Biskop over Roskilde Stift fra 1997 til 2008 Jan Holger Lindhardt døde i går, 76 år, efter at have lidt af alzheimer gennem længere tid.
Han sov, ifølge familien, ind på en smuk efterårsdag efter længere tids sygdom, omgivet af sine kære.
Jan Lindhardt var en af de mest markante - for nogle også en af de mest kontroversielle - biskopper i nyere tid. Og han var samtidig statskirkemand om en hals. Som han sagde i et fødselsdagsportræt, da han fyldte 75 år:
”Jeg har aldrig fundet opløftende erfaringer for, hvor staten går hen, hvis den ikke har kirken ved sin side. Det 20. århundrede, som er det, der ligger os nærmest, udviser grimme eksempler på politiske ideologier og politiske religionserstatninger, som fandt det hensigtsmæssigt at ordne problemer med nakkeskud og kz-lejre.”
Da biskoppen, meget modvilligt, gik af i 2008, var det med den salut, at biskopper burde have flere beføjelser.
”Som det er nu, er biskoppen en pyntefigur, og jeg har gjort mig umage for at pynte.”
Jan Lindhardt var den seneste dr.theol., der blev valgt som biskop. Før i tiden var det mere almindeligt. Jan Lindhardt blev dr.theol. i 1983 med afhandlingen ”Martin Luther. Erkendelse og formidling i Renæssancen” fra Aarhus Universitet.
Jan Lindhardts far, P.G. Lindhardt (1910-88), fyldte meget i den lindhardtske familie, og der var ikke kedeligt rundt om familiens spisebord, hvor der blandt andet skulle tages parti for enten Johannes Sløk eller K.E. Løgstrup. Og vælges side i spørgsmålet om Sløks skilsmisse i 1950'erne: Var det Dorte, Sløks hustru, eller Johannes, der skulle inviteres? Og hvordan tacklede man temperamenterne, da Dorte og Johannes flyttede sammen igen?
Jan Lindhardt valgte Sløk. Hans egen stil lå tæt på den karismatiske Sløks ironisk-arrogante facon. Regin Prenter blandede sig ikke, så det var tre af de fire store Aarhus-teologer, der her krydsede klinger.
Jan Lindhardt valgte i øvrigt at læse teologi på Københavns Universitet, fordi han frygtede, at faderen skulle fylde for meget, men vendte ”hjem til Aarhus” til de videre retorisk-teologiske lærerstillinger på universitetet.
Jan Lindhardts teologi skiftede dog undervejs i hans liv.
”Han var teologisk opdraget, dels af sin far, og dels blev han amanuensis (en person, der skriver ned, hvad for eksempel en professor siger, red.) hos Johannes Sløk. I de år kunne man betegne ham som eksistensteolog. Og på foranledning af Sløk blev han optaget af renæssancefilosofien, hvilket gjorde, at han blev optaget af retorikken,” siger biskop over Aarhus Stift Kjeld Holm.
”I de sidste mange år var det den retoriske dimension, han dyrkede: Altså, hvad sprog kan udrette. At et ord skaber, hvad det nævner. Hans evne til formidling er afgørende, og det præger også hans disputats om Martin Luther. Og så var han original i sin stil, tænkning, forskning og i bispeembedet. Og i høj grad præget af selvironi. Det er en side, der i den grad har præget ham, men en selvironi, hvor det er humoren, der lyser igennem.”
Verbale slagsmål gik han ikke af vejen for, og tonen kunne være bidende sarkastisk.
Det så man eksempelvis, da han i 2001 bad Benedicte Hvidt Breen-gaard, der var provst i stiftet, om at få sin mand til at stoppe skriverierne om en 500-kroners, niretters påskemiddag i Kirke Saaby Kirke, hvor stjernekokken Claus Meyer stod for menuen. Det var i forbindelse med de skriverier, at Lindhardt skrev til Carsten Breengaards hustru, der var provst i stiftet, at hendes anseelse belastedes af ægtefællens ”usaglige debatniveau”. Den bemærkning indkasserede biskoppen i Roskilde efterfølgende en næse for fra Kirkeministeriet.
Som biskop fik Jan Lindhardt også opgaven at tage sig af sognepræst i Taarbæk Thorkild Grosbøll, der i 2003 udgav bogen ”En sten i skoen”. I et interview om bogen, bragt i Weekendavisen, kunne man læse, at Grosbøll ikke troede på Gud. Lise-Lotte Rebel, biskop over Helsingør Stift, overvågede efterfølgende nogle af hans gudstjenester, men tog ikke skridt til en læresag. Biskop Kjeld Holm ville godt påtage sig tilsynet, men hans domprovst havde også efternavnet Grosbøll, så derfor overgik han til Jan Lindhardt i Roskilde, der bad ham genbekræfte præsteløftet, og så var den sag - til manges ærgrelse - slut. For en del teologer havde nemlig gerne set sagen afgjort ved en præsteret.
Med Jan Lindhardts død har folkekirken også mistet en stor humorist. Det fremgik blandt andet, da han holdt foredrag i Løgumkloster om præsterollen og rådede de kvindelige præster til aldrig at vælge en håndværkertype til ægtefælle.
”Ellers skal I i hvert fald investere i et sommerhus, hvor det, modsat i præstegården, er tilladt at slå søm i selv.”
Et andet eksempel på hans til tider snørklede tankegang var, da han tiltrådte som biskop og fortalte, at hans forgænger i embedet, Bertil Wiberg, håbede, at han som biskop efterlod stiftet i samme stand som han overtog det. Det havde Lindhardt ingen ambitioner om.
