Kan man finde sig selv ved at vandre?

Kvinde går tur på landevej efter regnbyge har passeret Spadsere, spadseretur, vandre, vandretur, ...

Pilgrimsvandring er blevet moderne afstressning. Men pilgrimsvandring er også en hundredeårig europæisk tradition, som Jørgen Johansen beskriver i sin ny bog. Foto: Scanpix

Trondhjem, Nidaros

Målet for de nordiske pilgrimsruter var i middelalderen den smukke kirke i Trondheim, der dengang hed Nidaros. Klik på pilen for at se flere billeder. - Foto: Finn Føns/Scanpix

Jørgen Johansen,

Jørgen Johansen har i sit forfatterskab især beskæftiget sig med rejseskildringer i kulturhistorisk belysning. Det var et tilfældigt møde med en moderne amerikansk pilgrim, der for mange år siden satte ham på sporet af de europæiske pilgrimsvejes rige kulturhistorie. - Foto: leif Tuxen

I moderne tid finder mange et modtræk til effektivitet og travlhed ved at vandre, mener Jørgen Johansen. Forfatteren har kortlagt pilgrimsvejenes kulturhistoriske spor i Europa og har netop afrundet sin trilogi med ”Veje til Nidaros”

Da Olav den Hellige (995-1030) kristnede Norge, blev alle midler taget i brug: bål og brand, hvis overtalelse, gode ord og løfter ikke nyttede. De modvillige blev så tvunget bort fra deres gårde, lemlæstet eller måske aflivet.

Olav Haraldsson, som han også var kendt som, fornægtede ikke sin fortid som hensynsløs og brutal vikingehøvding.

Den islandske skjald Snorre Sturlason beskriver Olavs missionsfærd igennem Romsdalen og Gudbrandsdalen:

”Både her og i Dovre lod han alle de mest ansete bønder føre til sig, og de måtte enten lade sig døbe eller bøde med livet; nogle få lykkedes det at redde sig ved flugt.”

Alligevel ender denne barske vikingehøvding i rollen som Nordens store og - i kølvandet på rolleskiftet - nu milde og imødekommende helgen, om hvem der efter hans død berettes om ”store helbredende undere”. Siden blev han nationalt symbol på Norges selvstændiggørelse, og i dag er den rummelige Olav-skikkelse nærmest universel.

Årligt besøger 400.000 mennesker Trondheim - middelalderens Nidaros - hvor han ligger begravet, for selvom der er gået 1000 år siden slaget ved Stiklestad, hvor Olav fik sit martyrium, er han i overleveringer og nutidige versioner og udlægninger fortsat i høj grad i live. I de seneste årtier har den fornyede, nutidige pilgrimsinteresse i Europa, og ikke mindst i Norden, taget ham til sig.

I 2010 blev Olavsvejene, de gamle norske, svenske og danske pilgrimsveje til Nidaros - i Danmark Hærvejen - af Europarådet udnævnt til europæisk kulturvej på lige fod med de to andre store europæiske pilgrimsruter, Caminoen til Sankt Jakobs grav i Santiago de Compostela i Spanien, og Via Francigena, pilgrimsvejen til apostlene Peter og Paulus' grave i Rom.

Fortid og nutid smelter sammen i pilgrimsidéen. Det fik forfatteren Jørgen Johansen for alvor øjnene op for, da han i begyndelsen af 1980'erne i det nordvestlige Spanien stødte på en moderne amerikansk pilgrim med rygsæk, vandrestav og - bindeleddet til historien - det middelalderlige pilgrimssymbol, muslingeskallen.

”Den der dobbelthed, som rummer både det historiske og det nutidige, fascinerede mig, og jeg opdagede den fantastiske 1000-årige kulturhistorie, der ligger gemt langs de gamle pilgrimsveje, og den betydning, vejene - som i den sydlige del ofte følger de gamle romerske veje - har haft som kulturkanaler. Det var her, man mødtes, og her, nye tanker og idéer blev formidlet.”

I sine bøger har Jørgen Johansen især beskæftiget sig med kulturhistorie og rejseskildringer. I mange år arbejdede han i Danmarks Radio og var her blandt andet redaktør af programmet ”Europaklip”. I en trilogi har han nu kortlagt de europæiske pilgrimsvejes kulturhistorie med bøgerne ”Vejen til Rom” fra 2008, ”Vejene til Santiago” fra 2011, og nu trilogiens afrunding med pilgrimsvejene i Norden, ”Veje til Nidaros”.

Hele trilogien kunne for så vidt indrangeres under fællestitlen ”Pilgrimsveje til Europa”, for Jørgen Johansen ser de gamle pilgrimsspor som del af et samlet europæisk projekt. Pilgrimsvejene forbandt udkantsområder med centrum, og det var her, at idéen om et fælles Europa blev skabt med den fælles kultur og dermed lagde grunden til det moderne Europa. Den ”europæiske fortælling”, der også ligger til grund for idéen i EU-fællesskabet, og som altså har rødder tilbage til middelalderens pilgrimsvandringer.

”Denne europæiske dimension er utrolig spændende, synes jeg: den store europæiske fortælling, hvor det handler om at bevæge sig - både rent fysisk langs vejene og kulturelt - og hvor man så et langt stykke ad vejen oparbejder et fælles kulturlag i den stadige strøm af rejsende til de store pilgrimsmål. Og alle brugte jo vejene: pilgrimme, konger, missionærer, lærde munke, håndværkere, soldater. Op gennem hele middelalderen har der været tusindvis af mennesker på vandring igennem Europa.”

