NOTER

KØBENHAVN ”Kan I undvære nogle bibeler?”. Sådan lyder det fra flere af de organisationer i det kirkelige miljø, som arbejder med prostituerede og ofre for menneskehandel. I år har Bibelselskabet modtaget en del henvendelser, og første udsending af bibeler er nu afleveret og udleveret af organisationernes medarbejdere. Og reaktionen er overvejende positiv hele vejen rundt - vi kan ikke følge med i efterspørgslen på bibelerne, lyder det: ”Når handlede folk får en bibel, læser de i den. De bliver simpelthen stærkere ved at styrke sig selv med udgangspunkt i Bibelen,” fortæller Sune Barker Jørgensen, der er projektkoordinator i organisationen HopeNow. Det skriver Det Danske Bibelselskab.

NUUK Tidligere på måneden frigav Grønlands biskop, Sofie Petersen, på folkekirkens vegne den nye ”Meeqqat Tussiutaat”, som består af 58 udvalgte salmer, børnevenligt illustreret med flotte og farverige tegninger. Bogen kan allerede købes i boghandlen i Nuuk, Sisimiut og snart i Ilulissat. Derefter i Pilersuisoqs butikker, ligesom den bliver at finde i alle landets kirker til glæde for børnefamilier og de mindste kirkegængere. ”Salget er en succes over hele landet. Alene i den første uge er der solgt over 300 eksemplarer,” lyder det i en kommentar til Sermitsiaq.AG fra biskoppen.

VIBORG I alle sogne i Danmark lever der mennesker fra andre lande. En del af dem er kristne og bor blandt danskere i større eller mindre grupper eller enkeltvis. Stiftsudvalget for Økumeni, Mission og Religionsmøde vil hermed opfordre til, at der inviteres til en fælles international kirkedag på Mariæ bebudelsesdag søndag den 22. marts 2015 og måske gør det til en årligt tilbagevendende tradition. Stiftsudvalget har i den forbindelse udgivet materiale til brug for et sådant arrangement, herunder forslag til logopakke og forslag til plakat. Det skriver Viborg Stift.

AALBORG Med heldagsskolen er konfirmationsundervisningen for alvor kommet til debat. Både i skole og i kirke. Det er baggrunden for en temaeftermiddag i Folkekirkens Hus, som biskop Henning Toft Bro indbyder til på mandag den 20. oktober. Mange steder har det været svært få konfirmationsundervisningen lagt inden for normal skoletid. Og kirkeminister Marianne Jelved (R) har sagt, at hun vil kigge på, om skolerne overholder loven, så undervisningen ligger mellem 8 og 16. Projektleder for konfirmandundervisningen i Budolfi Provsti, Benny Vindelev, har lige udgivet bogen: ”Med hjerte, mund og hænder. En håndbog”. Både bogen og de nye mål for undervisningen bliver belyst ved temaeftermiddagen.