Prøv avisen
Før søndagen

Gæstfrihed er også kristendom

Clement Dachet er fra Nigeria, men bor nu med sin danske kone i udkanten af Aarhus. Han rejser rundt til sognekirker for Mission Afrika for at fortælle, at indvandrere fra de nye kirker godt kan give et frugtbart bidrag til den gamle moderkirke. - Foto: Niels Aage Skovbo/Fokus

Clement Dachet fra Nigeria har boet i Danmark siden 2008 og arbejder for Mission Afrika. Han mener, at man som nydansker har en opgave i at lære den danske kirke at kende, men også at folkekirken i gudstjenesten omvendt må vise mere almindelig gæstfrihed over for de fremmede

Vi skal blive bedre til at tage imod Guds gaver. Vi beder Gud om at beskytte vores kirke og om, at den må nå ud til flere mennesker. Men vi må være mere åbne for, at folkekirken også kan være kirke på andre måder, end vi har været vant til i tusind år, hvis den skal overleve og få flere danskere og nydanskere inden for kirkedøren.

Den 39-årige nigerianer Clement Dachet sidder og fortæller i sofaen i den beskedne lejlighed et stykke uden for Aarhus i et nyere etagebyggeri, hvor små borde og stole rundt om i gården vidner om gode sommer- og sensommerdage.

Her bor han sammen med sin danske kone og børnene Josefine på fire år og Benjamin på to år. Han er en venlig, smilende og lidt beskeden mand. Men når han taler om glæden ved at tilbede Gud med sang og dans, kommer der ekstra liv i hans øjne. Vi skal blive bedre til at tage imod Guds gaver.

”Jeg mener for eksempel, at indvandrerpræsten i Odense, Massoud Fouroozandeh, er Guds gave til den danske folkekirke, fordi han missionerer og døber nye kristne. Men jeg ved godt, at sådan er det ikke alle, som ser på det. Vi håber, at Guds svar på vores bønner er i overensstemmelse med vores egne forventninger. Men Gud gør det på sin egen måde,” siger Clement Dachet, som er glad for, at Massoud Fouroozandehs mission blandt muslimer har skabt debat.

”Jeg prøver at se sagen fra begge sider. Nogle har talt om en krise, når præsten og biskoppen ikke kan blive enige. Men så mener jeg, at det er en sund krise. Den giver os mulighed for at tale om, hvordan folkekirken fremover skal se ud, og hvordan forholdet skal være til mennesker, som ønsker at blive kristne, og kristne, som slår sig ned i Danmark,” siger Clement Dachet.

Han er glad for, at Massoud Fouroozandeh ”tager det ansvar at gå i mission”.

”Det er for mig at se vejen frem for kirken, fordi han viser, hvordan man kan lave mission i det nye Danmark. Han bidrager med en kom-petence, som folkekirken burde lære af. Han er godt et eksempel på, at kristne indvandrere kan se med nye øjne på folkekirken på en frugtbar måde.”

Clement Dachet er uddannet teolog i Nigeria. Som præst med tusinder af farverige og danseglade gudstjenester kom han til den gamle moderkirke i nord med en helt anden baggrund end den, der er folkekirkens.

Han mener, at kristne lever i et verdensomspændende fællesskab, og det må de store, ressourcestærke kirker som folkekirken tage et ansvar for, også når det gælder de kristne, som af forskellige grunde kommer til Danmark for at slå sig ned.

Han fremhæver teksten fra Bibelen, der prædikes over i alle sognekirker i morgen søndag. Her beskrives verdens kristne som grene på det samme træ. I teksten siger Jesus: ”Jeg en vintræet, I er grenene.”

”Den, som tror på Jesus, får et liv i evighed. Som døbte kristne har vi den samme bibel, selvom den er på forskellige sprog. Selvom vi kommer fra forskellige kulturer, har vi den samme forståelse af Gud og har dermed det samme fundament,” siger Clement Dachet, som ser sig selv som missionær i den kirke, hans hjemlige kirke er udsprunget af.

Mange danskere i folkekirken vil kende ham som den tværkulturelle medarbejder fra Mission Afrika. Mange sogne har bud efter ham som foredragsholder, musiker og til sammen med den lokale sognepræst at lave anderledes gudstjeneste med nogle af de afrikanske elementer, han mener, han kan berige folkekirken med, og som vil betyde flere på kirkebænkene: glæde, dans, sang og tilbedelse.

”Den danske folkekirke har sin egen måde at udtrykke kristendommen på, og den er rolig, men den er også noget stiv i det. Det er et forskelligt udtryk fra for eksempel afrikanske kirker, men det er det samme budskab. Men frem for at fokusere på hvad der skiller os, må vi finde en ny måde at arbejde sammen på,” siger Clement Dachet, som indrømmer, at han gennem årene faktisk er kommet til at holde af den danske gudstjeneste og den gamle liturgi, som er gået tabt i mange afrikanske kirker.

Men han har flere gange spurgt sig selv, hvorfor der ikke er flere afrikanere eller mennesker fra andre lande til folkekirkens gudstjenester.

”Der skal skabes en ny bevægelse i folkekirken. Den må lære, at gæstfrihed i form af at byde nye mennesker i gudstjenesten personligt velkomne også er en del af kristendommen. De fleste afrikanere kommer til folkekirkens gudstjeneste med en forventning om, at den også er et socialt fællesskab, hvor man får venner. Sådan er de fleste danske gudstjenester ikke indrettet. Mange indvandrere, som kommer til Danmark, går i folkekirken til at begynde med. Men efter et par gange stopper de, fordi der ikke er nogen, der siger 'hej' til dem. De føler sig ensomme og alene,” siger Clement Dachet.

Han mener, at alle sognepræster burde kende de indvandrermenigheder, som måske er i deres sogn.

”Når man som fremmed kommer til Danmark, er det nemmere at lave sin egen menighed. Folkekirken har en lang tradition, hvor danskerne kan hente deres identitet fra. Når man som kristen kommer til Danmark fra et andet land, skal man først opbygge sin kirkelige identitet. Det er faktisk en identitetskrise, og her er det nemmeste at vælge det, man kender,” siger Clement Dachet, som mener, at folkekirken i langt højere grad skal fortælle sin historie til de nye danskere.

”Den afrikanske kirke er cirka 100 år og den danske kirke er 1000 år. Mange indvandrere ser den kun som en gammel og kedelig ting. Men det er, fordi de fleste ikke kender kirkens forhistorie og den enorme betydning, som Reformationen havde for hele Europa, også for den kulturhistoriske sammenhæng, som for eksempel handler om en basal menneskelig frihed til at bestemme over sig selv. Det er en udvikling, som først nu er begyndt i nogle af de større afrikanske byer. Folkekirken skal være meget mere opmærksom på at fortælle sin historie til de nye danskere, for de færreste kender den,” siger Clement Dachet.