Prøv avisen
Udstilling

Dans med de døde

Billede fra udstillingen. Foto: www.moesgaardmuseum.dk

Det nye Moesgaard Museums udstilling om de dødes liv er mindre imponerende end husets andre udstillinger. Men den byder stadig på mange gode oplevelser i mødet med de måder, mennesker lever med deres døde

Lad det være sagt med det samme. Det nye Moesgaard Museum er helt fantastisk! Bygningen i sig selv er imponerende. Der er lys og luft, udkig til hav og træer og indkig til vores fortid. Både vores fortid her i Danmark med Grauballemanden og en mulighed for at se vores menneskelige fortid i øjnene gennem voksfigurerne af blandt andre Lucy, som levede for 3,2 millioner år siden. Fra lys og luft kan man enten gå ned i mørket til blandt andet bronzealder, jernalder og vikingetidens Aarhus (Aros). Eller op ad trappen til udstillingen om ”De Dødes Liv”, som anmeldelsen her handler om. Det er svært ikke at sammenligne udstillingen om døden med de imponerende udstillinger i kælderen. Og måske fordi de nye udstillinger om fortiden er så vilde og visionære, bliver ”De Dødes Liv” en mindre imponerende oplevelse. Men idéen bag ”De Dødes Liv” er rigtig god, og der er gode oplevelser i mødet med de mange måder, mennesker lever med deres døde.

Udstillingen er bygget op som en rundtur gennem forskellige rum, og man har virkelig udnyttet de nye store lokalers mulighed for at lave både trapper og gange. Den mexicanske dødekultur og fejringen af ”De Dødes Dag” fylder en stor del af udstillingen. Her møder vi en kultur, hvor de døde virkelig lever. Her er der dansende, interaktive skeletter og kranier i alle mulige former og farver. På De Dødes Dag i Mexico besøger man grave og lægger mad og gaver hos de døde. Så går turen op ad en trappe, forbi en række grave og hen til et åbent område, hvor der vises film på den store endevæg. Her er der mulighed for at høre fortællinger i høretelefoner.

Den næste del af udstillingen fortæller om genbegravelser af døde efter den voldsomme borgerkrig i Uganda. Det foregår i et mørkt lokale, hvor vi møder fortællingerne om de meget konkrete behov, levende mennesker har for at have deres døde tæt på sig. Det næste møde er med australske aborigineres juleritualer. Her er de afdøde med i julens ritualer. Rummet er pyntet med genkendelig julepynt, som først virker lidt forvirrende, for hvad har julen med døden at gøre? Men det får man en forklaring på ved at læse udstillingens tekster.

Det sidste rum i udstillingen var det, som med små virkemidler gjorde størst indtryk. Rummet er opdelt i små afdelinger med et tema om, hvordan vi bærer vores afdøde med os videre i livet som konkrete arvestykker. Selvom vi ikke danser med de døde i Danmark, så har vi nok alle sammen et eller flere arvestykker stående derhjemme.

Der var et kortspil, hvor man skiftedes til at fortælle et minde ud fra et billede. Der var billeder af mad og porcelæn, som hurtigt fik os til at tænke på de minder, vi har om vores bedsteforældre.

Opdelingen i ét område til hver kultur afspejler på mange måder en meget klassisk etnografisk tilgang, hvor forskellige kulturer netop præsenteres i forskellige rum, som vi kender det fra Nationalmuseet. Man kunne her med fordel have brudt med denne klassiske form. Det kunne have været interessant at se mere om arvestykker og gravpraksis på tværs af kulturer og også at se det sat mere direkte op over for den måde, vi lever med vores døde i Danmark i dag. Dette indtryk kan måske skyldes, at udstillingen er baseret på materiale, som allerede var indsamlet i sammenhæng med det gamle museum. En større blanding af kulturerne ville kunne forstærke det indtryk, vi fik i udstillingens sidste afdeling, hvor trådene blev samlet og vores egne erfaringer forbundet med de mange interessante bud på, hvordan livet med de døde ser ud i verden omkring os. Men udstillingens idé og spændende fortællinger er gode, og det er et oplagt sted at tage hen her i allehelgenstiden og få et indblik i, hvordan vi har de døde med os i livet.