Den døde skal ses

I dag bliver pårørende mere inddraget, og rigtig mange ser den afdøde i kisten. Det giver en erkendelse af, at ”det er min mor i kisten, og jo, hun er død,” siger Knud Larsen, landsformand for Danske Bedemænd

Modelfoto.
Modelfoto. Foto: Ivonne Wierink.

65-årige Alice Lyngåe bisatte sin jævnaldrende kæreste Hans Lindén den 4. oktober i år. Han var et af de omkring 52.000 årlige dødsfald i Danmark.

Det særlige ved Hans Lindén var, at han lå i åben kiste i Bistrup Kirke under en del af ceremonien.

”Da han blev lagt i kisten, så han så smuk og forklaret ud, og det ville jeg gerne dele til bisættelsen,” siger hun.

Den mandlige præst var ikke begejstret for den åbne kiste, for som han ifølge Alice Lyngåe sagde, så var han bange for, at den åbne kiste ville forskrække folk.

”Men jeg fik lov at holde kisten åben indtil 11.45, og af de mennesker, der kom og lagde en blomst hos ham, var der kun to ud af 50, der blev i våbenhuset, indtil kisten blev lukket.”

”Det var en meget smuk oplevelse, og da jeg efterfølgende viste min 93-årige mor et billede, hvor jeg holder om Hans i kisten, insisterede hun på at beholde billedet,” siger hun.

Sognepræst i Bistrup Kirke Søren Christian Storvad, der bisatte Hans Lindén, var ikke helt tryg ved anmodningen om en åben kiste.

”Jeg havde aldrig prøvet det før og er aldrig blevet spurgt om det før, men jeg endte med at gå med til det for Alices skyld. Jeg er parat til at gå langt for at opfylde folks ønsker ved kirkelige handlinger. Og her vurderede jeg, at Alices ønske var så stærkt, at jeg efter at have talt med bedemanden sagde ja til anmodningen.”

Parterne blev enige om, at kisten stod åben i kirken indtil 11.45, så alle, der ønskede at se den afdøde i kisten, kunne komme til det.

Og klokken 12 blev låget lagt på kisten.

”Jeg havde det lidt svært med de mødre, der tog børnene med op til kisten for at se afdøde. Jeg synes ikke, at børnene skulle se ham.”

Åbne kister i kirken er der ikke mange af i Danmark. Men efterhånden er det blevet helt almindeligt, at man ser sine afdøde pårørende og venner i kisten.

”På Als har vi altid haft tradition for, at hvis afdøde døde hjemme eller på plejehjem eller noget senere også på hospice, så bliver afdøde sunget ud, inden kistelåget lægges på,” siger bedemand Steen Christensen fra Als & Broager-Sundeved Begravelsesforretning.

”Hvis det er i en lille by, dødsfaldet er sket, lægger naboerne også blomster ved det hus, den døde har boet i. Og hvis alsingerne arbejder sent, kommer naboer og pårørende også ned i kapellet, hvor kisten står, og så løftes låget af igen, forklarer Steen Christensen.

Landsformanden for Danske Bedemænd, Knud Larsen, mener, at der i dag er en meget større åbenhed omkring døden, end der tidligere har været. Ændringen er ifølge Knud Larsen kommet gennem de sidste 10-15 år.

”Det er der mange årsager til. I dag bliver pårørende mere inddraget, og rigtig mange ser den afdøde i kisten. Det giver en erkendelse af, at det 'er min mor i kisten, og jo, hun er død'. Så når man sidder til bisættelsen, må der ikke være bare en procents tvivl om, at det er mor, der ligger i kisten. Det hører med, at den sikkerhed er der, fordi du har set den afdøde i kisten,” siger Knud Larsen.

Han har også begravet mange af de døde soldater, der har været i Afghanistan, og uanset hvad, så vil de pårørende gerne se deres kære i kisten.

”Så vi gør, hvad vi kan, for at få dem til at se hele ud.”

Bedemand Paw Bergen i Holstebro mener, at der er forskel på, hvordan man tackler dødsfald, afhængigt af hvor den pårørende dør henne.

”Hvis man dør på et hospice eller et plejehjem, bliver man sunget ud i åben kiste, mens det ofte på hospitalerne kun er halvdelen af gangene, at de pårørende ser afdøde. Og hvis det er en gammel oldefar, der ligger i kisten efter et langt liv, så kan man også godt tage børn med for at se ham. Der kan jo også være tilfælde, hvor en pårørende er på ferie og gerne vil se afdøde. Det kan så lade sig gøre at få kisten åbnet, når vedkommende er hjemme igen.”

Bedemand i Middelfart Lisbeth Andersen prøver at overbevise de pårørende om, at det er vigtigt, at de ser afdøde i den åbne kiste.

”Det er min erfaring, at det er en god idé at se afdøde i kisten, måske først efter at afdøde har fået sit eget tøj på, så vedkommende ikke ligger i hvidt hospitalstøj. For enkelte er det ikke en god idé at se afdøde, men de fleste har gavn af det.”

”Hvis dødsfaldet sker på sygehuset, er der også bedemænd, der kører rundt med kisten til steder, der har betydet meget for afdøde. For eksempel en slægtsgård eller lignende. Men den skik forsvinder også, fordi der bliver færre og færre sygehuse, og så skal der køres alt for langt.”

Bedemand og antropolog Naja May Genet fra unikafsked.dk mener, at det selvfølgelig er forskelligt fra person til person, men at de fleste pårørende gerne vil se den afdøde.

”Men der er også tilfælde, hvor afdøde har været udsat for en ulykke, eller hvor liget har ligget længe. Så er det ikke en god idé. Men i det store hele er det rigtigt at se den afdøde og forsikre sig om, at deres pårørende virkelig er død og at konfrontere sig selv med det.”

”I dag er mange tabuer nedbrudt omkring døden. Der bliver talt, skrevet og sendt tv-udsendelser om døden, så vi er meget mere åbne for døden i dag, og den bliver også mere iscenesat i dag. De fleste afdøde begraves i deres eget tøj, og afdøde får ofte ting med i kisten,” siger hun.

Præst Søren Christian Storvad har en fornemmelse af, at begravelser ligesom bryllupper, dåb og andre kirkelige begivenheder bliver mere og mere individualiserede. At lige netop deres pårørendes begravelse skal være unik og særlig.

”Vi skal jo alle dø, og jeg forsøger at strække mig langt i forhold til de pårørende, så det også bliver en værdig og god oplevelse at sige farvel.”