Han sammenlignede også danskernes forhold til kirken med et skrabelod.
”Kradser man lidt i en dansker, vil der komme noget kristendom til syne.”
Jan Lindhardt diverterede med, at han læser Ekstra Bladet, og han havde ”...opfordret præsterne til at holde den avis, Se & Hør eller Billed-Bladet, for det er vigtigt, at vi bliver udfordret i vores feinschmecker-agtige syn på verden.”
Og så var han ifølge erindringsbogen ”Det skal råbes” vokset op i et barndomshjem, ”hvor der ikke er noget så godt som et godt grin på andres bekostning”. Han mente dog, at han som biskop ikke havde taget den debatform med sig.
Det kan godt være, at nogle af præsterne mente, at der var lige rigeligt ”udenrigsminister” i biskop Jan Lindhardt, for han blandede sig i meget og dukkede op på steder, som var uvante for en biskop, for eksempel i underholdningsprogrammet Lykkehjulet. Men underkendes kan det ikke, at han profilerede folkekirken, hvor han kom, gik og skrev.
I 2000 skete der to ting, som også involverede Jan Lindhardt. Dels var der Roskilde Festival, hvor otte unge mænd mistede livet foran den Orange Scene på festivalpladsen.
Dels var der 1000-årsjubilæum for kristendommens komme til Færøerne. Hvad Færøerne angik, fik ingen af de tilstedeværende danske biskopper lov til at prædike, fordi Folketinget i Danmark havde vedtaget en lov om registreret partnerskab. Og hvad angik Roskilde Festival, holdt Jan Lindhardt en andagt dagen efter de otte dødsfald. Det gjorde han på engelsk, hvilket var noget af en bedrift for en mand, der oprindeligt var stammer.
Senere har han fortalt om ”sit handicap”: ”Jeg tror, at netop glæden ved sprogets nuancer har været en vej ud af mit talehandicap. Når man stammer, så lærer man at vende ordene.”
Året efter lagde Jan Lindhardt sig ud med Indre Mission i kommentaren ”Det 6. bud i det 21. århundrede”. Lindhardt skrev, at de indremissionske og de muslimske indvandrere delte det menneskesyn, at køn og seksualitet kommer før mennesket selv. Det blev han ikke populær af blandt de missionske, og debatten varede til næste årsmøde i Indre Mission, som brugte omkring halvdelen af mødet til at debattere sagen.
En anden stor debat i 2001 handlede om, hvordan verden hang sammen efter terrorangrebene på World Trade Center. Mens de fleste iagttagere mente, at kampen var mod terrorister, indtog Jan Lindhardt et andet standpunkt, nemlig at det var en religionskrig.
”Når den ene part siger, at det er en religionskrig, så kan vi da ikke sige, at det ikke er en religionskrig. Det ville være idiotisk. Vi kan kun tænke i penge og sige, at det nok er, fordi de er fattige, og at problemet kun kan være socialt. Hvis bare de bliver lige så rige som os, skal det nok gå. Men det er ikke deres problemstilling: Det er en massiv foragt for vores måde at have kultursamfund på. De mener, at hele vores opdragelse, kvindesyn og gudløshed er dybt foragtelig. Denne verdsliggjorte kultur ønsker de ikke skal komme ind og ødelægge deres kultur. Derfor er det selvfølgelig en religionskrig,” sagde han til Morgenavisen Jyllands-Posten.
Den tidligere Roskilde-biskop koncentrerede sig ikke alene om ”udenrigspolitikken”, bøger og bataljer om og med provster.
Han var også manden, der inviterede samtlige konfirmander i Roskilde Stift ind i domkirken en gang årligt i forbindelse med reformationsgudstjenesten. 2500 konfirmander blev det oftest til.
Og det var også biskoppen, der fandt på, at pinsetid er fisketid, ligesom der til jul hører fjerkræ, i påsken æg. Hvorfor skulle pinsen ikke også have en højtidsret?
Jan Lindhardt har skrevet en række bøger, blandt andet om Machiavelli. Men mest omtalt var måske bogen ”de syv dødssynder”, som Jan Lindhardt mente var blevet vendt til dyder gennem årene. Så tesen var, at dødssynder som griskhed, nydelsessyge, dovenskab og frådseri var blevet populære i samfundet som helhed. Hans ambition var, at hans bøger skulle kunne læses mellem S-togsstationerne Hillerød og Nørreport i København. Også på det punkt satte Jan Lindhardt nye standarder for, hvad en biskop kan gøre.
Lindhardt har skrevet i alt 24 bøger - heraf erindringsbogen, ”Det skal råbes”, fortalt til Else Marie Nygaard, journalist på Kristeligt Dagblad, og udgivet på Kristeligt Dagblads Forlag.
Da bispeembedet udløb på grund af Jan Lindhardts 70 års-dag, skrev han efterfølgende klummer og også et par bøger. Og han flyttede med hustruen til Fyn. Men da Tine Lindhardt vandt bispeembedet på Fyn i 2012, var det tydeligt, at han ikke var rask.
Eller som han selv har udtrykt det: ”Jeg er ikke så meget i rampelyset mere, og det er ikke med min gode vilje. Men helbredet er ikke, hvad det har været.”
Nu er han væk, men ikke glemt. For Jan Lindhardt satte en ny standard for biskoppers råderum. Og der har været plads til både fuldtræffere og vådeskud.
Jan Lindhardt efterlader hustruen Tine Lindhardt, 6 børn, svigerbørn og 13 børnebørn. Fire af børnene er af et tidligere ægteskab.