Byråd kræver præsters prædikener til gennemsyn

USA En gruppe præster i Houston, USA, skal aflevere de prædikener, der handler om homoseksualitet, køns-identitet eller byens lesbiske borgmester, Annise Parker. Det kræver byrådet i Houston, der har stævnet en gruppe præster i sagen.

”Unødvendigt og uden fortilælde. Byrådet og dets advokater er i gang med en inkvisition designet til at kvæle enhver kritik af byrådets handlinger,” siger advokat Christina Holcom fra Alliance Defending Freedom (ADF), et advokatfirma med speciale i sager om religionsfrihed.

Advokatfirmaet repræsenterer fem præster i sagen, skriver Fox News.

Sagen er blot den seneste af flere episoder, der har fulgt i kølvandet på Houstons ikke-diskrimination-lov, der blev vedtaget i juni.

Loven har blandt andet givet mænd ret til at benytte offentlige dametoiletter og omvendt. Massive protester har sidenhen manifesteret sig i byen, og blandt andet omkring 400 kirker har markeret sig som modstandere af loven.

Borgmester Annise Parker har over for Fox News ikke ønsket at forklare, hvorfor hun ønsker at gennemse prædikenerne.

En advokat fra ADF har dog udtalt, at han mistænker hende for at ville bruge prædikenerne i forsøget på at hænge præsterne ud som anti-homoseksuelle fanatikere.