Kirken i DDR var tro mod sit kald

DDR's kirke kunne netop gøre en forskel ved Berlinmurens fald for 25 år siden, fordi politik aldrig kom i første række for den. Det fortæller en af datidens centrale teologer, professor Richard Schröder

Folk står i kø for at mindes Murens fald i Nikolaikirken i Leipzig, som her ved 20-årsjubilæet. -
Folk står i kø for at mindes Murens fald i Nikolaikirken i Leipzig, som her ved 20-årsjubilæet. - . Foto: Scanpix.

Lige efter Murens fald i 1989 var mange overbeviste om, at den østtyske kirke var ”revolutionens moder”. Havde man måske ikke set, at det folkelige oprør udsprang af de støt voksende forsamlinger i og omkring Leipzigs Nikolaikirke?

Senere vendte debat-vinden, for ved nærmere eftersyn så det ud, som om kirken gennem årene havde optrådt lammefromt samarbejdsvilligt.

Det første er at gøre kirken i DDR for megen ære, det sidste er at gøre den uret, konstaterer professor Richard Schröder, og han kan om nogen vurdere det. Schröder var først sognepræst i DDR, derpå docent ved kirkens egen teologi-uddannelse og endelig professor i filosofi ved Berlins Humboldt-Universitet. Han var også politisk engageret med sæde i både DDR's Folkekammer og i Forbundsdagen for SPD, Tysklands socialdemokratiske parti.

Han tager imod i sin villa i det allersydligste Berlin, helt ude hvor S-toget kører forbi pløjemarker og skove i efterårsdisen, før det når endestationen Blankenfelde.

Kirken var ikke revolutionens moder, men uden en ukompromitteret kirke som samfundets absolut eneste frirum havde opstanden intet fodfæste fundet, betoner professor Schröder.

”De oppositionelle grupper, der mødtes under kirkens tag, var afhængige af et sted at være. Ofte havde de ingen kirkelig baggrund, men de tog stilling til emner, der også kunne rummes af kirken, som fred, Den Tredje Verden og miljø. Kirken var det eneste sted i samfundet, som ikke var under regimets kontrol. Så gudstjenester var kernen i de store demonstrationer - men kirken kan ikke tage æren for udkommet.”

Bebrejdelserne mod kirken for manglende stridslyst gennem DDR's historie er uretfærdige, mener Richard Schröder. Den protestantiske kirke i Østtyskland stod langt svagere end den katolske i Polen, og medlemstallet faldt år for år: Mange kristne rejste ud, og de unge blev af staten vaccineret mod kristendommen.

”Desuden er kirken intet politisk parti, der skal udbrede paroler og foranstalte revolutioner. Den skal forkynde Guds ord. Det forpligter den til at protestere mod misforhold, men ikke til voldelig modstand. Teologen Karl Barth har sagt: En kristen kan blive frelst i et diktatur eller gå fortabt i et demokrati. Adspurgt vil den kristne tale for ret og frihed, men de politiske forhold kommer ikke i første række. Det gør ens fred med Gud. Og det er sundt for det politiske at indtage en andenplads, for så overbelastes det ikke af frelsesforventninger.”

Landets lutherske kirke blev udsat for alskens chikane, men aldrig forbudt. Den levede sit eget liv som tålt. Ganske vist gik kommunistpartiet SED (Sozialistische Einheitspartei Deutschlands) i 1945 med det samme løs på kirken for at rive den op med rode. Men den politik satte SED's herrer i Kreml en stopper for.

”Sovjetunionen havde set, hvordan den protestantiske tyske Bekendelseskirke var nazismens modstander, og dens stifter, Martin Niemüller, sad i koncentrationslejr som Hitlers personlige fange. Og her sad han sammen med mange kommunister. Så i Moskva betragtede man den protestantiske kirke som en antifascistisk faktor.”

Den østtyske kirkes lutherske teologi viste sig tillige svær at begribe for kommunisterne.

Det varede en rum tid, før SED kom på omgangshøjde med sin modstander, fortæller professor Schrøder.

”Stasi-folkene blev uddannet i religiøse spørgsmål i Sovjet, men her hvilede hele undervisningen på Lenins opgør med den russisk-ortodokse kirke. Den lærte de om derovre og behandlede os længe derefter.”

Lenins religionskritik stod i traditionen fra Den Franske Revolution og den franske oplysnings had til kirken.

”Lenin var arkitekten bag sovjetisk kommunisme, som derfor var optaget af at afsløre religiøs svindel. Den russisk-ortodokse kirke lærer, at frelsen kan vise sig ved, at afdødes legeme ikke rådner. Den fremviste billeder af ansigterne på døde hellige, som ikke var gået i forfald. Bolsjevikkerne stormede klostrene og viste, at de ansigter var støbt i voks. Tilsvarende havde de franske oplysnings-ateister hånet den katolske kirkes relikviedyrkelse som humbug.

Den slags var afgørende i den platte propaganda i Sovjetunionen, hvor man også ligefrem havde ateistiske museer.

