Omstridt departementschef skifter til Kirkeministeriet

Anne Kristine Axelsson skifter ministerium i noget, der ifølge politisk kommentator og tidligere professor i statskundskab Tim Knudsen ligner en degradering

Departementschef Anne Kristine Axelsson forlader Justitsministeriet til fordel for et job i Kirkeministeriet.
Departementschef Anne Kristine Axelsson forlader Justitsministeriet til fordel for et job i Kirkeministeriet. Foto: Bax Lindhardt/Scanpix.

Kirkeministeriet får en ny, omstridt departementschef til marts, når den 45-årige departementschef i Justitsministeriet, Anne Kristine Axelsson, bliver ny ”chef” i ministeriet og tager over efter den nuværende departementschef Henrik Nepper-Christensen, som går på pension i midten af marts næste år.

Det er ifølge Tim Knudsen, politisk kommentator og tidligere professor i statskundskab på Københavns Universitet, noget, som ligner en degradering.

”Kirkeministeriet er det mindste ministerium; det er der, der er mindst aktivitet i forhold til store lovgivningsprojekter, og hun har næppe specielle forudsætninger for området, som i øvrigt også ligger lavt i hierarkiet for departementschefer,” lyder dommen fra Tim Knudsen.

Anne Kristine Axelsson har haft en række sager i Justitsministeriet og har også været bortvist fra arbejdspladsen på grund af den såkaldte Pet-sag, som kostede Morten Bødskov (S) Justitsministeriet.

Her blev der mellem daværende justitsminister Morten Bødskov (S), departementschef Anne Kristine Axelsson og afdelingschef Jens-Christian Bülow fabrikeret en såkaldt ”nødløgn” om, at det var politidirektør Johan Reimanns kalender, der forhindrede besøget på Christiania.

I virkeligheden var det Pia Kjærsgaards tilstedeværelse på Christiania, der var år-sagen.

To embedsmænd medvirkede også til at fælde Henrik Sass Larsen (S). Anne Kristine Axelsson og Christian Kettel, departementschef i Statsministeriet, fortalte Henrik Sass Larsen, at Pet havde oplysninger om ham, så han ikke kunne sikkerhedsgodkendes. Og derfor blev han ikke finansminister.

”Det er regeringslederen, der sætter sit politiske hold, ikke embedsmændene,” siger Tim Knudsen.

”Sagen udløste en mild kritik fra Folketingets Ombudsmand, fordi der blandt andet ikke forelå notater af samtalerne,” siger Tim Knudsen.

Anne Kristine Axelsson blev i januar midlertidigt fritaget for tjeneste, men hun kom tilbage til Justitsministeriet i maj. Hun har heller ikke fået en påtale for den såkaldte nødløgn.