Danskerne er et forkælet folkefærd. Det har der været en del fokus på i den sidste tid. Mange forhold kan også siges at lægge op til forkælelse. Vækst forventer man sig af alle politiske partier frem mod valget. Økonomer har øjnene rettet mod at få danskerne til at bruge flere penge, idet et voksende privatforbrug regnes som en vej ud af krisen. Og reklamerne lokker til at forkæle os selv: Køb, forbrug - fordi du fortjener det.
Der er langt fra disse toner til tidligere generationers kristne værdier. Engang hørte danskerne om søndagen i Giro 413, at lykken ikke er gods eller guld. Den tone stemte godt overens med tonen i skolens gamle katekismer.
Den enevældige danske konge ville indskærpe sine undersåtter gode kristne værdier, og derfor belærte skolen i den statsautoriserede katekismus danske børn, at til de største synder hørte ”ærgerrighed og pengegerrighed”. Og når læreren spurgte efter dyder, skulle børnene kunne dem udenad, og til de største dyder hørte ydmyghed, nøjsomhed og mådelighed. Kravet om nøjsomhed og mådelighed gik tilbage til Bibelen selv. Paulus skrev, at gudsfrygt og nøjsomhed bærer lønnen i sig selv; for tomhændede kom vi til verden, og tomhændede skal vi gå ud af den.
Som reaktion mod det vestlige samfunds forkælelse og overforbrug dukker der nye små initiativer op: Man låner hinandens biler (GoMore). Supermarkeder bekæmper lidt af madspildet ved at forære madvarer til varmestuer. Nogle stiller en sofa til rådighed for turister (Couch-surfing).
På den måde deler man både hinandens ressourcer og får et menneskeligt fællesskab som bonus. Der findes også en populær kirkelig aktivitet, der kan siges at understøtte de gamle kristne dyder: de mange kirkelige genbrugsbutikker.
Den første kirkelige genbrugsbutik begyndte i 1972, begrundet i præsteparret Ruth og Herluf Andersens ønske om, at vores egen overflod skulle komme verdens fattige til gode gennem Folkekirkens Nødhjælp.
I dag har organisationen alene cirka 125 butikker, mens Røde Kors har 220 og Kirkens Korshær 230. I alt menes der at være over 900 genbrugsbutikker til fordel for velgørende formål, langt de fleste med kirkelig tilknytning.
Det er vist aldrig blevet undersøgt, om nutidens kirkegængere er mere eller mindre forkælede end andre danskere, om ”nøjsomhed og mådelighed” præger dem mere end ”ærgerrighed og pengegerrighed”. Men arbejdet i de mange genbrugsbutikker er dog med til at holde kristne idealer højt. Engang sang man i Blichers konfirmationssalme: ”Gem ej på guld, bortkast det ej”. Den salme er ikke kommet med i den nye salmebog, men genbrugsbutikkerne hjælper folk til hverken at gemme på deres guld eller bortkaste det som affald.
Brugte ting har vist sig at kunne komme andre til gode.
Butikkerne giver desuden som ekstra bonus også et menneskeligt fællesskab, samarbejde og nærhed. Der er tale om diakoni på moderne vilkår, og hjælpen rækker begge veje.
Endnu kan man høre ældre mennesker med glæde tænke tilbage på besættelsestiden, hvor der nok var knaphed på visse varer, men der var til gengæld mere sammenhold. Siden 1960'erne har der været i overflod og penge til at købe for. Man behøvede ikke mere låne maskinen af naboen, men købte hver sin dims. Man hjalp til gengæld ikke hinanden så meget. Man smed det overskydende væk, og prisen for nutidens gode levevilkår var ofte en stigende grad af individualisme.
Da nødvendigheden ikke længere understøttede samarbejde og fællesskab, dukkede ensomhed op som forkælelsens bagside.
Netop i genbrugsbutikkerne er der dog brug for de frivillige hænder. Medarbejderne kommer selv ud fra hjemmets stille zone til samarbejde og fællesskab med andre. Samtidig med at genbrugsbutikkerne har som hovedopgave at få skaberværkets ressourcer udnyttet bedre og få samlet midler ind til gavn for andre.
Genbrugsbutikken er den moderne kirke i arbejdstøjet, for her kan alle bruges. I kirken er der ellers ofte en professionalisering, der gør, at der er så lidt brug for frivillige hænder.