Prøv avisen

Endnu en bid af Mårup Kirke

Et blik langs kirkens nordside, hvor man kan ane, at der kun er få meter til kanten af den lerklint, Mårup Kirke blev bygget på. For 800 år siden, da kirken blev indviet, lå den et par kilometer inde på land. - Foto: Nationalmuseet 2014

Den lille vindblæste kirke på kanten til Vesterhavet dør ikke forgæves: Når den er helt væk, vil det være den danske kirke, forskerne ved allermest om

Mårup Kirkes terminalfase skrider planmæssigt frem: Nationalmuseet nappede her i eftersommeren endnu en bid, og snart vil den være helt forsvundet. Men den lille kirke på kanten af Vendsyssel og Vesterhavet dør ikke forgæves. Når det sidste af kirken er væk, vil den - paradoksalt nok - være den danske kirke, forskerne ved allermest om.

Da det for år tilbage blev besluttet at lade naturen gå sin gang og give Vesterhavet frit lejde til at æde løs af lerklinten ved Lønstrup, hvor Mårup Kirke har ligget som et vartegn gennem århundreder, fik Nationalmuseet til opgave at forestå nedbrydningen. Siden 2008 er nedtagningen sket, i takt med at havet er kommet nærmere og nærmere. Med håndkraft og kirurgisk forsigtighed er stump for stump af den gamle kirkebygning brudt ned, samtidig med at der er foretaget en løbende registrering, som formentlig alt sammen på et tidspunkt vil blive samlet og beskrevet i en bog. Fordi der her, som middelalderarkæolog Thomas Bertelsen, Nationalmuseet, understreger, er tale om en helt unik begivenhed.

“I Danmark har vi rigtig mange velbevarede gamle kirker, men Mårup Kirke har givet os en enestående mulighed, som vi aldrig tidligere har haft, for at komme bag murene og helt ind til det, vi normalt ikke har mulighed for at se. Det har givet os utrolig meget ny viden om, hvordan man byggede kirker i middelalderen.”

Thomas Bertelsen er også redaktør af Nationalmuseets bogværk om “Danmarks Kirker” med minutiøse beskrivelser af danske kirkebygninger, og det er ham, der forestår nedtagningen af Mårup Kirke, hvor man - da museumsfolkene først fik gravet sig igennem sandet og fjernet århundreders kalklag - fandt frem til, at der her gemte sig en kirkebygning af meget høj arkitektonisk kvalitet, hvor der har været kælet for detaljerne med friser af glaserede teglsten og udsmykninger med dyre- og menneskehoveder.

“Der har ikke været sparet på noget, og det fortæller os, at området i begyndelsen af 1200-tallet, hvor kirken stod færdig, har været velhavende. Først gennem de senere århundreder er sandflugten taget til og har ødelagt landbruget.”

Samtidig har den røde kirke på klitten - Mårup Kirke er først blevet hvidkalket på et senere tidspunkt - hørt til blandt det mest avancerede og moderne byggeri, samtiden kunne opvise. Thomas Bertelsen ridser perspektiverne op:

“Forestil dig, hvor fantastisk og voldsomt et byggeri som Mårup Kirke må have virket på datidens mennesker. Man var vant til kirker i gråt og brunt, bygget i granit, marksten og træ, og så står der pludselig en rød teglstenskirke på klitten længst ude mod vest. Det var et nyt og revolutionerende byggeri, og må have gjort et overvældende indtryk på datidens bønder, som kom fra deres lavloftede, lerklinede gårde.”

De første teglstensbygninger i Danmark daterer sig til midten af 1100-tallet - i første omgang forbeholdt magteliten, med Ringsted og Sorø kloster som markante eksempler. Teglstenene revolutionerede byggeriet i en grad, som kan sammenlignes med modernismens frembrud i det 20. århundrede, hvor man begyndte at bygge i glas og beton og derved fik skabt et helt nyt formsprog, påpeger Thomas Bertelsen.

En egeplanke, som arkæologerne fandt over den tilmurede norddør, daterer Mårup Kirke næsten på årstal. Undervejs har man også fundet tydelige spor af, at kirken er blevet bygget over fem sommersæsoner. Middelalderens mørtel kunne der ikke arbejdes med i frostperioder, så de halvfærdige mure blev overdækket om vinteren, og så fortsatte håndværkerne næste forår.

“Det vil sige, at kirken formentlig er bygget i perioden 1200-1204 og dermed hører til blandt de tidligste teglstensbyggerier, vi kender i Danmark.”

At et så avanceret og moderne byggeri blev opført langt ude mod vest - dog, dengang var der stadig et par kilometer til kystlinjen - skyldes formentlig biskoppen i Børglum. I hvert fald indirekte. Byggeriet af den store kloster- og domkirke i Børglum, 10-15 kilometer syd for Lønstrup, påbegyndtes omkring 1180, og meget tyder på, at det er håndværkere herfra, som siden er fortsat med andre teglstenskirkebyggerier i Vendsyssel.

“Vi ved det jo ikke, men det kan bestemt ikke afvises, at håndværkere fra Børglum Kloster også har bygget Mårup Kirke,” fastslår Thomas Bertelsen.

“Kvaliteten af byggeriet fortæller os, at der har været tale om fagligt meget dygtige håndværkere, som vidste, hvad de havde med at gøre, og som meget vel kan være hentet til Vendsyssel i forbindelse med byggeriet i Børglum.”

Efter den sidste bid, der nu er taget af Mårup Kirke, står korets mure og en del af kirkeskibet tilbage. Efter Nationalmuseets masterplan over nedtagningen forsvinder næste bid - og dermed formentlig den sidste rest af kirken - når havet er kommet endnu tættere på. Imens står murresterne ubeskyttet over for vind og vejr, eftersom Mårup Kirkes blytag blev pillet ned allerede i 2008, og det har skabt bekymring hos museumsfolkene, som frygter, at endnu ikke registreret viden kan gå tabt ved nedbrydningen af materialet.

Når taget er væk, vil murværk tage skade, og det er også allerede sket i forbindelse med Mårup Kirke, påpeger Thomas Bertelsen, som derfor mener, at man, ud fra et arkæologisk synspunkt, bør overveje at fremskynde nedtagningen af den sidste rest frem for blot at vente på naturens gang.

Så man ikke risikerer, at endnu ikke opdaget, kostbar viden går til i regn og blæst - for ingen ved, præcis hvad der fortsat kan gemme sig af kundskab om middelalderens kirkebyggeri i resterne af Mårup Kirke.

Thomas Bertelsen (med gul sikkerhedshjelm) diskuterer en detalje med Alan Normann Sørensen under den seneste nedtagning af dele af Mårup Kirke. Alan Normann Sørensen er pensioneret murer og arkitekt og har den sidste halve snes år haft opsyn med kirken. Det er også ham, der samler rester op fra gamle grave, der falder ud over skrænten og ned på stranden. - Foto: Nationalmuseet 2014