Da der gik Christiansborg i folkekirken

Aftaleteksten til en reform af folkekirkens struktur lå klar, da den udbredte frygt for et politiserende kirkeråd blev vakt til live igen. Hvad skete der på Christiansborg, da kirkereformen faldt?

Hvad skete der på Christiansborg, som fik flere års udvalgsarbejde, høringer og debatmøder i massevis til at munde ud i ingenting?
Hvad skete der på Christiansborg, som fik flere års udvalgsarbejde, høringer og debatmøder i massevis til at munde ud i ingenting?. Foto: Nils Meilvang.

”Der ligger en fuldt færdig tekst. Hvorfor har vi siddet og lavet den?”. Det var kirkeminister Marianne Jelved (R), som i ”Deadline” mandag aften stillede spørgsmålet til De Konservatives kirkeordfører, Charlotte Dyremose. Mange personer i og omkring folkekirken har spurgt sig selv og hinanden om det samme her i ugen efter, at forhandlingerne om en kirkereform brød sammen.

For hvad skete der på Christiansborg, som fik flere års udvalgsarbejde, høringer og debatmøder i massevis til at munde ud i ingenting? Venstre og De Konservative havde efter sommerens forhandlinger fået den minimale kirkereform, de ønskede. Et lovforslag, hvor de omstridte indre anliggender var taget ud, og kun et udvalg om folkekirkens økonomi lå tilbage på forhandlingsbordet i Kirkeministeriet.

Forslaget var baseret på de mindretalsforslag, som Charlotte Dyremose, der i mellemtiden også var blevet De Konservatives kirkeordfører, og Venstres Britta Schall Holberg havde udarbejdet som politisk udpegede repræsentanter i det forberedende udvalg, der siden 2012 havde arbejdet med forslag til en reform af folkekirkens styre. Nu afviste Venstre og De Konservative regeringens udspil med argumentet om, at et økonomiudvalg med tiden kunne udvikle sig til et politiserende kirkeråd. Et argument, der lige så vel kunne bruges mod partiernes egne forslag, som kirkeministeren også påpegede i ”Deadline”-studiet.

Det eneste svar, kirkeministeren fik, var, at De Konservative havde siddet med i forhandlingerne for at minimere skaderne, hvis Venstre og regeringen skulle nå til enighed om en kirkereform. Det skete som bekendt ikke, da Venstre sammen med De Konservative forlod forhandlingerne. Forhandlinger, der - som Kristeligt Dagblad har beskrevet - var blevet udsat flere gange efter ønske fra Venstre, der ikke var nået frem til en beslutning. Forløbet undrer ikke kun Jelved. Også Britta Schall Holberg er forundret.

”Hvis begrundelsen er, at man frygter en folkekirkelig synode, så kunne man jo have forladt forhandlingerne langt tidligere. Men det er klart, at Venstre har været splittet på dette spørgsmål,” siger Britta Schall Holberg.

Hun mener grundlæggende, at der var tale om tre fraktioner i partiet. De, der ingenting ville, de, der som hende selv ønskede en lille model med et folkekirkens økonomiudvalg, og de, der ønskede en mere vidtgående model, som både omfattede økonomi og de såkaldte indre anliggender. Hun har løbende drøftet forhandlingerne om kirkereformen med Venstres bagland og oplyser, at der længe var opbakning til den lille model.

Samme model som Venstres kirkeordfører, Flemming Damgaard Larsen, angiveligt havde forhandlet på plads i Kirkeministeriet. Når det alligevel ikke lykkedes, skyldes det efter hendes vurdering, at Flemming Damgaard Larsen er blevet klemt mellem de forskellige interesser i partiet. Men det afviser kirkeordføreren selv.

”Der har været nogle nøgterne og seriøse drøftelser i partiet. Alle spekulationer om, at vi skulle have forladt forhandlingerne af frygt for Dansk Folkeparti, har intet på sig. Når vi længe sad med i forhandlingerne, handlede det om at få så konkret et udspil som muligt, som vi så kunne drøfte med baglandet og i folketingsgruppen,” siger Flemming Damgaard Larsen.

Han fortæller, at der i Venstres folketingsgruppe i løbet af efteråret bredte sig en frygt og nervøsitet for, at et centralt folkekirkeligt organ med tiden ville kunne udvikle sig til et politiserende kirkeråd. Hvad der præcist var årsag til denne nervøsitet, ved Flemming Damgaard Larsen ikke.

Men han konstaterer, at det skete på samme tidspunkt, som flere biskopper blev kritiseret i Jyllands-Posten og flere andre medier for deres udmeldinger i flygtningedebatten. Venstres Esben Lunde Larsen har da også tidligere udtalt til Kristeligt Dagblad, at biskopperne med deres politiserende udtalelser leverede de bedste argumenter mod en kirkereform.

Hvis Venstre har været på udkig efter en passende undskyldning for at forlade forhandlingerne, kan det hænge sammen med et andet sejlivet forlydende på Christiansborg. Nemlig at Venstres ledelse allerede for flere år siden havde aftalt med det stærkt reformkritiske Dansk Folkeparti, at Venstre ikke ville gå med til en reform. Britta Schall Holberg har også hørt forlydendet.

”Hvis Venstre, De Konservative og Dansk Folkeparti ikke ville nogen løsning, skulle de have ladet være med at bakke et udvalgsarbejde op og i stedet have ladet kirkens repræsentanter selv befolke udvalget. Jeg tør ikke tænke på, hvad det tabernakel har kostet af tid og penge,” siger Schall Holberg.

Hun mener, det var rigtigt af Jelved at arbejde for et bredt flertal, men derimod uklogt af Venstre ikke at gå med, fordi der på den anden side af et folketingsvalg kan vise sig et alternativt flertal, som vil gå langt videre.

Kirkeordfører Flemming Damgaard Larsen afviser, at der skulle have været nogen forhåndsaftale. Liberal Alliances Mette Bock har også hørt om den aftale og konstaterer, at uanset om det er sandt eller ej, så endte folkekirken med at blive gidsel i et politisk spil.

”Det er desværre politik, når det er værst. Stakkels folkekirke,” siger Mette Bock.