Børnekirke på plejehjem

De ældre i plejeboligerne Thorsgården i Aarhus-bydelen Åbyhøj glæder sig over, at Aarhus Valgmenighed en gang om måneden holder børnekirke i deres dagligstue

Emilie Astrup Winther og hendes veninder fra børnekirken i Aarhus Valgmenighed tegner sammen med Else Odgaard, der er beboer på plejehjemmet Thorsgården i Aarhus-bydelen Åbyhøj.-
Emilie Astrup Winther og hendes veninder fra børnekirken i Aarhus Valgmenighed tegner sammen med Else Odgaard, der er beboer på plejehjemmet Thorsgården i Aarhus-bydelen Åbyhøj.- . Foto: Sara Dahlmann.

Det er søndag, og det er kirketid i Aarhus Valgmenighed. Mens mor og far går ind i kirkerummet til lovsang, salmer og prædiken, begynder en gruppe børn og børneledere at gøre sig klar til at besøge det lokale plejehjem Thorsgården i Aarhus-bydelen Åbyhøj.

De forbereder sange, de vil synge for de ældre, og små aktiviteter, de kan lave sammen.

Hver søndag samler Aarhus Valgmenighed mere end 600 mennesker til to gudstjenester og omkring 100 børn under 14 år til børnekirke, hvor der fortælles bibelhistorier, synges, leges og spises kiks.

Efter sommerferien indledte kirken et fast samarbejde med det lokale plejehjem, der ligger godt 300 meter fra kirken. Så nu flytter børnekirken en gang om måneden ind i de ældres dagligstue. Godt 25 børn og børneledere mødes til sang, hygge og snak med de ældre beboere og personalet, der er begejstrede for besøgene. Leder Marlene Ravn Wegener kalder det et fantastisk samarbejde.

”De ældre får så meget ud af det. Børnene skaber glæde og liv og hjælper de ældre til at mindes barndom, familieliv og traditioner,” siger hun og fortæller om høstfesten, som børnene holdt med de ældre sidste søndag.

”De havde frugt og grønt, æbler og byg med. Det førte til samtaler mellem børnene og de ældre. En af vores beboere fortalte om dengang, han som barn var ude at høste. En anden fortalte børnene om, hvad man kan bruge æblerne til. På den måde giver det noget begge veje,” siger Marlene Ravn Wegener, der er meget imponeret over den situationsfornemmelse, som børnene udviser.

”De ved helt naturligt, at de skal ned i tempo og ikke larme for meget, når de er sammen med de ældre,” siger hun.

Lederen af børnekirken i Aarhus Valgmenighed, Sara Dahlmann, peger på kirkens vision, når hun bliver spurgt, hvorfor kirken har indledt et samarbejde med det lokale plejehjem. Visionen lyder i kort form ”Med Gud for Aarhus” og handler om, at kirken ønsker at bringe velsignelse og glæde til byens indbyggere.

”Umiddelbart kan det være svært at udleve den vision søndag formiddag, når vi mødes til børnekirke, men det her er en rigtig fin måde, hvor børnene kan være med til at glæde andre,” siger Sara Dahlmann og husker et besøg, hvor børnene blev budt på chokolade i overflod.

”Bagefter sagde nogle af drengene, om vi ikke skulle holde børnekirke på plejehjemmet hver søndag,” siger hun grinende, men bliver alvorlig igen.

”Det er ikke alle børn, der er i regelmæssig kontakt med ældre mennesker, og jeg mener, at det er en skam, at vi generelt lever så adskilt, som vi gør. På den måde er det også med til at danne og opdrage børnene,” siger hun.