Prøv avisen
LUK

Det ser ud som om at du ikke er logget ind

Log ind for at læse alle artikler

Glemt adgangskode? Klik her.

Kirkeanalyse

Dagens fronter i kirken opstod i 1964

Før 1964 fandtes der kirkelige retninger. Disse var vigtige, men det gav ingen mening at kalde dem højre eller venstre. Foto: Torben Åndahl

Med skriftet ”Kirkens Ja og Nej” i 1964 fik folkekirken en ”højrefløj”, der repræsenterede konservative værdier i teologi og moral, og siden er debatten ikke gået mellem de kirkelige retninger, men mellem forskellige teologier

Der findes i kirkens historie nogle årstal, hvor en lang stille udvikling pludselig fører til nye brudflader.

1964 var et sådant mærkeår.

Folkekirken gennemgik i efterkrigsårene en stille udvikling i retning af en bred, demokratisk folkekirkelighed, og i 1964 skete der specielt mange ting.

En ny kirke i Gladsaxe blev opført, idet man fik lov at afdrage lånet over den kirkelige ligning. Dermed var en hel ny finansieringsform for kirkebyggeri indført. Tid-ligere var kirkebyggeri en sag for det frie initiativ med lidt hjælp fra staten.

Nu blev menighedsrådene ansvarlige. Det gav på den ene side mulighed for talrige nye kirkebyggerier i de følgende år. På den anden side flyttede det også mere magt over til menighedsrådene. Samme år nedsatte Kirkeministeriet en hel kommission, der skulle justere strukturen - ikke teologien - i folkekirken i det moderne samfund. En ordning med feltpræster blev indført, officielt ansatte og aflønnede, hvor kirkeligt arbejde for det indkaldte mandskab tidligere havde været en sag for soldaterhjem under KFUM's Soldatermission og Det Grundtvigske Soldaterarbejde.

På det moralske område førte arbejdet for seksualundervisning til en underskriftindsamling af protester mod en tv-serie, beregnet på skolernes seksualundervisning. 87.000 skrev under på, at befolkningen skulle beskyttes mod hensynsløs spekulation i sex, og at skolens seksualundervisning skulle betone, at sex hørte hjemme inden for ægteskabets rammer.

Fra denne underskriftindsamling gik der en direkte linje frem til skriftet ”Kirkens Ja og Nej”, der i november 1964 blev udgivet af 11 præster med biskop Christian Baun og professor Regin Prenter som anbefalere. Med dette skrift gik man imod en dogmatisk og etisk venstredrejning og en udvikling i bred, folkekirkelig retning. Man ville stærkere understrege kirkens egenart ud fra sine bekendelsesskrifter.

Lige siden har det givet mening at tale om en højrefløj i folkekirken.

Før 1964 fandtes der kirkelige retninger. Disse var vigtige, men det gav ingen mening at kalde dem højre eller venstre. Med ”højre” plejer man at betegne grupperinger, der holder på det bestående. Indre Mission var med sine mange kirkelige foreningsdannelser af lægfolk ”venstre”, når det gjaldt aktiviteter, men til gengæld teologisk ofte mere ”højre”. Grundtvigianerne havde det ofte modsat, men helt begrebsforvirrende var det, når der inden for selve grundtvigianismen både var folk, der var ”venstregrundtvigske” og ”højregrundtvigske”.

Retningerne adskilte sig ved synet på folkekirke og folkelighed, snarere end på teologi. Nogle af de grundtvigske præster var dybt teologisk konservative og kæmpede mod enhver bibelkritik, samtidig med at de gik ind for frihed og rummelighed i folkekirken. Inden for Indre Missions retning var der præster, der var teologisk ret liberale, men som knoklede med vækkelsesmøder og søndagsskoler. Det gav derfor simpelthen ikke mening at tale om ”højre” og ”venstre” i dansk kirkeliv, og det gjorde man da heller ikke ofte før 1964.

Det år blev det anderledes.

Retningernes tid var ved at være forbi og i stedet blev der nu tale om et skel mellem teologier. Det skel gik inden for alle kirkelige retninger: Højregrundtvigske var utilfredse med en moderne teologis indflydelse i grundtvigianismen. Inden for Indre Missions retning mærkedes spændinger for eksempel i ungdomsarbejdet KFUM & KFUK og i Ydre Mission, hvor ydremissionær Kaj Baagø (1926-1987) i 1964 chokerede missionsarbejdets venner ved at stille kristendommens særstilling til debat og ikke fandt det nødvendigt, at hinduer og buddhister lod sig døbe.

Med ”Kirkens Ja og Nej” samlede man nogle få grundtvigske, en del fra Indre Mission, nogle høj-kirkelige med flere.

Nu var der en ny gruppering på tværs af hidtidige kirkelige retninger. En højrefløj var blevet til. Den blev snart basis for udvikling af idéen om en ny dansk præsteuddannelse uden om universiteterne i København og Aarhus. Menighedsfakultetet blev etableret. Det projekt havde enkeltpersoner tænkt på i årevis, men kort efter 1964 blev idéen omsat i praksis. Snart efter fulgte en københavnsk pendant, Dansk Bibel-Institut. Det skabte en ny situation i dansk teologi og præsteuddannelse.

Sådan er det i dag, hvor det er blevet almindeligt at tale om en kirkens højrefløj, og hvor man hører personer benævnt som ”højrekirkelige”.

Men det begyndte i 1964.