Kirkeminister kan få mere magt af forlist reform

Gårsdagens skrinlagte forslag til ny kirkestyring kan give kirkeministeren mere magt over folkekirkens økonomi og indre anliggender. Det mener flere kirkeretseksperter

Marianne Jelved får ikke mindre - men mere - magt af, at kirkereformen er faldet i sin brede udgave, mener flere eksperter. -
Marianne Jelved får ikke mindre - men mere - magt af, at kirkereformen er faldet i sin brede udgave, mener flere eksperter. - . Foto: Scanpix.

For femte gang siden 1849 er et forsøg på at lovgive om folkekirken strandet på politisk uenighed. Men selvom regeringens stort anlagte kirkereform nu er død, er alt ikke, som det plejer. Det omfattende udvalgsarbejde og den betænkning, som ligger til grund for de forliste forhandlinger, får nemlig juridiske konsekvenser for folkekirken fremover, siger professor mso ved RUC og kirkeretsekspert Lisbet Christoffersen, som også var med i det forberedende udvalg.

”Med betænkning 1544 er det slået fast, at gældende ret giver ministeren fuld kompetence på den landsdækkende økonomi og indre anliggender. Fuld kompetence. Man kan godt romantisk tale om frihed for den lokale kirke, men det er ikke realiteten i den betænkning, som nu beskriver gældende ret, når folketinget ikke ønsker at lovgive på området,” siger hun.

I et bilag til betænkning 1544, som beskriver gældende ret, hedder det, at kirkeministeren juridisk set er frit stillet i forhold til at følge forslag fra udvalg, arbejdsgrupper og kommissioner. Det har ikke tidligere været nedskrevet. At det nu er tilfældet, kan tillægges juridisk betydning, bekræfter dr.jur. og professor i offentlig ret Steen Rønsholdt.

”Det har værdi som retskilde, når sagkundskaben giver udtryk for gældende ret, som tilfældet er i denne betænkning. Det har ikke samme vægt som for eksempel domme, men de facto er det en retskilde,” siger han.

Derfor tager Venstre og Konservative ifølge Lisbet Christoffersen fejl, når de forlader forhandlingerne med ønsket om at bevare folkekirkens velordnede anarki. I en pressemeddelelse torsdag anbefaler de to partiers kirkeordførere, at fremtidige ministre respekterer den praksis for bred inddragelse, som der har været tradition for på det kirkelige område. Men det er et fromt ønske, siger Lisbet Christoffersen.

”Selvfølgelig kan ministre altid tale med dem, de vil, i al skønsomhed - men det er ministeren, der bestemmer. Ingen har herefter et retskrav på at blive hørt. Overhovedet,” siger hun.

Hun nævner Salmebogskommissionen fra 2002 som et eksempel, hvor daværende kirkeminister Tove Fergo (V) kunne have brugt den nuværende betænknings formuleringer til at gennemtrumfe sin vilje. Tidligere stiftamtmand og tidligere formand for Selskab for Kirkeret Peter Christensen tillægger dog ikke den skrottede betænkning så stor retlig vægt.

”Gældende ret er gældende ret. Men det er klart, at kirkeministeren, som det har været tilfældet siden 1849, fortsat har magten over folkekirkens økonomi og indre anliggende, så længe der ikke er lovgivet om andet,” siger han.

Han mener til gengæld, at reformforliset er et tilbageslag for folkekirken, fordi det fastlåser situationen .

”Der er næppe nogen kirkeministre, som tør tage fat på folkekirken lige foreløbigt. I hvert fald ikke hvad angår de indre anliggender. Det er et udmærket princip at Folketinget i stort set enighed skal lovgive på folkekirkens område, men i praksis har politikerne ikke vist sig i stand til det,” siger Peter Christensen.

Også den nuværende formand for Selskab for Kirkeret, professor i teologi Svend Andersen, beklager, at reformen af folkekirkens styre nu er faldet.

”Den politiske styring af folkekirken er nu fastslået og muligvis endda styrket, og det er bedrøveligt. Det åbner for, at lovgivning på kirkens område fremover kan bokses igennem politisk, som man senest så det i forbindelse med vedtagelsen af et ritual for vielse af par af samme køn,” siger Svend Andersen.