Her i DDR ville man på samme vis 'afsløre' kirken, og der blev i Jena oprettet et professorat i ateisme. Professoren var naturvidenskabsmand, men han begyndte at læse Barth og Bonhoeffer, teologer, som er centrale for protestantismen i Tyskland, og opdagede, at hele feltet var ukendt land for kommunismen. Man nedlagde professoratet og indså, at man kun gjorde sig selv til nar ved at indføre ateisme med fraser fra Den Franske Revolution om hykleriske præster og religiøst bedrag.”

Men Karl Marx selv foretog dog et mere principielt opgør med religionen?

”Sandt nok, men vi skal skelne mellem Marx og Lenin. Marx mente faktisk, at religionen nærede smuk medfølelse med mennesket. Han kaldte religionen 'hjertet i en hjerteløs verden'. Blot skulle tingene stilles på hovedet, og befrielsen finde sted i denne verden. Med sin berømte sætning 'Religion er opium for folket' mente han blot, at den var en trøst. Lenin og hele eftertiden forstod 'opium' som narkotika, der afledte fra revolutionær handling, men på Marx' tid var opium smertestillende medicin og ikke først og fremmest et rusmiddel.”

Kunne den protestantiske kirke drage fordel af kommunisternes klodsede forståelse af kirke og kristendom?

”Ja, for den kendte allerede sin modstander. Protestantisk teologi er jo efter Reformationen formuleret videre i løbende opgør med oplysningen og det moderne. Derfor var den helt fortrolig med leninismens plumpe argumenter, som stammede direkte fra 1700-tallets religionskritik.”

Ateisme-professoren i Jena konstaterede, at man heller ikke ved at prædike naturvidenskab fik skovlen under en luthersk forkyndelse af ordet alene. Det førte til besindelse i SED.

”Hvad Stasi herefter skrev om kirken, vidner om, at de faktisk begyndte at studere luthersk teologi. De begyndte at forstå, hvad den protestantiske kirke står for. Og at billige metoder var uden effekt.”

Protestanterne i DDR oplevede, at det ene kirkefjendtlige diktatur uden overgang afløste det næste. Men der herskede betydelig pragmatisme fra begge sider. SED havde fået mundkurv på af Sovjetunionen, og regimets lyst til at bide faldt med årene, betoner Richard Schröder. Det blev nemlig stedse mere afhængigt af vestlig goodwill og vestlige kreditter, efterhånden som man på socialistisk vis kørte landets økonomi i sænk.

Velvilje skaffede man sig blandt andet ved at skåne kirken. Imens antog man, at kirken ville visne bort, når de ældre kristne døde - blot man sørgede for at bremse al tilgang af unge. Her var SED benhård: Ønskede man en uddannelse, var enhver forbindelse med kirke og kristendom udelukket. Så dåbstallet styrtdykkede.

Kirkefolket udviste også pragmatisme:

”Vi profiterede af den protestantiske kirkes flade, decentrale struktur. Magten fandt intet centralorgan at konfrontere sig med. Vi var henvist til selv at betale vore præster og vores uddannelsessteder, men det var faktisk heldigt. Gennem foragt og diskriminering vandt vi en særegen frihed. Staten kunne ikke diktere, hvad præsten skulle prædike. Og vores læreanstalter var de eneste, hvor man modtog en fri dannelse.

Efter Murens fald kunne man i et fortroligt SED-dokument læse, at partiet havde anset kirken for den eneste institution i landet, der ikke svarede til en socialistisk samfundsordning, ikke var vokset ud af den og ikke var ønskværdig.”

Kirken i DDR holdt sig til Kristi ord om at give kejseren, hvad kejserens er, betoner Schröder, og til Luthers ord om et kristenmenneskes frihed.

”Den kristne er som en bjergbestiger. Rebet er hans tro, som tillader ham at have hænderne fri til selv at klatre. Har man rebets sikkerhed, kan man bedre holde hovedet koldt.

Og det viste sig jo, at fordi kirken holdt fast ved sit egentlige anliggende, forkyndelsen af Guds ord, så var den rede til uventet at blive til afgørende nytte. Havde den indrettet sig på at gøre politisk nytte, ville den have stået i vejen for sig selv, da det gjaldt.

Desuden slår kommunisterne altid knusende ned på enhver rival til magten. Og i deres magtfiksering regner de altid med at møde en lige så hensynsløs modstander, understreger Schröder.

”Det var et stort held, at de havde det fjendebillede, for det gjorde dem helt uforberedte på de fredelige masse-demonstrationer. Desorientering og afmagt prægede SED. Skulle man give befaling om at åbne ild? Til sidst stod kampvogne med motoren gående på kasernerne. Det kunne være endt i et blodbad.”

Man tøvede dog ved synet af den store folkelige modstand, som trådte tappert ud i det åbne og med synligheden tiltrak endnu flere. Omfanget blev så voldsomt, at regimet resignerede og indledte sit stille kollaps.