Prøv avisen

To ud af tre moskéer i Sverige er udsat for hærværk

De svenske moskéer udsættes i stort omfang for hærværk. Billedet her er af stormoskéen i København. Foto: Bax Lindhardt

Angreb på svenske moskéer spænder fra graffiti til ildspåsættelse, viser en undersøgelse

Da imam Nassir Hussein den 29. september i år mødte ind i moskéen i Avesta 150 kilometer fra Stockholm, havde ukendte gerningsmænd sat ild til bygningen. Der var flammer i flere rum, og kun det tilfælde, at han var kommet allerede omkring klokken fem, gjorde, at Nassir Hussein fik slukket ilden og ringet til brandvæsenet.

Eksemplet fra Avesta er langtfra enestående. Ifølge en ny undersøgelse foretaget blandt muslimske foreninger i Sverige, har to ud af tre moskéer oplevet angreb, der spænder fra stenkast og graffiti til hærværk eller ildspåsættelse. Undersøgelsen, der er foretaget blandt 110 muslimske samfund, viser ifølge Sveriges statsradio, at 66 procent har oplevet decideret hærværk mod moskéen.

Mustafa Setkic, der er talsmand for det bosniske islamiske samfund i Sverige, mener, at der i løbet af de seneste år har været en negativ udvikling i synet på islam i Sverige

”Vi oplever, at klimaet i det svenske samfund er anderledes end tidligere. Det går den forkerte vej, og det er hårde tider for en praktiserende muslim i Sverige. Man bliver mødt med mistænksomhed, undren og sågar angreb,” siger han til nyhedsbureauet Tidningarnas Telegrambyrå.

Efter at rapporten blev offentliggjort i sidste uge, har flere svenske meningsmagere råbt vagt i gevær over for udviklingen. Eksempelvis har dagbladet Expressen i en leder under overskriften ”Vi skal værne om moskéerne” skrevet, at den svenske stat bør sætte hårdt ind i kampen mod hadforbrydelser og tilbyde økonomisk støtte til overvågning af moskéerne.

”Islamofobi er et begreb, der indimellem anvendes på et tyndt grundlag, for religion må også kunne tåle kritik. Men islamofobi er ikke desto mindre et reelt problem i Sverige. For at bekæmpe problemet kræves der en indsats i hjem og skoler, i moskéer, kirker og i foreningslivet,” skriver avisen.

”Staten bør også tage hadforbrydelserne mere alvorligt. Samfundet vidner om, at det er meningsløst at politianmelde hadforbrydelser. Retssystemet bør uddannes og oplyses bedre. I kampen mod hadet må vi alle stå sammen,” skriver Expressen.

I moskéen i Flen, der ligger omkring 100 kilometer vest for Stockholm, har man oplevet, at nazister indgraverede et hagekors i vinduet på hoveddøren.

Her er talsmand Abdi Ahmed Omar bekymret for, at de muslimske samfund ikke har midler til at udbedre de mange skader på bygningerne.

”Vi ved ikke, hvad der kommer til at ske i fremtiden. Vil de folk gøre noget endnu alvorligere? Udøve vold eller slå ihjel?”, siger Abdi Ahmed Umar til Sveriges statsradio.