Massoud-bog beskriver konflikt mellem fynske præster

Den såkaldte Massoud-sag er beskrevet i ny udgivelse, som har fået den konsekvens, at biskop Tine Lindhardt har bedt om en redegørelse fra en anden migrantpræst

Massoud Fouroozandeh har undret sig over den kultur, han har mødt blandt andre af folkekirkens præster.
Massoud Fouroozandeh har undret sig over den kultur, han har mødt blandt andre af folkekirkens præster. Foto: Claus Fisker.

Kun seks dage efter valgmenighedspræst Massoud Fouroozandehs ordination i folkekirken i 2011 blev et af hans første møder med nye kolleger en ubehagelig oplevelse. Episoden har her tre år efter medført, at en af deltagerne på mødet skal udarbejde en redegørelse for sin optræden til biskop over Fyens Stift Tine Lindhardt.

Som afslutning på en indholdsrig dag under et provstimøde i 2011 mødtes en flok præster til et glas rødvin på Massoud Fouroozandehs hotelværelse. Stor var forbavselsen, da migrantpræstens nye kollega Jesper Hougaard Larsen to gange kaldte Massoud Fouroozandeh for en ”perker”.

Sådan lyder beretningen i en ny bog med titlen ”Den forbudte dåb - Sandheden om Massoud-sagen”, som er skrevet af valgmenighedspræst Massoud Fouroozandeh og sognepræst Torben Bramming.

Ordene blev muligvis sagt i venskabelig spøg, men de blev bestemt ikke modtaget sådan.

”Det var en meget ubehagelig situation. Normalt forventer man ikke, at ens kollega kan finde på at sige sådan et grimt ord, heller ikke selvom man har drukket et glas rødvin eller to. Jeg forsøgte derfor at slå det hen og sige, 'nå, du har vist fået et glas rødvin for meget', men både jeg og de andre på værelset var chokerede,” fortæller Massoud Fouroozandeh.

Han vurderer situationen til at være en synliggørelse af noget, der i lang tid har ulmet hos kollegaen, præst for flygtninge og indvandrere Jesper Hougaard Larsen, som stod og stadig står for en anden teologi end Massoud Fouroozandeh.

Og episoden på hotelværelset er kun én af flere, hvor Massoud Fouroozandeh har undret sig over den kultur, han har mødt blandt andre af folkekirkens præster.

”Når vi som præster mødtes til eksempelvis konventer, har jeg gerne villet starte med en kort bøn eller en andagt, men det ser mange lidt skævt til. Hvis jeg sammen med nogle få andre har mødtes og ville bede sammen, så kunne jeg meget hurtigt mærke, at vi blev stemplet ud. Det synes jeg er tankevækkende. Hvordan kan det være, at vi som præster kan have så svært ved at bede sammen? Vi, der skal lære andre om kristendommen?”, siger Massoud Fouroozandeh og fortsætter:

”Det er en glidebane og en farlig spiral, hvis man styrker den front, hvor man ser skævt på åndeligheden. Så kommer vi mere og mere til at ligne en verdslig forening.”

Selv ser valgmenighedspræsten flere årsager til, at mange folkekirkepræster har forbehold over for fælles bøn og andagt.

”Dels skyldes det den uddannelse, man får på teologistudiet. Der er for lidt plads til det åndelige og for meget fokus udelukkende på det intellektuelle. Og dels skyldes det, at de, der sidder på magten på Pastoralseminariet og i bispestolene, mere er humanister end bibeltroende præster. Så præster, der går ind for mission og et konservativt bibelsyn, bliver skubbet mere og mere ud af kirken,” siger Massoud Fouroo-zandeh.

Jesper Hougaard Larsen, der kritiseres i den nye bog, skriver i en mail til Kristeligt Dagblad:

”Det, der står i bogen, er usandt. Jeg kan ikke kommentere på noget, der ikke er sket, så derfor har jeg ingen kommentarer. Biskoppen har bedt mig om en redegørelse, og den får hun naturligvis.”

Ifølge Massoud Fouroozandeh var de to præsters teologiske uenigheder allerede tydelige, da han begyndte i folkekirken. Massoud Fouroozandeh har ofte betonet forskellene på kristendom og islam stærkt, mens Jesper Hougaard Larsen for eksempel på hjemmesiderne religion.dk og kristendom.dk har nedtonet dem:

”Mit nytårsønske for religionsdialogen er, at vi tør tale mindre om religion og religiøse forskelle og mere om det fælles liv, vi er henvist til som troende, tvivlende og ikke-troende mennesker.”

Udsagnene står i skarp kontrast til Massoud Fouroo-zandeh, der ofte melder meget kritisk ud om islam.