Efter Reformationen stilnede strømmen af. Alligevel følte den svenske kong Gustav Vasa sig i 1545 foranlediget til at forbyde pilgrimsrejserne.

”Det hang naturligvis sammen med den protestantiske kirkes opgør med helgendyrkelsen og troen på relikvier, men hensynet til arbejdskraften har sikkert også spillet en rolle. Forbuddet passede desuden meget godt med Luthers opfattelse af, at man som en god kristen skal udføre sin gerning i kald og stand, på det sted og i den sociale rangklasse, man nu var blevet sat.”

Beregninger hævder, at et sted mellem 20 og 50 procent af Europas voksne befolkning i perioden fra 1150 til 1450 deltog i pilgrimsvandringer. I sin bog citerer Jørgen Johansen Svenska Kyrkan, som vurderer, at op mod 40 procent af svenskerne i middelalderen til stadighed var på valfart, mens andre nævner et tal på fire millioner besøgende i Nidaros i løbet af middelalderen.

”Det er der så til gengæld forskere, som mener er alt for højt sat, og sådanne beregninger er og bliver gætterier. Men Nidaros blev et af middelalderens vigtigste pilgrimsmål, selvom antallet af pilgrimme her har været mindre end til Santiago de Compostela og Rom. De nordiske pilgrimsveje krævede mere end pilgrimsvejene under sydligere himmelstrøg. Klimaet var barskere, og i modsætning til de gamle romerske brolagte veje sydpå indskrænker mange af de nordiske pilgrimsruter sig til smalle stier, som snor sig gennem øde landskaber. Til gengæld er man her i langt højere grad i pagt med en ofte en storladen natur.”

Jørgen Johansen kalder de gamle pilgrimsruter for ”hukommelsens landeveje”. Her finder man sporene af generationerne før os, dokumenteret i kirkernes kalkmalerier og altertavler, i beretninger i gamle dokumenter, i skulpturer af træ og sten.

”Langt de fleste af pilgrimmene er naturligvis anonyme, men vi kender navnene på nogle af dem, for eksempel den danske pilgrim Peder Kæller. Han var kældermester i Esrum Kloster og har formentlig været 'stedfortrædende pilgrim'. Dette begreb kender vi blandt andet fra dronning Margretes pilgrimsbrev fra 1411, hvor hun til gengæld for løfte om store pengegaver beder et par klostre om at sende et større antal pilgrimme af sted til valfartssteder i Norden og det sydligere Europa. Også adelige og rige købmænd benyttede sig af stedfortrædende pilgrimsrejsende, så de på denne måde kunne få forkortet det ventede ophold i skærsilden. Det var i hvert fald idéen.”

I sin bog slår Jørgen Johansen følge med nogle af de mere kendte vejfarende ad Nordens pilgrimsveje. Der var ruten, som Olav den Hellige selv fulgte, da han gennem Sverige drog tilbage til Norge med sin hær fra landflygtigheden i Rusland. Eller Birgitta af Vadstenas rute og dermed forbindelsen til det andet store valfartsmål i Norden, som også har oplevet noget af en renæssance i forbindelse med vor tids genoplivning af pilgrimsideen.

I middelalderen vandrede man for at finde Gud og gøre bod. I dag er vandringen for mange lige så meget et forsøg på at finde sig selv - men hermed måske også genfinde eller genoplive en tabt tro. ”Det er på vejen, det sker,” som en moderne pilgrim kan sammenfatte sin oplevelse af vandringen til Nidaros. En vandring, der med Jørgen Johansens ord kan ”åbne døre til et større rum”.

”I vores tid møder vi vandringen som en ny måde at give kirken krop på, men jeg mener også, at nutidens pilgrimsvandringer imødekommer en række behov, set ud fra et bredere perspektiv end det strengt religiøse,” påpeger Jørgen Johansen.

”I en tid, hvor man har mere og mere travlt og skal være mere og mere effektiv, er der for mange skabt behov for et modtræk, som de finder i pilgrimsvandringen og de syv pilgrimsord, som Svenska Kyrkans Pilgrimscentrum i Vadstena har formuleret: frihed, enkelhed, langsomhed, stilhed, bekymringsløshed, fællesskab og åndelighed.”

Pilgrimsvandringen er en appel til nutidsmennesket om at være til stede i sit liv på en helt anderledes måde, og det indebærer jo samtidig, at man også tager vare på naturen og Jordens tilstand, tilføjer Jørgen Johansen. Derfor har også den økologiske tankegang slået rod i den moderne pilgrimstanke.

Og stadig følger også nutidens pilgrimme de gamle slidte pilgrimsveje:

”Derved bliver de en del af et 1000-årigt historisk forløb, hvor man i modsætning til nutidens fragmentering indgår i en større sammenhæng, i kontakt med dem, der var her før os.”

Og hvis spor, vi den dag i dag - med kulturhistorisk kyndig hjælp som i Jørgen Johansens bøger - kan følge langs ”hukommelsens landeveje” til Santiago, til Rom eller Nidaros i Norge.

Pilgrimsvandring i Spanien

Hvad hedder den berømte spanske by, der har lagt navn til en pilgrimsrute opkaldt efter apostlen Sankt Jakob den ældre?
Svarmuligheder: 
Cordoba
Barcelona
Santiago de Compostela