sted, hvor folk er påvirket emotionelt og derfor er åbne. Dem, der gerne vil sælge til børnefamilier, slår hårdt på det emotionelle. Man kan diskutere, om kirken også er ude at sælge, men de gør nok resultaterne knap så hårdt op som de kommercielle aktører,” siger han.

Foto: Paw Gissel