Næsten 1,7 millioner danskere så med på første afsnit af otte i serien ”1864”, der blev vist søndag aften på DR. Dermed blev de også vidne til skuespilleren Nicolas Bros - alias biskop, konseilspræsident, grundlovsfader og kultusminister D.G. Monrads - bare bagdel, mens han rager rundt på gulvet.
Ingen betvivler, at Ditlev Gothard Monrad, der blev født i 1811, led af maniodepressivitet. Sygdomsforløbet er beskrevet i en doktorafhandling fra 1983 af psykiater Johan Schioldann-Nielsen, der konkluderer, at Monrad led af moderate manisk-depressive stemningssvingninger og havde stærkt reduceret dømmekraft, da krigen i 1864 var en realitet.
Steen Skovsgaard, biskop over Lolland-Falsters Stift, ærgrer sig over, at den biskop og politiker, han har skrevet en bog om, bliver portrætteret som en halvgal politiker.
”For han har unægteligt mange andre sider. Og som teolog og biskop i Lolland-Falsters Stift var han en helstøbt, besindig og troværdig person,” siger hans efterfølger i bispesædet.
Ikke desto mindre blev han efter fem år som biskop fyret på gråt papir i 1854.
”Der var stor skuffelse og harme over afskedigelsen både i kirkelige og politiske kredse. Man følte, at man havde mistet en højt agtet og respekteret biskop. Selvom der havde været kritik af udnævnelsen af Monrad, var kritikken og sorgen over nu at skulle miste ham endnu større,” skriver Steen Skovs-gaard i bogen ”Monrad - Et indblik i biskop D.G. Monrads liv og tanker”.
D.G. Monrad er nok den eneste, der er blevet udpeget som biskop to gange. Da han kom hjem fra New Zealand, hvortil han flygtede med familien året efter nederlaget ved Dybbøl, blev han igen biskop fra 1865 til 1887. Han døde i embedet.
Teolog samt sogne- og studenterpræst i Sankt Lukas Sogn på Frederiksberg Charlotte Cappi Grunnet skrev speciale om Monrad i 1997.
”Og det var jeg ganske ene om, for der var ingen interesse for Monrad på det tidspunkt.”
Men den holdning til Monrad burde måske revideres.
Han skrev Junigrundloven af 1849 på tre nætter, og det er også Monrad, der har skabt begrebet folkekirke. I et håndskrevet dokument i forbindelse med Grundloven kan man se, at han har skrevet en luthersk kirke, og derefter streget ”luthersk” over, og sat ”folke-” ind i stedet.
Charlotte Cappi Grunnet siger, at Monrad ikke ligefrem i datidens Danmark var et menneske, man blev indtaget i, og charmerende var han heller ikke.
”Han havde en skarp, ironisk tunge og en meget høj intelligens, som i kombinationen kunne støde mange. Og så var han i perioder inde i følelsesmæssige og manisk opblæste perioder, som skræmte folk.”
”Til gengæld var han helt klar på, at tvangsdåb - for eksempel af baptister - var en fejl i 1840'erne. Dåben skulle ifølge Monrad være fri.”
Hans Wammen, pensioneret historielektor, mener, at Monrads største fejl overhovedet var, at han og kong Christian IX ved Londonkonferencen efter nederlaget ved Dybbøl sagde nej til at dele Slesvig.
”Så havde vi undgået 56 års besættelse af Sønderjylland og sparet 5000 unge sønderjyske mænds liv i Første Verdenskrig,” siger Hans Wammen.
Det samme er historiker Rasmus Glenthøj inde på, når han siger, at ”hvis der skulle laves en handel, så skulle den laves i London, og der fejlede Monrad sit ansvar, og det samme gjorde Christian IX.”
Rasmus Glenthøj håber, at D.G. Monrads eftermæle ikke skæmmes af DR's tv-serie, men 1. afsnit virker ikke lovende i den henseende.
”Monrad havde en klar tanke om, hvordan Grundloven skulle udformes, og efter at Frederik VII døde, gik han ind i politik. Og de flyvebreve - lidt langsommere end nutidens sms - han sendte rundt, lå på et meget højt niveau.”
At det kom til krig efter den danske sejr i den første slesvigske krig - 1848-51 - var nærmest en given ting, fordi problemet Slesvig, Holsten og Lauenbergs status som helstat eller hertugdømmer slet ikke var afklaret.
Søndag aften så vi sejrherrerne komme hjem, men Rasmus Glenthøj har en formodning om, at D.G. Monrad i 1864 havde en fremmende indflydelse på beslutningen om en slesvigsk krig mere.
”Det er svært at fordømme fortiden, og vi får ikke en forklaring på, hvorfor landet var klar til at kaste sig ud i en krig. For mig at se skyldes det sådan nogen som Monrad.”
”Tv-drama er ikke historieskrivning,” påpeger historiker Jes Fabricius Møller, og derfor er han taknemmelig for både Ole Bornedals og Tom Buk-Swientys bidrag til at få Slesvigkrigene frem i lyset og diskutere dem.
”Monrad var i sig selv så sammensat, at man ikke behøver at fortegne ham for at få en dramatisk interessant figur.”
D.G. Monrad var ikke den eneste i familien, der led af psykiske sygdomme. Tre af seks søskende døde som små, og Monrads far, som var født i Norge, måtte i Trondheim fratræde sin stilling som jurist på grund af sindssygdom. To søstre blev også indlagt, sandsynligvis med sindslidelser.
Efter en opvækst i Præstø hos en købmandsfamilie, hvis forretning han gerne havde overtaget, kom han i stedet på latinskole i Vordingborg. 18 år gammel fik han sit første sammenbrud, måske på grund af moderens død.
